Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Hormoner

Kroppen producerer naturligt hormoner, som er vigtige for vores udvikling og funktion, men hormoner spiller også en rolle i forhold til udvikling af kræft.

  

Kroppens hormoner har betydning for f.eks. vores køn, stofskifte og vækst. Men hormoner kan også spille en rolle i udvikling af bestemte kræftsygdomme.
Det kan være vanskeligt at forstå, hvordan hormoner, der naturligt findes i kroppen, også kan have betydning for udvikling af kræftsygdomme, og forskerne kender da heller ikke de præcise årsagssammenhænge.
 
Man ved dog, at det kvindelige kønshormon østrogen og det mandlige kønshormon testosteron spiller en rolle i forhold til udvikling af f.eks. brystkræft, prostatakræft og kræft i livmoderen.
 
Der findes også andre hormoner i kroppen, som spiller en rolle for udvikling af kræft, men østrogen og testosteron er de vigtigste i denne sammenhæng.

 
Fakta om hormoner
Hormoner dannes i kroppen og føres rundt med blodet for at regulere f.eks. vækst, stofskifte og kønsmodning.
 
Kønshormonerne dannes blandt andet i æggestokkene eller testiklerne og er nødvendige for udviklingen af de karakteristiske egenskaber for vores køn.
 
Kønshormonet østrogen har blandt andet betydning for udviklingen af bryster og det kvindelige udseende, mens kønshormonet testosteron giver mændene skægvækst, den dybere stemme og udseende som en mand.
 
Vores kønsorganer producerer ikke hormoner hele livet. På et tidspunkt falder hormonproduktionen. Det er det, vi kender som overgangsalderen hos kvinder, men også mænd får faldende hormonproduktion med alderen. Både mænd og kvinder har dog fortsat en vis hormonproduktion.

 
Testosteron har betydning for udvikling af prostatakræft
Det mandlige kønshormon testosteron har betydning for udviklingen af: 

  • prostatakræft (kræft i blærehalskirtlen).

Udviklingen af prostatakræft påvirkes af testoteron, men man ved ikke præcis hvordan.

Vidste du at...?

...Prostatakræftcellerne er følsomme for testosteron og vokser bedst, når der er testosteron til stede. Derfor får mange mænd med prostatakræft en eller anden form for antihormonbehandling, der som regel vil hæmme kræftvæksten.

Fertilitetsbehandling
Nyere undersøgelser har vist at fertilitetsbehandling ikke øger risikoen for brystkræft og æggestokkræft.

Østrogen har betydning for udvikling af flere kræftformer
De kvindelige kønshormoner – først og fremmest østrogen - spiller en rolle for udviklingen af flere kræftformer.
 
Det drejer sig om kræft i: 

  • æggestokkene 
  • livmoderen 
  • livmoderhalsen 
  • brystet  

P-piller beskytter i et vist omfang mod kræft i livmoder og æggestokke
P-piller, som indeholder de kvindelige kønshormoner, beskytter efter længere tids brug i et vist omfang mod kræft i livmoderen og kræft i æggestokkene.
 
Forskerne kender ikke forklaringen på dette, men måske er det fordi, man tager p-piller i en periode i livet, hvor man ellers naturligt har en høj hormonproduktion.
 
Hos kvinder, der har en virusinfektion med HPV, som er årsag til livmoderhalskræft, giver brugen af p-piller en let øget risiko for at få livmoderhalskræft.
 
P-piller giver en let øget risiko for brystkræft
P-piller giver formentlig også en ganske let øget risiko for brystkræft. Risikoen falder imidlertid hurtigt, når man holder op med at tage p-piller. Risikoen for brystkræft er under alle omstændigheder størst efter overgangsalderen, hvor man ikke længere har brug for p-piller.

Foto: Hormonbehandling ved overgangsalderen øger risiko for kræft
Hvis man tager hormonbehandling i overgangsalderen øger det risikoen for, at man får kræft
Hormonbehandling i og efter overgangsalderen øger kræftrisiko

Efter overgangsalderen er kroppens naturlige produktion af kønshormoner faldet meget. Dette giver ofte gener som f.eks. hedeture og tørre slimhinder.
 
Nogle kvinder mindsker generne ved at tage hormoner, der så at sige sætter indholdet af hormoner i blodet op igen på et tidspunkt i livet, hvor kroppens normale hormonproduktion er faldende.
 
Tager man hormoner efter overgangsalderen, bør man gøre det i en så kort periode som muligt. Når man stopper behandlingen, vil generne ofte være dæmpede eller forsvundet helt.

Hormonbehandling i overgangsalderen øger risikoen for at udvikle kræft i: 
  • bryst
  • æggestokke 
  • livmoder  

Brystkræft
Hormonbehandling øger risikoen for brystkræft. Risikoen bliver større, jo længere man har taget hormoner. Mange præparater er en kombination af østrogen og det andet kvindelige kønshormon, progesteron. Disse kombinationspræparater giver den højeste risiko.
 
Præparater, der indeholder rent østrogen, øger også risikoen for brystkræft, men i mindre grad end kombinationen af østrogen og progesteron.
 
Kræft i livmoderen
Hormonbehandling med østrogen øger risikoen for kræft i livmoderen (som ikke er det samme som livmoderhalskræft). Risikoen bliver større, jo længere man har taget østrogen - især hvis det er 10 år eller længere.
 
Kombinationspræparater med østrogen og progesteron øger ikke risikoen for kræft i livmoderen, da indholdet af progesteron beskytter mod den virkning, østrogen har.
 
Kræft i æggestokkene
Hormonbehandling øger risikoen for kræft i æggestokkene - især hvis man har taget det i længere tid (mere end fem år). Nogle videnskabelige undersøgelser tyder på, at det især er indholdet af østrogen, der spiller en rolle. 
 
Tarmkræft
Hormonbehandling beskytter i et vist omfang mod kræft i tyk- og endetarm.

Vidste du at...?

...Brystkræftceller ofte er følsomme over for østrogen. Derfor får de fleste kvinder med brystkræft antihormonbehandling med enten tamoxifen eller aromatasehæmmere. Antihormonbehandling bruges også i nogle mere fremskredne tilfælde af kræft i livmoderen.

Tamoxifen

Aromatasehæmmere

Læs mere

Hormonbehandling og brystkræft 


Forebyggelse: Undgå at tage ekstra hormoner


Da kroppen jo selv producerer hormoner, er det ikke muligt at undgå hormoner for at forebygge kræft. 
 
Undgå så vidt muligt at tage hormoner efter overgangsalderen, hvis det ikke er nødvendigt. Vælger man at tage hormoner efter overgangsalderen, er det bedst at nøjes med behandling i en så kort periode som muligt. Er man i hormonbehandling, kan man altid prøve at holde op og se, om generne fra overgangsalderen er forsvundet.
  • Kvinder der har haft brystkræft, bør ikke tage hormontilskud.

Sådan udvikles kræft

Kræft kan opstå, hvis en celle et sted i kroppen begynder at dele sig uden kontrol.

Læs mere om udvikling af kræft

Planteøstrogener
Soya og mange kosttilskud indeholder planteøstrogener.  Planteøstrogener er stoffer med østrogenlignende effekt.

De virker som naturlige østrogener, men er svagere. Nogle kvinder tager kosttilskud især mod gener i overgangsalderen.
 
Tal altid med din læge, om fordele og ulemper ved behandling af gener i overgangsalderen.

Læs mere om planteøstrogener (soja) 

P-piller frarådes ikke
Man fraråder ikke brug af p-piller, selv de formentlig medfører en let øget risiko for brystkræft. Fordelene ved p-piller overstiger nemlig langt ulemperne. 

 
Læs mere om årsager til kræft:

Dokumenterede årsager til kræft

Årsager til kræft: Velbegrundede mistanker


Til top
Tilbage



Tekst: Anne-Mette Arvad Hansen
Kilde: Overlæge dr. med Iben Holten

Sidst ændret: 03-10-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen