Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Seksuelle problemer hos mænd

Rejsningsproblemer, besvær med at få orgasme, smerter ved sædafgang og manglende lyst er nogle af de bivirkninger, mænd kan opleve at have som følge af kræftbehandlingen.

 

Her finder du en beskrivelse af nogle af problemerne og forslag til, hvad du kan gøre.


Rejsningsproblemer
Specielt hvis du er blevet behandlet for

  • prostatakræft
  • endetarmskræft 
  • testikelkræft 
  • blærekræft

kan du opleve, at du ikke længere har samme evne til at få rejsning som tidligere. Nogle vil miste evnen helt, mens andre vil have en vis rejsningsevne tilbage – det afhænger af, hvilken kræftbehandling du har fået. 
 
Der er flere forskellige former for behandlingsmuligheder, afhængig af årsagen til ens rejsningsproblem. Her er det en god idé, at du taler med din læge om, hvad der bedst kan hjælpe dig.
 
Skyldes tabet af rejsningsevnen, at man har ødelagt nerverne eller blodkarrene ved operation for prostata-, blære- eller endetarmskræft eller ved strålebehandling, afhænger behandlingen og resultatet af denne af, om nerverne er delvist eller helt ødelagte. Ofte vil man først forsøge med tabletbehandling som f.eks. Viagra® eller Cialis®. Virker det ikke tilstrækkeligt, kan man prøve med et stof, der føres op i urinrøret eller sprøjtes direkte ind i svulmelegemet.
 
Hvis du er blevet opereret eller strålebehandlet omkring kønsorganerne, er det vigtigt, at du så hurtigt som muligt efter behandlingen starter med bækkenbundsøvelser, der øger blodgennemstrømningen. Det vil øge helingen i området og formentlig også rejsningsevnen samt evnen til f.eks. at holde på vandet på længere sigt. Læs mere om øvelserne her:

Lav øvelser for bækkenbunden

 
Er man blevet behandlet for testikelkræft, kan man have for lavt niveau af mandligt kønshormon i blodet. Det kan påvirke ens lyst og rejsningsevne, og man kan få hedeture og generelt nedsat energiniveau. Behandlingen med mandligt kønshormon kan give lyst og rejsningsevne tilbage.
 
Også mænd, der har været i behandling med store doser kemoterapi, f.eks. i forbindelse med behandling for hæmatologiske sygdomme, vil kunne opleve nedsat lyst og rejsningsevne, hedeture og lavt energiniveau.
 

Orgasme selvom man ikke kan få rejsning
Hvis behandlingen beskadiger nerverne, kan det gå ud over rejsningsevnen. Men selvom man ikke kan få rejsning og ikke er i stand til at gennemføre samleje, vil de fleste stadig kunne få orgasme ved stimulation med hånden, munden eller et massageapparat. 

'Selv har jeg endnu ikke fundet en tilfredsstillende løsning sammen med min hustru, men vi arbejder på det. Jeg tror, det er lige svært for os begge, men hvor der er vilje, er der håb, som man siger. Heldigvis kan vi begge to grine, når det ikke helt går efter planen'. 

Prostatakræftpatient

Manglende lyst
En følge af alle de gener og ændringer, der sker med én under et behandlingsforløb for en kræftsygdom, kan være, at man mister lysten til sex. Her kan en samtale med f.eks. en sexolog om, hvordan man får lyst til at få lyst igen, være en god idé.
 
Men den manglende lyst kan også skyldes, at man ved store doser eller bestemte former for kemoterapi påvirker dannelsen af mandligt kønshormon. Så hvis du har mistet lysten, specielt hvis du er behandlet for testikelkræft, leukæmi eller lymfekræft, og samtidig føler dig træt, kan det være en god idé at få målt dit niveau af mandligt kønshormon. Det kan være forklaringen på den manglende lyst.


Manglende sædafgang
Når man har fået fjernet prostata og/eller blæren, kan man ikke længere få sædafgang, fordi sædkanalerne er blevet opereret væk. Hvis man har fået strålebehandling omkring kønsorganerne eller er blevet opereret omkring endetarmen, vil man også nogle gange opleve, at man ikke får sædafgang i forbindelse med orgasmen, og der kan være sæd i urinen bagefter. Det skyldes, at den lille muskel, der sørger for at lukke op til blæren under sædafgang, er blevet beskadiget.
 
Selvom mange mænd savner deres våde orgasme, så er den følelse, man får ved udløsning, næsten som før.
 
Der er også nogle, der føler smerter i forbindelse med orgasmen.


Fjernelse af testikel
At blive behandlet for testikelkræft kan give nogle fysiske problemer, der dog kan afhjælpes ved behandling med mandligt kønshormon. Generne kan være manglende sexlyst, svigtende rejsningsevne og manglende energi. Tal med din læge, der kan måle dit niveau af mandligt kønshormon i blodet. Hvis du er generet af, at der kun er en testikel tilbage, kan du tale med din læge om at få indopereret en testikellignende protese i pungen.


Problemer i forhold til analsex
I forbindelse med f.eks. endetarmskræft bortopereres endetarmen. Hvis du dyrker analsex, kan fjernelse af endetarmen have betydning for dit seksualliv. Det er derfor en god idé, at du inden operationen taler med kirurgen om muligheden for at bevare endetarmen, med den risiko der kan være forbundet med det.


Særligt ved prostatakræft
Behandling af prostatakræft kan påvirke mænds sexlyst og rejsningsevne. Læs her om mulige hjælpemidler. 

Seksualitet og behandling af prostatakræft 


Til top 
Tilbage



Tekst: Tina Hessner Müller, Charlotte Taarnhøj Dahlstrøm og Ida Nymand Ammundsen
Kilde: Sexolog Anne Meelsen og sexolog og læge Marianne Bruhn

Sidst ændret: 14-01-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen