Sitemap

MULD - Monitorering af Unges Livsstil og Dagligdag

Del med andre Print

MULD-rapport 2002, nr. 3


Unges livsstil og dagligdag 2002 - aldersforskelle i sundhedsvaner og trivsel

Download MULD-rapporten 2002, nr. 3 (pdf)
Retteark til MULD-rapport 2002, nr. 3 (pdf)
Download spørgeskema fra undersøgelsen (pdf)
Pressemeddelse 2002 (pdf)
 
Sammenfatning af MULD-rapport Nr. 3
Kapiteloversigt MULD-rapport nr. 3

Sammenfatning af MULD-rapport Nr. 3
Data blev indsamlet fra november 2002 til januar 2003. Rapporten behandlede emnerne trivsel, fysisk aktivitet, kost, rygning, alkohol og stoffer. Rapporten fokuserede på forskelle og ligheder i adfærden mellem unge henover aldersspændet fra 16 til 20 år.

Trivsel og helbred
Pigerne følte i højere grad end drengene, at de havde personlige problemer, der besværliggjorde daglige gøremål. Således svarede 3% af drengene og 7% af pigerne i undersøgelsen ”ja, meget” på dette spørgsmål, mens henholdsvis 26% og 37% svarede ”ja, i nogen grad”. Disse problemer skyldtes blandt drengene især problemer med økonomien, kæresten eller skolen, og blandt pigerne især problemer med kæresten, skolen, økonomien eller familien. Rækkefølgen var prioriteret. 70% af drengene og 88% af pigerne, talte i almindelighed med nogen om deres problemer, hyppigst med venner, forældre eller kærester.

Der var flere blandt pigerne, der ofte eller meget ofte følte sig ensomme i hverdagen, end der var blandt drengene. Henholdsvis 9% af drengene og 16% af pigerne følte sig ofte eller meget ofte ensomme i hverdagen. I den sammenhæng var det værd at bemærke, at hele 94% af drengene og 92% af pigerne mente, at deres dagligdag ”som regel” eller ”altid” var personligt tilfredsstillende.

Langt de fleste unge oplevede, at deres helbred var godt. Der var dog 12% af drengene og 19% af pigerne, der oplevede, at deres helbred kun var nogenlunde, mens 1% blandt begge køn fandt det decideret dårligt.

Der var ikke tydelige aldersforskelle mellem de 16-åriges og de 20-åriges trivsel og helbred.

Fysisk aktivitet
Drengene var generelt mere fysisk aktive end pigerne. 70% af drengene og 58% af pigerne i undersøgelsen var fysisk aktive mindst 3 timer om ugen alene ved fritidsaktiviteter. De 16-årige såvel drenge som piger var den gruppe, hvor flest var aktive mere end 3 timer om ugen i fritiden. Det var også blandt de 16-årige, at der var færrest, der var aktive under 1 time pr. uge ved fritidsaktiviteter.

Omkring en femtedel af de unge kunne karakteriseres som ”stillesiddende”. 22% af drengene og 20% af pigerne nåede aldrig op på et moderat intensitetsniveau hverken ved fritidsaktiviteter, transport eller skoleidræt.

Frugt og grønt
Der var væsentlige køns- og aldersforskelle på hvor meget frugt og grønt, de unge spiste. Det var kun en meget lille del af de unge, der opfyldte anbefalingerne om at spise mindst 600 gram om dagen.
 
Pigerne i undersøgelsen spiste frugt og grønt 3,2 gange om dagen (svarende til ca. 320 gram), mens drengene spiste det 2,2 gange om dagen (svarende til ca. 220 gram). Lidt over halvdelen (53%) af pigerne kendte budskabet om, at man bør spise 600 gram frugt og grønt dagligt, eller 6 om dagen, mens det kun var en tredjedel af drengene (32%) der kendte dette budskab.

De unge i undersøgelsen, der var flyttet hjemmefra, drak oftere cola/sodavand og spiste ikke så tit rugbrød, mælkeprodukter, kartofler eller frugt og grønt sammenlignet med dem, der stadig boede hjemme.

Alkohol
Næsten alle unge svarede, at de drak alkohol. Dette gjaldt henholdsvis 93% af drengene og 92% af pigerne. 76% af drengene og 63% af pigerne havde drukket alkohol inden for den seneste uge. Alkoholforbruget den seneste uge steg op gennem aldersgrupperne blandt drengene, mens en sådan sammenhæng ikke var tydelig blandt pigerne.

Andelen, der i den seneste uge havde drukket mere end Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser for voksne, var for de yngste drenges vedkommende (16-18 år) størst blandt dem, der gik på en erhvervsuddannelse. For de ældste drenge (19-20 år) var den størst blandt dem, der for øjeblikket ikke var i gang med en uddannelse.

For de yngste pigers vedkommende var der flest, der overskred Sundhedsstyrelsens genstandsgrænser blandt dem, der ikke var i gang med en uddannelse, mens det blandt de ældste piger var på gymnasiet eller på de videregående uddannelser, der var flest, der havde drukket over genstandsgrænsen.

For en forholdsvis stor del af de unge medførte alkoholindtaget oplevelser af negativ karakter. 

Henholdsvis 58% af pigerne og 48% af drengene i undersøgelsen gik ind for en alkoholpolitik på deres skole/arbejdsplads.

Rygning
Der var færre dagligrygere blandt de 16-20-årige end i befolkningen generelt. I alt 21% af drengene og 20% af pigerne i undersøgelsen var dagligrygere. Hos begge køn sås den mindste andel af dagligrygere blandt de 16-årige og den største andel blandt de 20-årige.

Blandt de yngste drenge fandt vi den største andel af dagligrygere blandt dem, der på nuværende tidspunkt ikke var under uddannelse. For de ældste drenge var der flest dagligrygere blandt dem, der gik på en erhvervsuddannelse. For pigerne sås såvel hos de yngste som de ældste den største andel af dagligrygere blandt dem, der gik på en erhvervsuddannelse.

En forholdsvis stor del af de 16-20-årige var udsat for passiv rygning. Henholdsvis 39% af drengene var udsat for passiv røg i hjemmet. For pigerne var den tilsvarende andel 40%.

Af de drenge der kom på cafeer, følte 29% sig generet af passiv røg. Det samme gjaldt for 39% af de piger, der kom på cafeer. For restauranter var de tilsvarende andele 31% og 40%.

Et flertal blandt de unge gik ind for restriktioner over for rygning. Blandt drengene mente 80%, at rygning skal være begrænset eller helt forbudt på cafeer, mens 90% havde denne holdning i forhold til restauranter. For pigerne var de tilsvarende andele 87% og 94%.

Brug af stoffer
En stor del af de unge havde eksperimenteret med stoffer. Hele 44% af drengene og 36% af pigerne i undersøgelsen havde prøvet illegale stoffer. Andelen, der havde prøvet stoffer, steg fra 16-19 år for derefter at falde lidt blandt de 20-årige. Hash var langt det mest udbredte stof, og 41% af drengene og 34% af pigerne i undersøgelsen havde prøvet hash.

I alt 17% af alle drengene rapporterede nogensinde at have prøvet andre stoffer end hash, og 8% havde prøvet inden for det seneste år. For pigerne var de tilsvarende andele 10% og 4%.

Både blandt de yngste drenge og piger fandtes den største andel, der nogensinde havde prøvet andre stoffer end hash, blandt dem, der gik på en erhvervsuddannelse. Blandt de ældste sås den største andel for begge køn blandt dem, der for øjeblikket ikke var under udannelse.
Der sås en signifikant samvariation mellem at have brugt hash og at have brugt et eller flere andre illegale stoffer.

Til top


Kapiteloversigt MULD-rapport nr. 3

Trivsel og helbred

  • 3% af drengene og 7% af pigerne svarede ”ja, meget” på spørgsmålet, om de havde personlige problemer, der gjorde det vanskeligt at klare daglige gøremål, mens 26% og 37% svarede ”ja, i nogen grad”.
  • 70% af drengene og 88% af pigerne i undersøgelsen talte i almindelighed med nogen om deres problemer.
  • 9% af drengene og 16% af pigerne oplevede, at de ofte eller meget ofte var ensomme.
  • Langt størstedelen vurderede deres helbred som godt. Dog var der 12% af drengene og 19% af pigerne, der vurderede det som nogenlunde, mens 1% synes, det var dårligt eller meget dårligt.
  • 17% af drengene og 14% af pigerne var overvægtige eller svært overvægtige.

Fysisk aktivitet

  • 70% af drengene og 58% af pigerne i undersøgelsen var fysisk aktive mindst 3 timer om ugen ved fritidsaktiviteter.
  • 18% af både drengene og pigerne angav, at de var aktive mindre end 1 time om ugen ved fritidsaktiviteter.
  • 39% af drengene og 29% af pigerne angav, at de aldrig udøvede fysisk aktivitet i forbindelse med den daglige transport.
  • 22% af drengene og 20% af  pigerne i undersøgelsen udøvede ingen fysisk aktivitet, der nåede op på minimum moderat intensitet, hverken ved fritidsaktiviteter, transport eller skoleidræt.
  • Der var forskel på, hvad drenge og piger angav som værende de væsentligste årsager til, at de dyrkede idræt: Drengene angav oftest kammeratskabet, mens pigerne oftest angav, at sundhed var den væsentligste årsag.

Kost

  • Pigerne spiste mere frugt og grønt end drengene: 3.2 portioner, (svarende til 320 gram) om dagen, mens drengene spiste 2,2 portioner (svarende til 220 gram) om dagen. 
  • Lidt over halvdelen (53%) af pigerne kendte budskabet om at spise 600 gram frugt og grønt om dagen. En tredjedel af drengene (32%) kendte det.
  • De 16-20-årige spiste sjældnere frugt og grønt end gennemsnittet af danskere på 15 år og opefter.
  • De unge, der var flyttet hjemmefra, drak oftere cola/sodavand og spiste ikke så tit rugbrød, mælkeprodukter, kartofler samt frugt og grønt – uanset alder.
  • Næsten dobbelt så mange drenge som piger i undersøgelsen brugte altid eller for det meste fedtstof på brød.

Alkohol

  • 76% af drengene og 63% af pigerne i undersøgelsen angav, at de havde drukket alkohol i løbet af den seneste uge.
  • 21% af drengene og 11% af pigerne havde i løbet af den seneste uge drukket mere alkohol, end genstandsgrænserne for voksne.
  • Henholdsvis 73% af drengene og 74% af pigerne var under 15 år, første gang de drak, mens 55% af drengene og 53% af pigerne var under 15 år, da de var fulde første gang.
  • Henholdsvis 14% af drengene og 6% af pigerne havde været fulde mindst 6 gange inden for den seneste måned.
  • 58% af drengene og 48% af pigerne i undersøgelsen gik ind for en alkoholpolitik på deres skole eller arbejdsplads.

Rygning

  • 21% af drengene og 20% af pigerne i undersøgelsen var dagligrygere.
  • 30% af både drengene og pigerne røg enten en gang imellem eller dagligt.
  • 7% af drengene og 5% af pigerne var storrygere, dvs. røg mindst 15 cigaretter dagligt.
  • 35% af de drenge, der røg, og 39% af de piger, der røg, ønskede at holde op med at ryge.
  • 39% af drengene var udsat for passiv røg i hjemmet, mens 14% var generet af passiv røg i hjemmet. For pigerne var de tilsvarende andele 40% og 16%.
  • Af de drenge, der kom på cafeer og restauranter, var henholdsvis 29% og 31% generet af passiv røg. For pigerne var de tilsvarende andele hele 39% og 40%.
  • Blandt drengene mente 80%, at rygning skal være begrænset eller helt forbudt på cafeer, mens 90% havde denne holdning i forhold til restauranter. For pigerne var de tilsvarende andele 87% og 94%.
  • 94% af drengene og 97% af pigerne mente, at rygning bør være begrænset eller helt forbudt på ungdomsuddannelserne.

Brug af stoffer

  • Henholdsvis 44% af drengene og 36% af pigerne i undersøgelsen havde prøvet illegale stoffer.
  • Andelen, der havde prøvet stoffer, steg fra 16-19 år for derefter at falde lidt blandt de 20-årige.
  • 41% af drengene og 34% af pigerne havde prøvet hash – 27% af drengene og 20% af pigerne  inden for det seneste år.
  • 17% af drengene og 10% af pigerne i undersøgelsen havde prøvet andre illegale stoffer end hash.
  • 9% af drengene og 5% af pigerne angav at have prøvet amfetamin, som var det mest udbredte stof efter hash.
  • Der var en stærk samvariation mellem at have prøvet hash og at have prøvet andre illegale stoffer end hash.

 

Til top

Tilbage



Sidst ændret: 11-12-2012



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email:info@cancer.dk
Kontakt

Sundhedsstyrelsen

Islands Brygge 67
2300 København S

Tlf.: 72 22 74 00
Email:sst@sst.dk
Sundhedsstyrelsen