Når Dorte Buchwald i sit arbejde som palliationssygeplejerske besøger familier med en alvorligt syg forælder, har det ofte undret hende, at både forældre og sygeplejerske typisk fortæller, at børnene har det godt, og tager det så flot.
-Umiddelbart vil man jo sige, at det er for dårligt af omgivelserne – og det er det også – men vi ser simpelthen ikke, hvor svært de her børn har det, fordi de sender nogle signaler om, at det går godt. Det har overrasket mig, at alle de børn, jeg har snakket med, kan sidde på deres værelse og græde, men når de træder ud, tørrer de øjnene og tager et smil på. Det er det smil, omgivelserne ser, og så tænker de, at de hellere må lade være med at spørge, siger Dorte Buchwald, der er sygeplejerske på Sygehus Vendsyssel og ph.d. fra Aalborg Universitet.
Dorte Buchwald har netop har færdiggjort en ph.d.-afhandling, der bygger på interviews og videodagbøger fra syv børn i alderen 11-17 år, som har en alvorligt syg eller døende forælder. Når det blev de 11-17-årige skyldes det, at puberteten formentlig er det sværeste tidspunkt at miste eller have en alvorligt syg forælder på. Og desværre er det ikke nogen sjælden begivenhed. Ifølge en dansk undersøgelse, vil der i gennemsnit være ét barn i hver klasse, der har mistet sin mor eller far inden udgangen af 10. klasse.
Er alene med de svære følelser og tanker
Ifølge Dorte Buchwald bruger børnene masken til at forhindre andre – og dem selv – i at opdage, hvordan de har det. Den beskytter omgivelserne mod at blive konfronteret med børnenes sorg og smerte, og børnene mod at blive konfronteret med voksne, der spørger ind til, hvordan de har det.
 |
| Børn med alvorligt syge og døende forældre har ingen at dele deres tanker med. De græder for sig selv, og tager et smil på, når de møder omgivelserne. |
For alle syv børn gjaldt det, at de ikke delte deres følelser og tanker med nogen – hverken forældre, venner, familie, lærere eller sygehuspersonale. Kun en enkelt fortalte, at han snakkede med en af de plejere, som kom for at hjælpe moren.
-Konsekvensen er, at de ikke får den støtte, de har brug for. Man kan aldrig hjælpe dem uden om den sorg, de skal igennem, men hvis ingen støtter dem og er der for dem, vender de det ind ad. Så går de alene og danner sig forestillinger om fremtiden og forælderens mulige død, og det får dem til at føle sig isolerede og ensomme, siger Dorte Buchwald.
Mere opmærksomhed – ikke mindst fra personalet
Dorte Buchwald anbefaler, at de voksne omkring børnene bliver mere opmærksomme på, hvilke signaler børnene reelt sender og bliver mere pågående.
-Nogle gange vil børnene bare gerne holde fri fra alt det svære, men ofte sender de nogle signaler, som de ikke helt mener. Derfor gælder det om at prøve sig frem, og tage imod en afvisning uden at det fører til, at man ikke tør spørge igen en anden gang, lyder opfordringen fra Dorte Buchwald.
Opfordringen er ikke mindst adresseret hendes egen faggruppe, som ifølge de interviewede børn kunne gøre det meget bedre. De oplever alle, at de bliver overset af sygeplejerskerne, og ingen af dem har på noget tidspunkt talt med personalet om, hvordan det er at have en alvorligt syg mor eller far. Blandt andet undrer en dreng sig over, at han kunne gå grædende ned ad gangen uden at en eneste kontaktede ham.
-Vi skal blive bedre til at tage os af børnene. De er virkelig på udebane, og alt er fremmed, når de træder ind på sygehuset. De ved ikke, hvad de må, og hvad de skal gøre af sig selv. Skal de for eksempel bare blive siddende på en stol ved siden af deres mor, selv om hun sover? Det synes jeg ikke. Afdelingerne skal indrettes mere imødekommende, så der bliver mulighed for, at børn eksempelvis kan spille på computer eller sætte sig i en sofa og se tv, siger Dorte Buchwald.
Interview med Per, der har en uhelbredeligt syg mor
Interviewer: Hvis nu man tænker på de mennesker, der kender dig, og de kigger på dig – hvilken følelse vil de se mest hos dig?
Per: Jeg udstråler i hvert fald glæde.
Interviewer: Du udstråler glæde?
Per: Ja, den gemmer jeg mig bag ved.
Interviewer: Så du har måske sådan en maske, du tager på, der hedder glæde?
Per: Ja
Interviewer: Og den dækker over følelser som ked af det og så de andre…?
Per: Ja
Interviewer: Er den god til det?
Per: Ja, det er den blevet.
Interviewer: Det er den blevet, så du har øvet dig meget i den, kan man sige?
Per: Jeg har brugt den meget.
Interviewer: Du har brugt den meget, så den gør noget – hvad gør den, og er den god at have den der glædesmaske?
Per: Det synes jeg.
Interviewer: Hvad beskytter den dig imod?
Per: Den beskytter mig imod, at jeg gør det her (rømmer sig, græder), at jeg gør det her mod hvem som helst.
Børn og sorgTil top Tilbage