Sitemap

NYHEDER

Del med andre Print

Halvdelen af alle svenske kommuner har røgfri arbejdstid

Det er ikke gået ubemærket hen, at Aarhus Kommune som den første kommune i landet har besluttet at indføre røgfri arbejdstid. Danmark er dog langt fra at skrive historie. I Stockholm har arbejdstiden for de kommunalt ansatte været røgfri siden 2010, og over halvdelen af de svenske kommuner har i dag røgfri arbejdstid.

Allerede i 2006 indførte de første svenske kommuner røgfri arbejdstid. Med røgfri arbejdstid er det ikke bare forbudt at ryge inde og ude på kommunens arbejdspladser, det er helt forbudt at ryge i arbejdstiden. I dag har 175 af Sveriges 290 kommuner indført røgfri arbejdstid.

I Aarhus Kommune besluttede politikerne i onsdags at indføre et lignende forbud. Inden længe må kommunens ca. 20.000 ansatte ikke længere ryge i arbejdstiden, og det har skabt debat i hele landet.
Røgfri arbejdstid vil være en gevinst for både rygere og ikke-rygeres helbred, siger Leif Vestergaard Pedersen.


Andre kommuner har tidligere taget tilløb til at indføre røgfri arbejdstid, men det er første gang, at de politiske visioner er så tæt på at blive til virkelighed. Leif Vestergaard Pedersen, direktør i Kræftens Bekæmpelse, er ikke i tvivl om, at andre kommuner snart vil følge efter.

- Det vil selvfølgelig tage noget tid for medarbejderne at vænne sig til, men kaster man et blik ud i verden, kan man se, at det er den vej udviklingen går. I dag sætter vi heller ikke spørgsmålstegn ved, at man ikke må ryge i busser, toge og på restauranter. Det var der mange, der gjorde, dengang forbuddet blev indført, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Godt for folkesundheden
Det er op til den enkelte arbejdsgiver, om de ansatte må ryge i arbejdstiden. Set fra en arbejdsgivers vinkel kan der være mange gode grunde til at undgå rygning i arbejdstiden. For Leif Vestergaard Pedersen er det centrale, at det er godt for danskernes sundhed. Rygning er den største dræber af alle, og mange kræfttilfælde kunne undgås hvert år, hvis vi danskere ikke røg så meget.

- Arbejdspladser, hvor man ikke må ryge i arbejdstiden, giver den bedste beskyttelse mod tobaksforurenet luft, fordi der slet ikke bliver røget. Jeg er ikke blind for, at det kan være meget vanskeligt for den enkelte ryger, men vi ved også, at mange rygere er trætte af at være afhængige af tobak. Ca. tre ud af fire rygere har forgæves forsøgt at stoppe, og røgfri arbejdstid vil støtte alle dem, der gerne vil stoppe med at ryge. Et andet væsentligt argument er, at nyansatte og unge ikke lærer at ryge på arbejdspladsen for at blive en del af fællesskabet, siger Leif Vestergaard Pedersen.

Kilde: Opgørelse fra tobaksfakta.se

Rygning og kræft
Til top
Tilbage


Af journalist Mai Brandi Ludvigsen

Sidst ændret: 20-08-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen