Her kan du læse kort om prognosen og risikoen for tilbagefald ved GIST.
Mange søger efter tal og statistikker om kræft. Specielt efterlyser mange informationer, der kan sige noget om risikoen for at få kræft og om chancerne for helbredelse.
Statistik siger ikke noget om den enkeltes risiko
Statistik er baseret på oplysninger om meget store patientgrupper og er et vigtigt værktøj i sundhedsplanlægning og i valg af behandling. Men statistik siger intet om den enkeltes chancer for helbredelse.
Spørg din læge
Hvis du ønsker nærmere oplysninger om din egen sygdom, så tal med din læge. Chancerne for helbredelse afhænger dels af, hvilken kræftsygdom det drejer sig om, hvor udbredt den er, hvilken behandling man har fået og ens almene helbredstilstand.
Statistik for GIST
GIST opstår hos 50-60 personer om året i Danmark. Sygdommen ses hyppigt i 65-70-års-alderen.
Efter ti år lever omkring 30-50 pct. af de patienter, som har fået fjernet kræftknuden ved en operation.
For de patienter, hvor operation ikke har været muligt, eller hvor sygdommen er kommet tilbage, har prognosen tidligere været meget dårlig. Hos nogle af disse, vokser kræften dog så langsomt, at de kan leve flere år uden behandling.
Med den nye behandling med stoffet imatinib (Glivec®) håber lægerne på, at flere patienter vil overleve sygdommen.
Alt afhængig af bl.a. kræftens størrelse og udbredelse kan 40-70 pct. få tilbagefald af sygdommen efter operation. I så fald kan man blive tilbudt ny behandling.
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge Akmal Safwa. Dansk Sarkom Gruppe, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Sidst ændret: 23-10-2012