Der er sket mange fremskridt for kræftpatienter i form af hurtigere udredning og behandling, ikke mindst takket være Kræftplanerne. Også i den sidste, lindrende pleje af døende patienter, har oprettelsen af specialistenheder skabt mange forbedringer. Men det kommer ikke alle kræftpatienter til gode.
–Et af resultaterne fra undersøgelsen ”Kræftpatientens Verden” viste, at det var de mest syge, der oplevede størst mangel på sammenhæng i deres kontakter med sundhedsvæsnet. I mit daglige arbejde kan jeg se, at mange patienter er overladt til sig selv, når de bliver udskrevet. Cirka 90 procent af de uhelbredeligt syge kræftpatienter kommer ikke i kontakt med specialister i lindrende pleje og mange har ikke kontakt med en hjemmesygeplejerske, siger ph.d. studerende Lisbeth Sølver, som er klinisk oversygeplejerske på Bispebjerg Hospitals mave-tarmkirurgiske afdeling.
Lisbeth Sølvers oplevelser fik hende til at starte et af de første danske studie af, hvordan den basale lindrende indsats kan blive bedre for denne gruppe af patienter, som er uhelbredeligt syge men endnu ikke tæt på at dø. Forskningen sker i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse.
Manglende rammer Lisbeth Sølvers forskning tager udgangspunkt i spørgeskemaer, som 100 kræftpatienter har svaret på. Svarerne danner basis for udvælgelse af 12-15 kræftpatienter, som gennem spørgeskemaer og interview skal hjælpe til en større forståelse af hvad, der kan gøres for at give et godt og sammenhængende forløb. Interviewene med patienterne foregår i hjemmet og drejer sig om deres problemer forud for indlæggelsen, under indlæggelsen, og hvordan det går dem, når de kommer hjem.
Ud fra de indledende resultater ser en stor del af problemet, ifølge Lisbeth Sølver, ud til at være, at der mangler plan og rammer for hjælp og støtte efter, patienterne er udskrevet. Patienterne mangler viden om, hvad de kan få hjælp til, hvem de kan henvende sig til og hvor. Patienterne selv skal være meget opsøgende, og det magter de færreste.
– Det, der helt grundlæggende mangler er nogle retningslinier, som både fortæller kræftpatienterne og de sundhedsprofessionelle, hvordan kontakten og hjælpen bedst kan forløbe. Et af de problemer, som patienterne oplever i hverdagen drejer sig om hjælpemidler. Patienterne har brug for dem, men de ved ikke, hvad der findes, siger Lisbeth Sølver.
Og netop på det område er det oplagt, at de sundhedsprofessionelle var mere opsøgende.
– Vi ved jo i mange tilfælde, f.eks. at mange på et tidspunkt kan have brug for en rollator eller måske en badetaburat, siger Lisbeth Sølver.
Stort behov for tværfagligt samarbejde For at det gode forløb kan blive en realitet, kræver det et stort tværfagligt samarbejde, vurderer Lisbeth Sølver. En stor del af denne gruppe patienters liv foregår derhjemme og ikke på hospitalet. Derfor bør vi samarbejde med praktiserende læger, hjemmesygeplejersker og fysioterapeuter om hjælpen. Mange af patienterne har også andre sygdomme, hvilket betyder mange kontakter på forskellige hospitalsafdelinger.
– Jeg håber, at min forskning kan bidrage til forbedring af sammenhæng i disse patientforløb, for det er et område, hvor mange patienterne i dag er næsten helt overladt til sig selv, siger Lisbeth Sølver.
Kræftens Bekæmpelse og forskningen
Kræftens Bekæmpelse har støttet Lisbeth Sølvers forskning, som foregår på medicinske og kirurgiske afdelinger på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Studiets fulde titel er ”Faktorer af betydning for kontinuitet og forebyggelse af uhensigtsmæssige indlæggelser i det basale palliative forløb, belyst ud fra et patientperspektiv”. Ph.d. studiet forløber i perioden 2009 til 2012 og Kræftens Bekæmpelse støtter forskningen med 130.000 kr.
Til top
Tilbage