Har man basalcellekræft, bliver man behandlet umiddelbart efter, at man har fået stillet diagnosen. Afhængig af hudkræftens type og placering afgør lægen sammen med patienten, hvilken type behandling der er bedst.
Høj-risiko
Nogle typer af basalcellekræft har en større risiko for at komme igen efter fjernelse, og disse typer kaldes høj-risiko basalcellekræft.
Har man høj-risiko basalcellekræft, vil behandlingen oftest være operation eller strålebehandling, da det er de mest effektive behandlinger.
Man taler om høj-risiko basalcellekræft, når kræften sidder nær læber, næse, øjne, øre eller er stor i omkreds. Det samme gælder, hvis kræftknuden tidligere har været fjernet og er kommet igen, eller hvis den mikroskopiske undersøgelse viser, at der er tale om særlige undertyper af basalcellekræft, der kan sprede sig i det omgivende væv.
Lav-risiko
De øvrige former for basalcellekræft kaldes lav-risiko, og her vil behandlingen være en af nedenstående, alt efter størrelse, placering og patientens ønsker.
Indenfor de sidst par år er der kommet flere nye metoder til behandling af basalcellekræft, men det er endnu ikke helt afklaret, hvor de enkelte behandlingsformer er mest velegnede.
Alle, der får diagnosen basalcellekræft, kan helbredes – men sygdommen kan hos nogle mennesker komme igen.
Operation af basalcellekræft
Operation er en effektiv måde at behandle basalcellekræft på. Inden operationen bliver man lokalbedøvet, og lægen skærer så hudkræften væk og syr huden sammen.
Hvis området med basalcellekræft er stort, eller hvis knuden sidder et sted, hvor det er vanskeligt at lukke huden igen på grund af stramning (f.eks. i tindingen), kan det være nødvendigt, at man får foretaget en hudtransplantation.
Strålebehandling af basalcellekræft
For nogle patienter med basalcellekræft vil det være en fordel at få strålebehandling. Det gælder f.eks. i de tilfælde, hvor:
- Kræftknuden sidder et sted, der er vanskeligt at operere
- Andre sygdomme gør, at man har svært ved at tåle en operation
- Det drejer sig om en større knude
Moderne stråleapparater kan ramme det syge væv meget præcist. På den måde bliver den skadelige virkning på de normale celler så lille som mulig. Strålebehandlingen er smertefri og tager kun nogle få minutter hver gang, men kræver 10-15 besøg.
Bivirkninger ved strålebehandling er rødme og ømhed på den hud, der er bestrålet. Ofte vil der også dannes et sår i strålingsområdet. Såret heler dog hurtigt. Strålebehandling medfører ofte på lang sigt en sart hud, som er lys og med mange tydelige blodkar.
Afskrabning (curettage) – behandling af basalcellekræft
Afskrabning er en hyppig brugt metode i forbindelse med behandling af basalcellekræft.
Man får lokalbedøvelse på huden, hvorefter lægen skraber det syge væv af med et skarpt instrument.
Efter afskrabningen får man som regel brændt overfladen af huden med en lille glødetråd for at stoppe blødningen og for at sikre, at alle kræftceller er ødelagt. Afskrabning og brænding gentages en gang igen umiddelbart efter.
Frysning – behandling af basalcellekræft
Har man en lille overfladisk basalcellekræft, kan man få kræften fjernet ved hjælp af frysning. Det vil sige, at lægen fryser området på huden med flydende kvælstof.
Efter behandlingen kan man få blærer og sår på det område af huden, der er behandlet. Huden heler i løbet af to-tre uger, men efterlader ofte et hvidt mærke.
Cremebehandling af basalcellekræft
Imiquimod (Aldara®) er en creme til behandling af overfladisk basalcellekræft. Cremen stimulerer immunforsvaret i huden, som kan angribe og ødelægge kræftcellerne. Fordelen er, at man kan behandle sig selv derhjemme, når diagnosen er stillet.
De almindeligste bivirkninger er kløe, svie eller smerter. Under behandlingen og indtil huden er helet, er det almindeligt, at huden ved det behandlede område er rød og skorpedækket. Generne svinder dog som regel efter behandlingen.
Imiquimod giver et godt kosmetisk resultat, men færre bliver fuldstændigt helbredt end hvis behandlingen er operation.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Imiquimod
Lysterapi (fotodynamisk terapi) – behandling af basalcellekræft
Lysterapi eller fotodynamisk terapi består af en speciel creme, methylaminolevulinat, og lyspåvirkning. Behandlingen bruges til små eller overfladiske tilfælde af basalcellekræft. Fordelen er, at man ikke får ar på huden, som efter operation.
Fotodynamisk terapi virker ved, at cremen trænger ned i huden og specielt ind i kræftcellerne. Cremen gør cellerne meget følsomme over for lys. Når hudområdet bliver belyst, bliver stofferne i cremen aktiveret og ødelægger kræftcellerne.
Behandlingen foregår ved, at man først får smurt det syge område af huden ind i creme. Efter cirka tre timer bliver hudområdet belyst i cirka 10-15 minutter. Nogle steder anvendes naturligt sollys. Hvis kræften sidder på huden i ansigtet, får man øjnene dækket til under belysningen.
Bivirkninger ved lysterapi (fotodynamisk terapi)
Den største bivirkning ved fotodynamisk terapi er smerter, mens lysbehandlingen står på. Smerterne holder ofte op, når behandlingen stoppes, men for omkring fem procent er smerterne dog så stærke, at behandlingen ikke kan gennemføres.
Efter behandlingen bliver man rød i det behandlede hudområde. I enkelte tilfælde får man også et sår, som dog heler i løbet af en til to uger.
Det behandlede hudområde er følsomt over for lys i cirka et døgn efter behandling med fotodynamisk terapi.
Fotodynamisk terapi giver et godt kosmetisk resultat, men færre bliver fuldstændig helbredt, end hvis behandlingen er operation.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Methylaminolevulinat
Undgå sol og solarier, mens du er i behandling
For al behandling af hudkræft gælder det, at den behandlede hudoverflade skal beskyttes mod sollys, mens behandlingen står på, men også på langsigt for at undgå nye tilfælde at hudkræft. Man må derfor ikke bruge solarium og skal undgå sollys så meget som muligt.
Til top
Tilbage