Sitemap
Del med andre Print

Qi gong og Tai Chi

Her på siden kan du læse om Qi gong og Tai Chi i relation til kræft.

 

Qi gong og Tai Chi er vigtige elementer i traditionel kinesisk medicin, som også omfatter brugen af f.eks. urtemedicin og akupunktur.
Traditionel kinesisk medicin er et komplet medicinsk system, som har sin helt egen filosofi og tilgang til diagnosticering og behandling af sygdomme som f.eks. kræft.
 

Læs mere om traditionel kinesisk medicin

Qi gong og Tai Chi er både fysisk træning og meditation
Qi gong og Tai Chi er fysiske øvelser, der kombinerer bevægelse, meditation og lægger særlig vægt på åndedrætsteknikker. Qi gong er den mest oprindelige form, og flere af øvelserne fra Qi gong indgår som en del af Tai Chi.

Både Qi gong og Tai Chi består af langsomme, glidende bevægelser og stillinger, som umiddelbart virker ganske enkle. De forskellige øvelser skal dog udføres meget præcist og efter særlige anvisninger, hvor der er fokus på vejrtrækningen og koncentrationen. Mange af bevægelserne er inspireret af dyrs måde at bevæge sig på.

Det anbefales at udføre øvelserne dagligt for den optimale effekt.

Hvad er forskellen på Tai Chi og Qi gong?

Tai Chi er oprindeligt et selvforsvarssystem. Men selv om det har rod i kampsport, træner de fleste Tai Chi for at få større velvære, både kropsligt og mentalt.

Qi gong er ikke traditionelt en kampsport, man kan sige, at Tai Chi er Qi gong med fokus på selvforsvar.

Der findes mange hundrede stilarter af Qi gong og Tai Chi. I praksis ligner de meget hinanden. Generelt kan man sige, at Qi gong er nemmere at lære end Tai Chi. Som det praktiseres i Danmark sigter både Qi gong og Tai Chi på at frembringe psykisk og fysisk velvære. Fælles er forestillingen om at træne evnen til at mestre energi eller Qi, som er det kinesiske ord for energi. 

Til top

Tai Chi som supplement til kræftbehandling
Små undersøgelser blandt patienter med brystkræft tyder på, at Tai Chi kan hjælpe mod kvalme, træthed og depression. Det er ikke klart, om Tai Chi virker bedre, f.eks. mod træthed, end andre former for fysisk træning. Fordi Tai Chi, udover fysisk træning, indeholder elementer af meditation og afspænding, kan det være, at virkningen mod f.eks. stress hos kræftpatienter er bedre end ved almindelig motion. Dette afprøves i flere amerikanske kliniske forsøg i disse år.

Qi gong som supplement til kræftbehandling
Der er lavet meget få (under 10) kliniske undersøgelser af Qi gongs virkning i forbindelse med kræftbehandling. De fleste af undersøgelserne har sammenlignet virkningen af Qi gong plus kemoterapi sammenlignet med kemoterapi alene. I nogle af undersøgelserne ses en virkning af Qi gong på bivirkninger som kvalme, træthed og stress, men generelt er undersøgelserne for små til at afgøre, om Qi gong virker bedre end andre former for fysiske øvelser og meditation.

 

Til top

Tilbage

 



Tekst: Mette Tandrup Hansen og cand. brom., ph.d. Christine Paludan-Müller

Links og litteratur
Tekst om Tai chi fra det amerikanske Memorial Sloan-Kettering Cancer Center:

Tai chi

Lee MS, Pittler, MH, Ernst E (2007) Is tai chi an effective adjunct in cancer care? A systematic review of controlled clinical trials. Support care Cancer 15: 597-601.

Lee MS et al. (2007) Qigong for cancer treatment: A systematic review of controlled clinical trials. Acta Oncologica 46: 717-722.

B. Oh et al. (2009). Impact of Medical Qigong on quality of life, fatigue, mood and inflammation in cancer patients: a randomized controlled trial.

Cohen, Lorenzo et al. (2010) External Qigong Therapy for Women With  Breast Cancer Prior to Surgery. Department of Behavioral Science, The University of Texas.

Sidst ændret: 04-09-2012


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen