Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Sår, svamp og betændelse i mundslimhinden |
|
Her kan du læse om sår, svamp og betændelse i munden/mundslimhinden og få gode råd til, hvad du kan gøre for at lindre problemerne.
Mundproblemer som sår, svamp og betændelse er en meget almindelig bivirkning, når man har kræft.
Svamp og betændelse i mundslimhinden skyldes ofte:
- Behandling med kemoterapi
- Strålebehandling - især hvis man har kræft i hoved- halsområdet
- Generel svækkelse på grund af selv kræftsygdommen, eller fordi man får for lidt mad og drikke
Sår, svamp og betændelse i mundslimhinden kan gøre det svært at spise og drikke tilstrækkeligt. Mundhule og tandkød kan være rødt og ømt, eventuelt med sår. Svamp i munden ses ofte som belægninger på tungen. Generne i munden kan påvirke lysten til at være sammen med andre mennesker i sociale sammenhænge, fordi man har svært ved at tale og spise.
Når man har kræft, har kroppen brug for næringsrig mad, og derfor er det vigtigt, at man kan spise. Det kan du finde gode råd til her på siderne.
Hvor længe varer sår, svamp og betændelse i mundslimhinden?
Det er svært at sige præcist, hvor længe sår, svamp og betændelse i mundslimhinden varer. Det afhænger af, hvilke årsager der er til generne, hvad der gøres ved dem, og hvordan behandlingen virker på dig.
Hvis problemerne opstår i forbindelse med strålebehandling og kemoterapi, kan du spørge lægen eller sygeplejersken, hvad du kan forvente.
Tal med lægen om behandling
Det er vigtigt, at du taler med din læge om problemerne i mundslimhinden. Måske kan en ændring af din medicin hjælpe, eller lægen kan behandle en eventuel svampeinfektion og udskrive bakteriedræbende og smertelindrende mundskyl.
Har du sår i munden, kan du smøre gummerne med en bedøvende gel. Spørg lægen, hvilke muligheder der findes.
Sår, svamp og betændelse i mundslimhinden kan gøre ondt. Det kan hos mange betyde, at det bliver meget smertefuldt at spise og drikke. Måske kan du have glæde af smertestillende eller lokalbedøvende midler. Den bedste virkning opnås for nogle ved at tage det smertestillende middel ½-1 time før måltidet. Hvis du bruger et lokalbedøvende middel, skal du være opmærksom på, at når halsen er bedøvet, kan du nemmere få maden i ”den gale hals”. For nogle kan det i en periode være en hjælp at få mad igennem en sonde, så mundslimhinden får ro til at hele.
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og sygeplejerske Sidse Hertz Larsen
Kilder: Klinisk diætist Pia Gronemann, sygeplejerske Tina Bastrup og læge Elisabeth Kjems
Sidst ændret: 27-02-2012
Nøgleord på siden: