Akut leukæmi (også kaldet akut blodkræft) opstår i knoglemarvens forstadier til blodets celler. Der findes to former for akut leukæmi: Akut myeloid leukæmi (AML) og akut lymfatisk leukæmi (ALL).
Forekomst:
Akut myeloid leukæmi (AML) rammer 200 personer om året i Danmark.
Akut lymfatisk leukæmi (ALL) rammer under 50 personer om året i Danmark.
Akut leukæmi kan forekomme i alle aldersgrupper – også hos børn – men hyppigheden stiger med alderen. ALL er den typiske børneleukæmi, men den findes også hos voksne.
Her kan du læse et resumé af teksterne om akut leukæmi.
Årsagen er oftest ukendt
Udsættelse for stråling fra stråleulykker, strålebehandling, visse kemiske forbindelser, pesticider samt visse typer af kemoterapi øger risikoen for akut leukæmi. Kun hos cirka 5 procent af patienter med akut leukæmi kan der påvises en udløsende faktor.
Årsager
Symptomer
Symptomerne på akut leukæmi udvikler sig som regel hurtigt i form af træthed og vejrtrækningsbesvær pga. blodmangel. Infektioner og blødning i f.eks. hud- og slimhinder ses ofte.
I cirka 20 procent af tilfældene udvikler akut leukæmi sig fra andre mere kroniske blodsygdomme som f.eks. ’myelodysplastisk syndrom’.
Symptomer
Undersøgelse og diagnose
En foreløbig diagnose kan stilles på baggrund af en almindelig blodprøve, hvis prøven viser, at der er umodne blodlegemer i blodet.
Den endelige diagnose stilles ved hjælp af en knoglemarvsundersøgelse.
Lægen foretager desuden en række specialundersøgelser af blod og knoglemarv. Undersøgelserne er nødvendige for at kunne skelne mellem AML og ALL. Desuden bruges de til at klassificere sygdommen yderligere, da der findes mange undertyper af akut leukæmi.
Klassificering af undertyper er nødvendigt for, at man kan få tilbudt den rigtige behandling.
Undersøgelse
Diagnose
Behandling
Behandlingen for AML og ALL er forskellig, og kan variere alt efter, hvilken undertype af de to sygdomme, det drejer sig om.
Behandlingen består af intensiv kemoterapi, der kan strække sig over et halvt år.
I nogle tilfælde får man foretaget en stamcelletransplantation (knoglemarvstransplantation).
Behandling
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge dr.med. ph.d. Jan Maxwell Nørgaard. Akut leukæmi gruppe. Danske Multidiciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Sidst ændret: 06-02-2012