Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Mange kræftramte oplever, at kræftsygdommen får betydning for, hvad de kan, vil og har lyst til seksuelt. Det gælder både i diagnoseperioden, under selve behandlingen og i efterforløbet.
Det kan være, du ikke føler overskud til at have et seksualliv. Det kan også være, selve kræftsygdommen og behandlingen påvirker din seksualitet.
Angst og usikkerhed
De tanker og bekymringer, du gør dig om kræftsygdommen, kan betyde, at du ikke har det store overskud til at pleje dit seksualliv. Du kan synes, at dit seksualliv er sekundært i forhold til de eksistentielle problemer, du har inde på livet. Det kan også være, at du bruger alle dine ressourcer på behandlingen og derfor kun har få kræfter tilovers.
 |
| Det kan være svært at bevare det erotiske og intime samliv under og efter en kræftbehandling |
Behandlingen af kræftsygdommen
Din behandling kan medføre en række gener, som i perioder kan gøre det svært at gennemføre samleje eller anden seksuel aktivitet.
Det kan også være, at du ikke føler dig så seksuelt attraktiv længere, hvis dit udseende f.eks. er ændret som følge af behandlingen. Det kan f.eks. være, hvis man får opereret et bryst væk, oplever sine muskler svinde ind, eller hvis man får lavet en stomi.
Seksualiteten kommer tilbage
Det kan være svært at tale med sin partner om ens seksuelle følelser, lyster og problemer. Men det er vigtigt at erkende det, hvis man har et problem og at dele sine tanker. Det kan du læse mere om på disse sider, hvor du også kan finde gode råd til, hvad du kan gøre for at finde lysten til at genoptage seksualiteten.
Myter og fakta om kræft og seksualitet
Sandheden om de mest almindelige myter:
- Du smitter ikke din partner med kræft ved samleje. En kræftcelle kan ikke overleve i et andet menneskes krop
- Du udsætter ikke din partner for radioaktiv stråling under samleje eller under anden form for samvær, hverken under eller efter strålebehandling
- Viden er beskeden omkring påvirkning af kemoterapi ved seksuelt samvær. Oftest er lægerne enige om, at man ikke udsætter sin partner for påvirkning af kemoterapi ved seksuelt samvær, hverken under eller efter behandling. Men for en sikkerheds skyld anbefales det dog at bruge kondom de første dage efter en kemoterapibehandling, da kroppen i det tidsrum udskiller affaldsstoffer igennem alle former for kropsvæsker
- Når man er i behandling med antihormonet Tamoxifen®, vil menstruationen ofte forsvinde. Men det betyder ikke, at man automatisk er beskyttet mod graviditet. Så det vil ofte være nødvendigt for dig at beskytte dig mod graviditet på en anden måde
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og Tina Hessner Müller
Kilde: Læge og sexolog Marianne Bruhn
Sidst ændret: 03-01-2011