Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kikkertundersøgelse ved Familiær Adenomatøs Polypose |
|
Viser gentesten, at du har arvet genændringen, bør du regelmæssigt få lavet kikkertundersøgelser.
Kikkertundersøgelse eller ej
Hvis gentesten viser, at du ikke har arvet familiens genændring, behøver du ikke at få foretaget kikkertundersøgelser, for så er risikoen for at udvikle polypper eller kræft i tarmen ikke større end alle andres risiko.
Viser gentesten på den anden side, at du har arvet familiens genændring, er det helt sikkert, at du før eller siden vil udvikle polypper, der medfører tarmkræft, hvis de ikke bliver fjernet. Derfor bør du regelmæssigt få lavet kikkertundersøgelser og senere hen blive opereret. Det samme gælder andre i familien, der har arvet genændringen.
Kikkertundersøgelse af den nederste del af tarmen
Kikkertundersøgelsen foregår ved, at lægen fører en tynd slange gennem endetarmsåbningen og op i den nederste del af tyktarmen. Det kaldes også sigmoideoskopi. Det er en kikkertundersøgelse med en lang, bøjelig kikkert.
Det kan føles ubehageligt, fordi der pustes lidt luft i tarmen, men det gør som regel ikke ondt. Hos børn undersøger man første gang kun de nederste ti cm af tarmen for at vænne dem til
undersøgelsen.
Hvis der findes polyppper i tarmen ved undersøgelsen
Hvis der er polypper i tarmen, vil nogle af dem blive fjernet med det samme for at blive undersøgt nærmere. På den måde kan man konstatere, om det drejer sig om polypper af typen adenom som ved FAP eller om en anden type polypper. Det gør ikke ondt at få fjernet polypperne.
Undersøgelse af hele tyktarmen
Hvis der er tale om adenomer, skal du have undersøgt resten af tyktarmen med en længere, bøjelig kikkert. Denne undersøgelse kaldes en koloskopi. Her fjerner man nogle af de største polypper for at undersøge dem nærmere og på den måde afgøre, hvor meget sygdommen har udviklet sig.
Læs mere om koloskopi
Undersøgelse for polypper i tolvfingertarmen
Størstedelen af polyposepatienter udvikler også polypper i tolvfingertarmen (duodenum). Polypperne er af samme type som dem i tyktarmen, men indebærer en langt mindre risiko for at udvikle sig til kræft. For en sikkerheds skyld tilrådes polyposepatienter over 25 år dog at få foretaget en kikkertundersøgelse af mavesæk og tolvfingertarm – en såkaldt gastroskopi. Hvis der er polypper i tolvfingertarmen, anbefaler man regelmæssig gastroskopi, hvor der tages vævsprøver. På den måde kan man holde øje med, om polypperne ændrer sig.
 |
Tegningen viser gastroskopet ført ned i mavesækken. Gennem den bøjelige kikkert kan lægen se mavens indre. Det er muligt at tage billeder og vise billederne på en skærm. |
Læs mere om gastroskopi
Til top
Tilbage
Tekst: Shanta Maria Thacker
Kilde: Kræftens Bekæmpelses pjece om FAP 1. udgave, 2. Oplag 2010. Redaktion: Overlæge dr. med. Iben Holten, cand. comm. Caroline Winkel, stud. mag. Trine Marie Kristensen i samarbejde med overlæge, dr. med. Steffen Bülow.
Illustrationer: Henning Dahlhoff
Sidst ændret: 27-07-2011