Sitemap

Forskning

Mobiltelefoni giver ikke demens

En ny stor undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse af mobilbrugeres sygdomsrisiko har ikke fundet sammenhæng mellem mobiltelefoni og alvorlige neurologiske sygdomme som demens, sclerose, parkinson eller epilepsi. Der er heller ikke fundet øget risiko for kræft. Undersøgelsen viste dog, at mobilbrugerne oftere fik diagnoserne migræne og svimmelhed. En tendens, der bør undersøges nærmere.
 

Det er helbredsoplysninger om 420.000 mennesker, som havde et mobilabonnement i årene 1982 – 1995, der danner grundlag for den nye undersøgelse, der er offentliggjort i onlinetidsskriftet PLoS ONE. Forskerne har set på, hvor ofte de undersøgte var i kontakt med sygehusvæsnet. Sammenlignet med folk, der ikke havde et mobilabonnement, havde mobilbrugerne ikke øget risiko for hverken Alzheimer eller andre former for demens, Parkinsons sygdom, epilepsi eller sclerose. Tvært imod viste det sig, at mobilbrugerne blev ramt af disse sygdomme sjældnere end andre.

-Det betyder dog ikke, at vi tror, mobiltelefoni beskytter mod disse sygdomme. Det handler formentlig om, at mobilbrugere som udgangspunkt er sundere end ikke-brugere, siger overlæge, dr.med., ph.d Christoffer Johansen, Kræftens Bekæmpelse.

COSMOS

Kræftens Bekæmpelse er i gang med en ny stor undersøgelse af brug af mobiltelefon og risikoen for forskellige sygdomme. Undersøgelsen hedder COSMOS, og der er stadig brug for flere deltagere.

Forskerne bag undersøgelsen har tidligere offentliggjort resultater, der ikke viste nogen øget risiko for flere former for kræft i hjernen blandt mobilbrugerne.

Flere med migræne og svimmelhed
To diagnoser viste sig dog i den nye undersøgelse at være hyppigere blandt mobilbrugere end ikke-brugere. Nemlig migræne og svimmelhed. Og den forøgede forekomst, som var på 10 -20 procent, bør undersøges nærmere, mener forskerne:

-Migræne og svimmelhed er normalt ikke noget, man kommer på hospitalet for. Men det er ikke helt udenfor den biologiske forståelse, at der kunne være en sammenhæng mellem udsættelse for elektromagnetiske felter og migræne. Der kan være andre forklaringer end en direkte sammenhæng, men vi vil undersøge det yderligere, siger Christoffer Johansen.

Andre mulige forklaringer kunne eksempelvis være, at mobilbrugere oftere end andre arbejder hårdt og længe og udsættes for stress, at de reagere hurtigere end andre på ubehag og går til lægen, eller at det simpelthen er et tilfældigt fund. Helt tilfældige fund sker af og til i den slags undersøgelser.

Ny stor undersøgelse har ikke fundet sammenhæng mellem mobilbrug og risiko for sygdomme som Alzheimers, Parkinsons og sclerose. Det skal dog undersøges nærmere, hvorfor gruppen af mobilbrugere oftere fik diagnosen migræne eller svimmelhed end ikke-brugere.

Brug håndfrit sæt
Fundet giver dog grund til endnu en gang at opfordre til at bruge mobiltelefonen med omtanke:

-Vi tror, at hvis der er sundhedsrisiko forbundet med at tale i mobiltelefon, så vil det sandsynligvis være noget neurologisk. Så opfordringen lyder stadig: Brug mobilen til SMS’er og brug håndfrit sæt, når man taler i telefonen, siger Christoffer Johansen.

Undersøgelsen er støttet af det strategiske forskningsråd.



 



Af journalist Helle Falborg

Sidst ændret: 05-02-2009



Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf.: 3525 7500
Email: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Åbningstider
Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00
Helligdage lukket