Blærekræft opstår i urinblærens slimhinde. Omkring 75 pct. af alle patienter med blærekræft er mænd.
Her kan du læse et kort resumé af teksterne om blærekræft.
Forekomst
Blærekræft opstår hos cirka 1.800 personer pr. år i Danmark.
Blærekræft ses især hos ældre og er stigende fra 45-50-års alderen. Der er cirka tre gange så mange mænd som kvinder, der får kræft i blæren.
Årsager
Tobaksrygning er årsag til cirka 1/3 af alle tilfælde af kræft i blæren. Visse kemikalier i arbejdsmiljøet kan desuden medføre blærekræft.
Årsager
Symptomer
De hyppigste symptomer på kræft i blæren er blod i urinen, hyppig vandladning, fornemmelse som ved blærebetændelse og trykkende smerter bag skambenet.
Symptomer
Undersøgelser og diagnose
Ved mistanke om blærekræft får man blandt andet foretaget en kikkertundersøgelse (cystoskopi) af blæren. Lægen kan via kikkerten tage vævsprøver fra blæren, der bruges til at stille den endelige diagnose.
Undersøgelser
Behandling
Har man kun overfladisk kræft i blæren, kan man få fjernet kræftcellerne ved en kikkertundersøgelse (cystoskopi). I nogle tilfælde får man skyllet blæren med kemoterapi eller calmettevaccine.
Ved mere udbredt kræft i blæren kan det være nødvendigt at få fjernet blæren. I stedet kan man få lavet en ny blære af et stykke af tarmen, eller man kan få en urostomi, hvor urinen opsamles i en pose uden på kroppen.
Behandling
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, dr.med. Gregers G. Hermann, Dansk Urologisk Cancer Gruppe, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper
Sidst ændret: 01-11-2012