Sitemap
Del med andre Print

Lovgivning

Den nyeste lovgivning om rygning drejer sig Lov om røgfri miljøer, hvor der i 2012 er sket ændringer for rygning på skoler, gymnasier og andre institutioner.

Der er desuden forbud mod nogle reklamer for tobak, advarsler på cigaretpakker og andre tobaksvarer samt 18-års aldersgrænse for køb af tobak.

Tæt ved hver fjerde voksne dansker ryger, og der er ikke flertal for et forbud mod salg af tobak.

I stedet har politikerne langsomt begrænset markedsføringen og salget ved at indføre forbud mod reklamer for tobak i aviser, TV osv. samt indføre en aldersgrænse for køb af tobak.

Reklameforbud
Forbuddet mod reklamer for tobak har en række undtagelser:

  • Tobaksindustrien må også fortsat gerne reklamere for andre varer med samme navn, f.eks. sko af mærket Camel
  • Tobaksindustrien må stadig gerne være sponsor
  • Markedsføring på salgsstedet - f.eks. placering i kiosken ved siden af slik - er fortsat tilladt i Danmark i modsætning til f.eks. Norge

Som en konsekvens af et EU-direktiv indførte Danmark i 2003 en lov, som medførte større advarsler på cigaretpakkerne. Samtidig blev de groteske betegnelser "light" og "mild" forbudt.

Loven tillod også billeder af skaderne ved rygning på pakkerne. Det blev dog først indført i Danmark i 2012.

Aldersgrænser
Det er forbudt at sælge tobak til personer under 18 år. Danmark var i 2004 et af de sidste lande i Europa, som indførte aldersgrænser. Loven blev først vedtaget da Danmark skulle ratificere en FN-konvention mod tobak sammen med resten af EU. Aldersgrænsen blev oprindelig sat til 16 år, men er nu ændret til 18 år. Der bliver dog ikke gjort meget for at sikre, at loven overholdes, og den har derfor ikke stor effekt.

Røgfri miljøer
I Danmark er det Loven om røgfri miljøer fra 2007, populært kaldes "Rygeloven", der bestemmer, hvor man må ryge. Loven skal udbrede røgfri miljøer for at forebygge sundhedsskadelige effekter af tobaksforurenet luft. Den skal også sikre, at ingen ufrivilligt udsættes for passiv røg. Generelt er det ikke tilladt at ryge indendørs.

Loven er revideret i 2012, hvor der er kommet ændringer for rygning på skoler, gymnasier og andre institutioner. Desuden er rygning blevet forbudt på enkeltmandskontorer. Rygerum skal forsynes med skilte med advarsler.

Loven har mindsket den passive rygning på en række arbejdspladser og offentlige steder, men indeholder fortsat en række undtagelser, hvor loven ikke beskytter.

Læs mere om de enkelte love her:

Reklameforbud

Lov om advarsler

Lov om salg af tobaksvarer

Lov om røgfri miljøer



Forfatter: Niels Them Kjær

Sidst ændret: 17-07-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen