Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Hvad er selen


Mineraler er byggematerialer i kroppen som indgår bl.a. i enzymer og hormoner, som regulerer kroppens stofskifte. Nogle mineraler skal man have i relativt store mængder f.eks. calcium (kalk), fosfor, magnesium og kalium. Andre behøver man ganske lidt af. De kaldes sporstoffer, og det er f.eks. jern, zink, selen, mangan, krom, jod, kobber, molybdæn og fluor.

Selen er et nødvendigt sporstof
Selen er et sporstof, som kroppen behøver i relativt små mængder. Selen binder sig til proteiner i kroppen, hvorved der opstår et selen/protein-kompleks, der fungerer som en antioxidant. Det menes, at selen derved beskytter cellerne imod den skade, som frie radikaler kan forvolde (se afsnittet om antioxidanter), og måske direkte kan forebygge og hæmme udviklingen af kræft. Selen/protein-komplekset spiller også en rolle i den måde, hvorpå immunsystemet og skjoldbruskkirtlen fungerer.

Selen findes i maden
Det mest almindelige er at få selen gennem maden. Selen kan også købes i organisk eller uorganisk form som kosttilskud. Det er den organiske selenform, der optages bedst i kroppen.

Selen findes naturligt i bl.a.:

Fødevare  Selenindhold
paranødder 80 mikrogram selen pr. paranød 
fisk og skaldyr 80 mikrogram selen pr. 100 gr.
oksekød 35 mikrogram selen pr. 100 gr.
kylling 32 mikrogram selen pr. 100 gr.
æg 14 mikrogram selen pr. æg i mellemstørrelse
ris 12 mikrogram selen pr. ½ kop
fuldkornsbrød 4 mikrogram selen pr. skive 

Indholdet af selen i både planter og dyr afhænger af den mængde selen, der findes i jorden, hvor planterne dyrkes og dyrene græsser.

Anbefalet daglig dosis
Det anbefalede daglige indtag af selen for voksne er:

  • 50 mikrogram for mænd
  • 40 mikrogram for kvinder

Det svarer nogenlunde til, hvad vi typisk indtager gennem kosten her i Danmark. I f.eks. USA er det daglige selen-indtag langt højere, blandt mænd i gennemsnit 153 mikrogram og blandt kvinder 109 mikrogram.

Selvom Danmark er et lav-selen område, er selen-tilskud sjældent nødvendig, hvis man spiser en varieret kost. Undtagelser kan være situationer, hvor man ikke kan optage selen på grund af alvorlige mave/tarm-sygdomme eller operative indgreb i mave/tarm-regionen. I de tilfælde vil man i forvejen få næring direkte gennem blodbanen (parenteral ernæring) og dermed automatisk også få selentilskud.

Selen-mangel er yderst sjælden. Det ses mest i lande som Kina og Rusland, og kan over en længere periode i værste fald resultere i hjertesygdomme, nedsat funktion af skjoldbruskkirtlen (hypotyreoidisme) og et svækket immunforsvar.

Historie
Selen hedder på engelsk selenium. Selen blev første gang betragtet som en vigtig bestanddel i kosten i slutningen af 1950´-erne. At selen også kunne have betydning for udviklingen af kræft, fik man først øje for ti år senere, da forskere fandt sammenhæng mellem øget forekomst af kræft hos befolkningen, der levede i områder med lavt selen-indhold i jorden.

Siden har studier af celler og på dyr vist, at selen spiller en vigtig rolle i udviklingen af kræft. De få kliniske studier med patienter bekræfter dette, dog ofte ved brug af betydeligt højere doser selen end den anbefalede daglige mængde.



Tekst: Webredaktør Hanne Sandvang og farmaceut Christianna Marinakis

Kilder:

Anne Tjønneland, programleder og seniorforsker på Institut for Epidemiologisk Kræftforskning og Kost, Kræft og Helbred

Bjelakovic G, Nikolova D, Simonetti RG, Gluud C. Antioxidants supplements for prevention of gastrointestinal cancers: a systematic review and meta-analysis. Lancet 2004, 364:1219-1229

Blot WJ, Li JY, Taylor PR, Guo W, Dawsey S, Wang GQ, Yang CS, Zheng SF, Gail M, Li GY, et al. Nutrition intervention trials in Linxian, China: supplementation with specific vitamin/mineral combinations, cancer incidence, and disease-specific mortality in the general population. Journal of  National  Cancer Insitute, 1993 Sep 15;85(18):1483-92

Clark LC, Combs GF, Jr., Turnbull BW et al. Effects of selenium supplementation for cancer prevention in patients with carcinoma of the skin. A randomized controlled trial. Nutritional Prevention of Cancer Study Group. JAMA 1996, 276:1957-1963.

Combs GF Jr. Current evidence and research needs to support a health claim for selenium and cancer prevention. The Journal of Nutrition, 2005, Feb;135(2):343-7.

Combs GF Jr. & Gray WP. Chemopreventive agents. Selenium. Pharmacology & Therapeutics, 1998, 79;3:179-192.

Hercberg S, Galan P, Preziosi P et al. The SU.VI.MAX Study: a randomized, placebo-controlled trial of the health effects of antioxidant vitamins and minerals. Archives of International Medicine 2004, 164:2335-2342.

National Center for Complementary and Alternative Medicine

 

Sidst ændret: 01-04-2005


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen