Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Behandling i udlandet for egen regning

Hvis du overvejer at tage til udlandet og få kræftbehandling for egen regning, har vi samlet en række spørgsmål og råd, som kan være gode at tage stilling til inden.


Før du beslutter dig for behandling i udlandet

Undersøg alle muligheder
Undersøg alle dine muligheder for at få behandlingen betalt eller få en anden behandling i Danmark. Du kan bl.a. få din sag vurderet i Sundhedsstyrelsens second opinion panel. Læs mere om dine muligheder her:

Behandling i udlandet

 

Hvis du får livsforlængende og palliativ behandling
Selvom en kræftsygdom ikke kan helbredes, kan der fortsat være mulighed for behandling. Behandlingen kan mindske sygdommen eller symptomerne på sygdom. Hvis du er blevet tilbudt livsforlængende eller palliativ behandling, kan du måske opfatte det som om, der ikke er mere at gøre. Men det behøver ikke at være tilfældet. Livsforlængende og palliativ behandling favner en bred vifte af behandlinger og muligheder og nye kommer hele tiden til. Det er derfor vigtigt, at du inden, du tager til udlandet, nøje undersøger, om du har fået den nødvendige information om den behandling, du kan få i Danmark.

Brug Kræftens Bekæmpelse
Beslutningen om at tage til udlandet kræver grundige overvejelser. Brug Kræftens Bekæmpelse til at finde frem til, hvad der er det vigtigste for dig i denne situation, og hvad konsekvenserne er af dit valg. I Kræftens Bekæmpelse vil vi også gerne hjælpe dig med information om dine rettigheder, og hvad du skal være opmærksom på, hvis du tager til udlandet på egen hånd. Vi kan ikke tilråde eller fraråde konkrete behandlinger i ind- og udland, men vi opfordrer dig til at kontakte din læge. Kræftens Bekæmpelse kan hjælpe dig med at formulere de spørgsmål, der kan være gode at drøfte med din læge. 

Kræftlinjen 8030 1030 

Find kræftrådgivning
 

Hvis du har besluttet dig for behandling i udlandet

Undersøg mulighederne for behandling i udlandet
Hvis det viser sig, at du ikke kan få den behandling herhjemme, som du ønsker dig og du har fundet et udenlandsk hospital, hvor dette kan lade sig gøre, kan du tage kontakt til dem og høre om mulighederne for selv at betale behandlingen.
Til top

 

Hvad har lægerne i udlandet brug for at vide om dig?
Det er vigtigt, at du på forhånd har undersøgt, hvad lægerne i udlandet har brug for, så de kan finde frem til, hvilken behandling du skal have. Som minimum skal lægen have et kort resume af din sygehistorie på engelsk. Resumeet skal indeholde oplysninger om alder, køn og tidligere sygdomme. Det skal også indeholde dato for diagnose og behandlinger og beskrive din aktuelle almene tilstand. Desuden skal der være vedlagt en kopi af de seneste blodprøvesvar og scanninger. Hvis du sender journalresumeet elektronisk, er det en god ide at vedhæfte en fil af din seneste scanning. Det vil sige, at du også skal huske at bede om at få den seneste scanning på en Cd-rom. Vær opmærksom på, at hospitalet kan forlange betaling for Cd-rommen.

Gå ikke på kompromis med information om behandlingen
Husk på, at du heller ikke i udlandet skal gå på kompromis med information om behandlingen. Spørg bl.a. til, hvad behandlingen går ud på, hvad effekten af behandlingen er, hvilke følgevirkninger, der kan være, og hvor længe du skal regne med, at behandlingen varer.

Involver din læge
Det er en god idé, allerede inden du tager af sted at tale med din læge om den behandling, du har valgt. Tal om, hvordan din læge kan støtte dig i forbindelse med din kræftbehandling i udlandet og om, hvordan mulighederne ser ud, når du vender tilbage til det danske sundhedsvæsen.

Kontrol og behandling, når du har været behandlet i udlandet
Du mister ikke din ret til at blive behandlet og kontrolleret for din sygdom, uanset om du tidligere har valgt at blive behandlet i udlandet. Når du kommer hjem er det din danske læge, som har ansvaret for din behandling og derfor også din læge, der tager stilling til omfanget af undersøgelser og kontroller. Det har i enkelte tilfælde givet anledning til problemer for patienter, der på eget initiativ har søgt behandling i udlandet.

Hvis lægerne i udlandet anbefaler, at bestemte undersøgelser eller behandlinger fortsætter i Danmark, er en dansk læge ikke forpligtet til at følge disse anbefalinger. Hvis du får problemer, kan du henvende dig til behandlingsstedet i udlandet og høre, hvad de da vil foreslå.
Til top

 

Forbered transport og logi
Forbered på forhånd ned til mindste detalje transport frem og tilbage for dig og din eventuelle ledsager - hvor du skal bo og hvad det vil koste. Spørg behandlingsstedet, hvad der er inkluderet i prisen - er mad, medicin mv. inkluderet? Spørg også til, hvor længe du skal regne med, at behandlingen står på - også hvis det trækker ud, så du ved, hvad du i værste tilfælde skal regne med af udgifter.

Skal du have en ledsager med til udlandet?
Hvis det er muligt, er det en stor fordel at have en ledsager med under hele eller dele af opholdet. Undersøg også, hvor din ledsager kan bo, og hvad det vil koste. Vær opmærksom på, at det i visse lande forventes, at det er den pårørende, som står for at passe og pleje dig.

Forsikring
Undersøg altid, om du er omfattet af en forsikring - fx en sundhedsforsikring eller anden form for forsikring - som måske kan dække nogle af dine udgifter til behandling i udlandet.
Til top

 

Sygedagpenge
Hvis du modtager sygedagpenge og tager til udlandet for at blive behandlet, så vær opmærksom på, at du i visse tilfælde kan miste retten til sygedagpenge, mens du er i udlandet. Forhør dig derfor altid hos kommunen, inden du rejser.

Rejseforsikring
Vær opmærksom på, at du som kræftpatientpatient som udgangspunkt hverken vil være omfattet af den offentlige rejseforsikring eller af en privat rejseforsikring. Forhør dig derfor altid om, hvorvidt du vil være dækket af forsikringen, når du tager til udlandet for at lade dig behandle. Husk også at undersøge, om du er forsikret i tilfælde af dødsfald i udlandet. Læs mere om dette:

Rejse og forsikring

 

Få en erklæring fra dit flyselskab
Alle kritisk syge kræftpatienter, der flyver skal udfylde en erklæring – også kaldet MEDIF (Medical Information Form). Tag kontakt til dit flyselskab for at høre mere.

Råd og vejledning i udlandet
Har du brug for råd og vejledning, når du er i udlandet, kan du altid tage kontakt til den danske ambassade eller konsulatet i det pågældende land.

Find kræftrådgivning

Kræftlinjen 8030 1030 
 

Til top

Tilbage



Tekst: Lars Kofoed, Edith Raffn og Sidse Nexmand Jacobsen
 

Sidst ændret: 16-05-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen