Sitemap
Del med andre Print

Praktisk hjælp

Er du på vej mod at blive røgfri, så har du brug for at tage en endelig beslutning. Hold fordele og ulemper op imod hinanden og planlæg fremtiden. Find ud af, hvilke redskaber du kan bruge, og hvad der motiverer dig til at stoppe. Der er lige så mange måder, som der er mennesker. Her får du nogle forslag, som andre har haft glæde af i forbindelse med deres rygestop.

 
Beslutning
Når beslutningen skal tages, så kan det være en god ide at forestille sig, at det er lykkedes at blive røgfri. Forestille sig, at man frit kan bevæge sig overalt og holde pauser med hvem, man ønsker. Forestille sig, at man får bedre kondition, maden smager af mere og blomsterne dufter bedre. Forestille sig frihed og god samvittighed.

Forberedelse
Hvis du forbereder dig, øger du din chance for at blive røgfri - og for at forblive røgfri.

  • Beslut dig for en stopdato: Den første dag, hvor du ikke ryger.
  • Forbered dig på de svære situationer på forhånd. Når rygetrangen først er der, kniber det ofte med kreativiteten.
  • Lav en liste: I stedet for at ryge vil jeg gå tur, spise lakridser, spise et stykke frugt, ordne haven, sende en sms, bruge en plastikcigaret etc.
  • Læs en bog om at blive røgfri. Her er et par forslag:

 

Endelig ikke-ryger! af Allen Carr har været en succes i hele verden. Let at læse og giver mod på at prøve at holde op (2003).

Rygestop for livet af Maj-Britt Bjerre Koch er en ny dansk bog skrevet af en af landets mest erfarne rygestoprådgivere (2008).

 


5 øvelser du selv kan lave
Øvelserne kan bl.a. være med til at gøre dig bevidst om dine rygevaner og hjælpe dig godt gennem rygestoppet. Print øvelserne ud og udfyld med dine egne mål, overvejelser m.m. De 5 øvelser hedder:

  • I stedet for at ryge
  • Dine grunde til at ryge og til at stoppe
  • Dine rygevaner
  • Nye vaner
  • Belønninger

Brug dine erfaringer fra tidligere rygestop
Erfaringer fra tidligere rygestop er vigtige. De kan hjælpe dig til at være endnu bedre forberedt til denne gang. Nedskriv f.eks.

  • De situationer, der var nemme uden tobak
  • De situationer, der var svære
  • Det, du gjorde, når det var svært
  • Hvad fik dig til at ryge igen?


Ros og belønning
Spar de penge op, som du ikke ryger for. Planlæg hvad du kan gøre for at belønne dig selv, når du f.eks. har været røgfri i 1 uge, 2 uger, 1 måned osv. Måske kan du købe en cd, en biograftur, en middag, eller måske noget, du ønsker dig til hjemmet? Sørg for at rose og belønne dig selv og fejre dine sejre. Du fortjener det!



Forfatter: Sabine Trouman

Sidst ændret: 17-05-2010



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Giro: 302 6922
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen