Når man har leukæmi, kan knoglemarven ikke danne blodceller på normal vis. Der findes flere forskellige leukæmiformer med forskellige symptomer og behandling.
Her kan du læse generelt om leukæmi, årsager, symptomer, undersøgelser og behandling.
Sådan fungerer knoglemarven
Leukæmi er en sygdom, der opstår i knoglemarvens bloddannende stamceller. Når man har leukæmi, kan knoglemarven ikke danne blodceller på normal vis.
De bloddannende stamceller i knoglemarven producerer tre hovedtyper blodceller:
- Røde blodlegemer
- Hvide blodlegemer
- Blodplader
Røde blodlegemer fører ilten rundt i kroppen
De røde blodlegemer fører ilten rundt i kroppen og bortskaffer affaldsproduktet kuldioxid (CO2).
Har man for få røde blodlegemer, får man blodmangel (anæmi). Symptomerne på blodmangel er især træthed og åndedrætsbesvær.
Hvide blodlegemer beskytter kroppen mod infektioner
De hvide blodlegemer består af to hovedtyper:
- Neutrofile granulocytter, der udgør kroppens første forsvar mod infektioner
- Lymfocytter, der spiller en stor rolle for immunforsvaret
Har man for få hvide blodlegemer, får man oftere infektioner i kroppen.
Blodpladerne beskytter kroppen mod blødninger
Blodpladerne er kroppens første forsvar mod blødninger.
Har man for få blodplader, eller hvis blodpladerne ikke fungerer normalt, vil man oftere få blødninger som f.eks. næseblod eller blå mærker, uden at man har slået sig.
Årsager til leukæmi
Man kender kun i få tilfælde årsagen til, at man udvikler leukæmi. Men sygdommen er ikke arvelig.
Man ved, at nedenstående kan fremkalde leukæmi:
- Ioniserende stråling – det vil sige behandling og undersøgelser med røntgen
- Visse kemiske stoffer, f.eks. benzen
- Visse typer kemoterapi
- Tobaksrygning
Der er etniske forskelle i forekomsten af de enkelte typer leukæmi.
Symptomer på leukæmi
Fælles for de forskellige leukæmier kan være symptomer som:
Symptomerne skyldes, at man mangler røde og hvide blodlegemer samt blodplader.
Derudover kan der være særlige symptomer ved de forskellige leukæmiformer.
Symptomerne kan komme hurtigt eller udvikle sig langsomt
Symptomerne ved akut myeloblastær og akut lymfoblastær leukæmi kommer hurtigt indenfor nogle dage eller uger.
Symptomerne ved kronisk myeloid leukæmi og kronisk lymfatisk leukæmi kommer langsomt over måneder. Nogle gange kan symptomerne ved de kroniske leukæmier være så beskedne, at man får stillet diagnosen ved en tilfældighed – f.eks. ved en blodprøve taget i anden anledning.
Undersøgelser for leukæmi
Man bliver undersøgt på forskellige måder, hvis lægen har mistanke om, at man har leukæmi.
De vigtigste undersøgelser er:
-
Blodprøver
-
Knoglemarvsundersøgelse
Blodprøver og knoglemarvsundersøgelse bruges til at stille den præcise diagnose.
Desuden kan man også få:
-
Røntgenundersøgelse af brysthulen
-
CT-scanning eller ultralydsscanning af bughulen for at undersøge størrelsen af milt, lever og lymfeknuder
Undersøgelserne af brysthulen og bughulen bruges til at fastslå om sygdommen har bredt sig.
Blodprøve kan afsløre om der er tale om leukæmi
Når man får taget en blodprøve, så undersøger lægen blodprocenten, antallet af blodplader samt de forskellige typer af hvide blodlegemer. Hvis man har leukæmi, er blodprocenten ofte nedsat – dette kaldes blodmangel (anæmi).
Blodprøven bliver undersøgt i laboratoriet, og ved at lægen vurderer blodet i et mikroskop. Undersøgelserne er meget enkle og hurtige at udføre, og de giver et ret sikkert svar på, om der er tale om en leukæmi, samt hvilken hovedtype det drejer sig om.
Prøve fra knoglemarven viser flere detaljer om typen af leukæmi
En knoglemarvsundersøgelse giver en præcis vurdering af blodcellernes produktionsforhold, og dermed hvilken type leukæmi det drejer sig om.
Det kræver ikke nogen forberedelser at få taget en prøve af knoglemarven.
Sådan får man taget en prøve fra knoglemarven
Når man skal have taget en knoglemarvsprøve bliver man lokalbedøvet. Man ligger på siden, og lægen tager en prøve af knoglemarven med en kanyle i hoftebenskammen.
Undersøgelsen foregår ambulant, så det er ikke nødvendigt at være indlagt.
Kun få gener ved knoglemarvsprøve
Der er kun få gener forbundet med en knoglemarvsprøve, og man kan gå omkring kort efter undersøgelsen. Man kan mærke en kortvarig smerte, idet knoglemarvsprøven tages ud, ligesom man i det efterfølgende døgn kan være lidt øm på det sted, man er blevet stukket.
Knoglemarven bliver undersøgt i laboratoriet
I laboratoriet undersøges knoglemarven på forskellige måder, og man får som regel svar efter 5-7 dage.
I et mikroskop kan lægen få et overblik over, hvordan produktionen af røde og hvide blodlegemer samt blodplader er påvirket.
Bagefter udfører lægen en række specialundersøgelser, der mere præcist kan karakterisere typen af leukæmi, så det er muligt at stille den rette diagnose.
Blandt andet er det vigtigt at undersøge en række æggehvidestoffer i cellemembranen, da disse stoffer (cellemarkører) er specielle for de enkelte leukæmityper.
Lægen undersøger også kromosomerne, der bærer cellernes arvemasse (dna). Der er nemlig ofte kromosomforandringer i de celler, som er typiske for specielle undertyper af leukæmier.
Det er vigtigt at understrege, at kromosomændringerne er opstået med sygdommen. Dette betyder, at leukæmi ikke er en arvelig sygdom.
Knoglemarvsundersøgelse
Læs mere om undersøgelsen
Behandling af leukæmi
Behandlingen af leukæmi er individuel og afhænger af, hvilken type leukæmi man har.
Nogle gange skal man slet ikke i behandling, men kan nøjes med at gå til kontrol jævnligt.
Andre gange kan leukæmien behandles med tabletter uden væsentlige bivirkninger. I nogle tilfælde er behandlingen kraftig kemoterapi eventuelt i flere omgange.
Nogle leukæmipatienter får stamcelletransplantation (knoglemarvstransplantation).
De enkelte behandlinger er nærmere beskrevet under de enkelte leukæmityper.
Tilbage