Sitemap
Del med andre Print

Akutte bivirkninger ved strålebehandling i hoved-halsområdet

Her kan du læse om de hyppigste bivirkninger ved strålebehandling i hoved-halsområdet, og om hvad du kan gøre ved dem. 

 

Akutte bivirkninger opstår under behandlingen og fortager sig som regel, efter behandlingen er afsluttet.

De starter ofte en til to uger efter, at man er begyndt på strålebehandlingen, når deres maksimum efter 4-7 uger, begynder så småt at klinge af 2-3 uger efter behandlingens afslutning og er i reglen aftaget væsentligt 4-8 uger efter behandlingen.


Forskel fra patient til patient på, hvilke bivirkninger man får
Sværhedsgraden afhænger af strålefeltets størrelse, den totale dosis, samt af hvor man bliver bestrålet. Der er store forskelle på, hvordan og hvor omfattende bivirkningerne er hos den enkelte patient. Nogle kan leve, som de plejer, under strålebehandlingen uden at opleve større gener.

Nogle bivirkninger opstår først, efter behandlingen er afsluttet (senfølger). Denne type gener er som regel varige.


Her kan du læse om de hyppigste bivirkninger under strålebehandlingen:
 
Rødme, irritation og synkesmerter ved slimhinderne
Man kan opleve rødme, hævelse, irritation og smerter af slimhinderne i mund og svælg, synkesmerter samt eventuelt sår og betændelse i munden.

Det kan behandles med smertestillende gel og medicin med paracetamol, eventuelt også morfin eller smerteplaster. Man skal undgå NSAID (gigtmidler), da de under strålebehandling i særlig grad kan irritere maveslimhinden eller give mavesår. Smerterne forsvinder som regel inden for 2 måneder.

Smertebehandling


Ændret eller nedsat smagssans
Nogle oplever, at maden smager for salt eller for syrlig eller slet ikke af noget, mens andre oplever, at maden får en metalagtig smag.

Oplevelsen kan vare ved flere måneder, efter behandlingen er afsluttet, men mindskes som regel gradvist. For nogle patienter kan den ændrede smagssans være varig.

Gode råd ved smagsforandringer


Mundtørhed
Bivirkningen mindskes som regel gradvist, efter behandlingen er afsluttet, men man må regne med en livsvarig mundtørhed af varierende grad.

Gode råd ved mundtørhed


Hæshed
Nogle patienter oplever hæshed, når struben bestråles. Der kan også opstå irritationshoste og i sjældne tilfælde vejrtrækningsbesvær. Slimhindeproblemer opstår som regel 2-3 uger efter behandlingens start og mindskes som regel gradvist i løbet af 2-4 uger, efter behandlingen er afsluttet. Herefter heler slimhinderne langsomt op.


Svamp i mund eller svælg
Svamp i mund og svælg kan behandles med Fluconazol (Diflucan®). Læs mere her:

Fluconazol

Gode råd ved sår, svamp og betændelse i mundslimhinden


Rødme og irritation af huden
Bivirkningerne forsvinder igen – oftest allerede inden for de første uger, efter at strålebehandlingen er slut. Du kan bruge uparfumerede cremer og sæber, undgå klorvand, barbere dig med el-shaver og bære bomuld eller silke mod den bestrålede hud.


Hævelse på halsen 
Det er almindeligt, at der opstår hævelse udvendigt på halsen og under hagen 2-6 måneder efter afslutningen af strålebehandlingen. Hævelsen er harmløs og forsvinder næsten altid igen i løbet af nogle måneder. 


Øget slimproduktion og hoste
Bivirkningen mindskes som regel gradvist, efter behandlingen er afsluttet. 

Man bør opretholde en god mundhygiejne

Anvend en blød tandbørste og skyl munden 2-3 gange dagligt med danskvand, kamillete eller desinficerende mundskyllevæske. Man kan eventuelt anvende en særlig blød tandbørste uden børster.

Smerter og spisebesvær
Hvis man får stråler på større dele af mundhulen og halsen, kan den bestrålede slimhinde blive beskadiget og give bivirkninger som smerter og spisebesvær. Ofte er det nødvendigt med stærk smertestillende medicin i den periode, hvor man får strålebehandling.

Slimhindeproblemer opstår som regel to til tre uger efter behandlingens start og varer to til fire uger efter afslutningen af strålebehandlingen. Herefter heler slimhinderne langsomt op. Ofte vil man dog kunne mærke, at slimhinderne i det bestrålede område er mere sarte end tidligere.

Det kan give stort ubehag, når man spiser og drikker. Generne kan lindres ved at spise kold mad med en blød og saftig konsistens. 


Sondemad kan være nødvendigt i en periode
Mange må leve af blød eller flydende kost, men det er desværre ofte ikke tilstrækkeligt. Hvis man ikke kan holde vægten, mens man er i strålebehandling, kan man i en periode få mad igennem en tynd plastiksonde, hvor maden kan komme igennem.

Man kan få lagt sonden enten gennem næsen, ned gennem spiserøret og ned i mavesækken (en naso-gastrisk sonde). I nogle tilfælde er det nødvendigt at have fødesonden i mere end en uge. I så fald kan man få en sonde ført direkte til maven gennem maveskindet (en PEG sonde). De fleste vænner sig langsomt til at spise fast føde. I meget få tilfælde beholder man fødesonden.


Vigtigt at få tilstrækkeligt at spise og drikke under og efter strålebehandlingen
Nogle afdelinger giver kostundervisning til både patient og eventuel ægtefælle med råd og vejledning om god ernæring. Spørg personalet til råds. 

Rygning nedsætter effekten og øger bivirkningerne til strålebehandling

Strålebehandling virker dårligere på rygere og både de akutte, og de sene bivirkninger kan forværres, hvis man ryger.

Alle patienter opfordres derfor kraftigt til at ophøre med rygning, før strålebehandlingen starter. Personalet kan hjælpe med gode råd og vejledning om f.eks. nikotinerstatning m.m.

Tænder
Før strålebehandling af munden bør man få efterset sine tænder hos tandlægen. Efter strålebehandlingen bør man fortsætte med hyppige eftersyn hos sin tandlæge. Hvis spytmængden er nedsat, vil der være større risiko for huller i tænderne. Det er derfor vigtigt at holde en god mundhygiejne.

Se, hvordan du passer på tænderne, hvis du skal have strålebehandling i hoved-hals området. 9:17 min.

   
Behandling kan give tandskader - få en tandstatus før behandling
Kræftbehandling kan give alvorlige problemer med tænderne, især strålebehandling af hoved og hals. Ved kemoterapi kan man også få gener i mundhulen, men bivirkningerne er som regel mindre og er som oftest forbigående.

I nogle tilfælde kan man få tilskud til behandling af tandskader som følge af behandling. Man skal selv kunne dokumentere, at strålebehandling eller kemoterapi har givet tandskader, så derfor er det en god idé at få foretaget en tandstatus, inden behandlingen starter. Spørg din tandlæge om, hvordan du søger tilskud. 

Tilskud til tandskader der skyldes behandlingen


Til top
Tilbage 



Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems

Sidst ændret: 16-12-2011


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen