Sitemap

NYHEDER

Del med andre Print

Mænd med brystkræft har ofte bivirkninger af tamoxifen

Mænd med brystkræft får ofte antihormonbehandling med tamoxifen for at undgå tilbagefald af sygdommen. Nu viser en amerikansk undersøgelse, at mange mænd får bivirkninger af behandlingen, og at bivirkningerne er anderledes end hos kvinder.

Cirka 25 danske mænd får konstateret brystkræft hvert år. Det er en meget sjælden sygdom for mænd, og behandlingen planlægges som hovedregel ud fra, hvad man ved virker på kvinder med brystkræft. Når mænd får brystkræft, er det oftest den østrogen-følsomme kræfttype, og mændene får derfor antihormonbehandling med tamoxifen efter operationen.

En amerikansk undersøgelse af 64 mænd med brystkræft viser nu, at tamoxifen giver bivirkninger hos cirka halvdelen af mændene. De hyppigste bivirkninger var vægtstigning og seksuelle problemer, som hver især ramte mere end hver femte.
-Tamoxifen er effektivt til at behandle mænd med brystkræft, men man ved ikke særlig meget om behandlingens bivirkninger, men vores forskning vil hjælp læger og patienter til bedre at kunne forstå de bivirkninger, mænd oplever, siger M.D. Sharon Giordano fra MD Anderson’s Department of Breast Medical Oncology.

Undersøgelsen viste også, at bivirkningerne hos mænd er anderledes end hos kvinder. Hos omkring hver femte førte bivirkningerne til, at de stoppede behandlingen før tid. Det skal man dog helst undgå, ifølge forskerne, for når man ser på effekten af behandlingen, så er overlevelseschancerne for de mænd, der fortsætter med behandlingen den samme som ses hos kvinder.

-Jeg håber, denne undersøgelse vil øge bevidstheden om bivirkningerne hos både patienter og læger og sætte gang i diskussionen og information om bivirkninger og måske føre til mere detaljeret viden om, hvorfor mænd stopper behandlingen, siger undersøgelsen hovedforfatter Naveen Pemmaraju, assisterende professor ved The University of Texas MD Anderson Cancer Center.

Kilde: Annals of Oncology doi: 10.1093/annonc/mdr459 

Læs mere:
 Brystkræft hos mænd



Af journalist Helle Falborg

Sidst ændret: 27-01-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinien

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen