Befolkningsundersøgelser og kliniske studier med grøn te har vist blandede og ofte modsatrettede resultater. Det betyder, at der ikke foreligger tilstrækkelig og entydig dokumentation for, at grøn te kan hæmme kræft hos mennesker.
Befolkningsundersøgelser viser blandede resultater
Nogle undersøgelser har vist, at grøn te beskytter mod bl.a. tarm-, mave-, lunge-, bryst- og prostatakræft. Andre undersøgelser har ikke fundet en beskyttende effekt af grøn te mod disse kræftsygdomme.
Stadig uvist om grøn te forebygger kræft
En samlet analyse af 51 undersøgelser med i alt mere end 1.6 millioner deltagere har ikke skabt klarhed over, om grøn te forebygger kræft.
Forskerne, som står bag undersøgelsen, der er offentliggjort i august 2009, konkluderer, at det ikke er muligt at afgøre om grøn te forebygger en række kræftsygdomme. Det skyldes, at de undersøgelser, som er offentliggjort indtil i dag, enten har vist ingen effekt af grøn te, forebyggende effekt af grøn te eller i nogle tilfælde endda en øget risiko for kræft blandt mennesker, som drak meget grøn te. Resultaterne peger altså i forskellige retninger. Dog konkluderer forskerne, at grøn te muligvis spille en rolle i forebyggelsen af prostatakræft, samt at det er sikkert at drikke grøn te jævnligt i moderate mængder.
Kræftens Bekæmpelse har i samarbejde med Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB) finansieret undersøgelsen (et cochrane-review), der samler resultaterne af den eksisterende forskning i, hvilken effekt grøn te har på kræft.
I befolkningsundersøgelser sammenligner man typisk forekomsten af kræft mellem en gruppe af mennesker, der ikke drikker grøn te med grupper, der drikker te i forskellige mængder. På denne måde kan man se, om der er en sammenhæng mellem det at drikke grøn te og risikoen for at få kræft. Indtil videre har man ikke fundet en entydig sammenhæng. Det er dog vist, at grøn te generelt er livsforlængende, bl.a. fordi det nedsætter risikoen for at dø af hjertekarsygdomme.
Grøn te forebygger hjertekarsygdomme
I en stor japansk undersøgelse af 40.000 mennesker, som blev fulgt i op til 11 år, fandt forskerne, at grøn te mindsker risikoen for at dø af hjertekarsygdomme. Derimod var der ingen sammenhæng mellem tedrikning og risikoen for at dø af en kræftsygdom.
Patientundersøgelser
Der findes ikke mange offentliggjorte undersøgelser med kræftpatienter, hvor man har givet én gruppe grøn te og sammenlignet med en anden gruppe, der ikke har fået grøn te. De undersøgelser, der har været, er med meget få patienter, og derfor er resultaterne kun vejledende.
Relativt mange af de patienter, som har deltaget i undersøgelserne, har haft bivirkninger af den grønne te, hvilket tyder på, at der er en maksimal tålelig dosis, som ikke kan/bør overskrides.
Undersøgelser viser, at mere end 3 gram te dagligt (eller ca. ½ liter færdiglavet te) kan give bivirkninger (bl.a. diarré, kvalme og forhøjet blodtryk), hvilket begrænser både mængderne af te, man kan drikke eller spise (som kosttilskud), og dens mulige effekt.
Grøn te har ingen effekt på fremskreden lungekræft
En undersøgelse af 17 patienter med fremskreden lungekræft, som dagligt fik mellem 1-6 gr. grøn te (ekstrakt), viste ingen effekt af te på udviklingen af sygdommen.
Det var ikke muligt at undersøge effekten ved større mængder af grøn te, da patienterne fik bivirkninger i form af diarré, kvalme og forhøjet blodtryk, hvis mængderne blev øget. Forskerne konkluderede, at indtag af grøn te ekstrakt i mængder, som ikke giver bivirkninger, heller ikke har nogen effekt på lungekræft.
Grøn te gav bivirkninger blandt patienter med prostatakræft
I en undersøgelse blandt patienter med prostatakræft og forhøjet 'prostata specifik antigen' (PSA) modtog 42 patienter op mod 6 gr. grøn te ekstrakt dagligt samtidig med deres hormonterapi. Man ville se, om PSA-værdierne med tiden faldt som tegn på, at grøn te har kræfthæmmende effekt.
Efter flere måneders brug af grøn te viste en enkelt patient nedsatte PSA-værdier, men disse øgedes straks igen inden for kort tid, selvom patienten fortsatte sit te-indtag. PSA-værdierne for alle andre patienter i undersøgelsen fortsatte med at stige på trods af teen, og forskerne måtte konkludere, at grøn te som ekstrakt ikke havde nogen effekt på deltagernes prostatakræft. Derudover fik 69% af patienterne bivirkninger (kvalme, opkastning, diarré, søvnproblemer mm.), som man mente skyldtes det høje te-indtag.
Patientundersøgelser undervejs
Den amerikanske kræftforening National Cancer Institute og flere amerikanske kræftforskningscentre har undersøgelser i gang for at finde ud af, om grøn te kan bruges i behandlingen af kræftsygdomme. Der er undersøgelser i gang for leukæmi, prostata-, bryst-, lunge- og blærekræft.
Bivirkninger
Det kan være svært at sige præcist i hvilke mængder, grøn te kan give bivirkninger. Man ved dog, at et te-indtag i størrelsesordenen 6 gr. dagligt (ca. en liter te) oftest er forbundet med bivirkninger. De bivirkninger, der er registreret, er:
-
Kvalme
-
Opkastning
-
Diarré
-
Forhøjet blodtryk
-
Generel utilpashed
-
Søvnproblemer