Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Dokumentation for virkninger og bivirkninger - mistelten

På trods af den relativt store udbredelse af mistelten i Europa og Asien, er der kun foretaget få videnskabelige undersøgelser af misteltens effekt på mennesker.

Patient-undersøgelser
Mistelten-ekstrakt har en positiv effekt på immunforsvaret hos både raske og syge mennesker. Det er dog uklart, om immunforsvaret styrkes tilstrækkeligt til, at det kan påvirke sygdomsforløbet hos mennesker med kræft.

Blandede og modstridende resultater
De undersøgelser, som i dag foreligger af mistelten-ekstrakters virkning på mennesker, lever sjældent op til de kvalitetskrav, der stilles til videnskabelige undersøgelser. Resultaterne er også blandede og ofte modstridende. Da der bl.a. har været brugt forskellige mistelten-præparater og varierende doseringer i de enkelte undersøgelser, er det også svært at sammenligne resultaterne.

Patient-undersøgelser
De fleste patient-undersøgelser med mistelten har mest handlet om dets effekt på immunforsvaret, og i mindre grad om misteltens mulige kræfthæmmende effekt. Det gælder uanset, om der blev målt på kræftknuden, på livskvalitet og bivirkninger eller på overlevelsen af kræft.

En samlet gennemgang tyder på ingen virkning mod kræft
I en samlet analyse, en såkaldt Cochrane oversigt, har forskere systematisk gennemgået 21 videnskabelige undersøgelser af misteltens virkning mod kræft. Undersøgelserne er af varierende kvalitet, men samlet set er der ikke noget, der tyder på, at mistelten fremmer overlevelsen eller bremser kræftsygdommens udvikling.

Cochraneoversigten samler resultater af i alt 21 undersøgelser, der omfatter følgende kræftformer - antal undersøgelser i parentes:

• Brystkræft (7)
• Mave-tarmkræft (4)
• Hjernekræft (1)
• Lungekræft (2)
• Blærekræft (1)
• Hoved-halskræft (1)
• Modermærkekræft (1)
• Nyrekræft (1)
• Blandede diagnoser (3)

Seks af de 21 undersøgelser var af særlig høj forskningsmæssig kvalitet. Resultatet af de seks undersøgelser er vist i tabellen: 

 

Brystkræft
• Forbedret livskvalitet, bl.a. mindre træthed og angst, for patienter med brystkræft, der fik mistelten under kemoterapi sammenlignet med patienter, der ikke fik mistelten under kemoterapi.
(To undersøgelser)

Lungekræft
• Ingen forskel i overlevelse mellem patienter med lungekræft, der ikke kunne opereres, der enten fik mistelten eller ingen behandling (placebo).

Blærekræft
• Ingen forskel i overlevelse mellem patienter opereret for blærekræft, der efterfølgende enten fik mistelten i 18 måneder eller ingen behandling (placebo).

Hoved-halskræft
• Ingen forskel i overlevelse mellem hoved-halskræftpatienter, der fik mistelten eller placebo enten efter operation eller efter operation og strålebehandling.

Modermærkekræft
• Ingen forskel i overlevelse for patienter med modermærkekræft, der fik standardbehandling og samtidig enten mistelten eller ingen behandling (placebo) 


 

Igangværende patient-undersøgelser
Igangværende forskning i USA involverer patienter, der kombinerer mistelten med gemcitabin. Gemcitabin er et stof, der primært bruges i behandlingen af kræft i bugspytkirtlen, ikke-småcellet lungekræft, bryst- og livmoderhalskræft samt endetarmskræft.
 
Man undersøger herigennem misteltens bivirkningsprofil og effekt på livskvalitet på kræftpatienter uden at sætte den konventionelle behandling i bero.


Bivirkninger af mistelten
Der er ikke rapporteret alvorlige bivirkninger ved brug af mistelten-præparater.  De mest almindelige bivirkninger er:

  • ømhed og betændelse ved injektionsstedet
  • hovedpine
  • feber og kulderystelser
  • forstyrrelser i blodtryk

Der er dog rapporteret dødsfald efter, at mennesker har spist mistelten-planter og -bær.



Tekst: Mette Tandrup Hansen, cand. brom., ph.d. Christine Paludan-Müller og sygeplejerske Inger Lise Egholm

Sidst ændret: 30-06-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen