Sitemap
Del med andre Print

Symptomer på bløddelssarkomer

Det mest almindelige symptom på et bløddelssarkom er en nyopstået knude. Ofte giver bløddelssarkomer ingen symptomer, førend de er blevet forholdsvis store og trykker på et organ, en nerve eller en muskel.

  

Godartede knuder i kroppens bløde væv (muskler, bindevæv, fedtvæv, blodkar m.m.) er meget almindelige og kan være vanskelige at skelne fra bløddelssarkomer. 

Der er tre symptomer, der kan give mistanke om et bløddelssarkom:

  • en overfladisk bløddelsknude på over fem cm i diameter

  • en bløddelsknude, der vokser hurtigt

  • alle dybtliggende bløddelsknuder

Billede: Godartet fedtknude
Billedet viser en stor godartet fedtknude (lipom) under skulderbladet.

Billede: Bløddelssarkom

Billedet viser et bløddelssarkom ved skulderrundingen.

 

Hvor opstår bløddelssarkomer oftest?
Næsten halvdelen af alle bløddelssarkomer opstår i arme eller ben – især låret.
 
Andre almindelige placeringer er brystkassen, bughulen og bækkenet. Sjældnere ses bløddelssarkomer i hoved-hals området.

 
Symptomerne afhænger af, hvor sarkomet sidder  
Hvis sarkomet sidder i et ben eller en arm, er det mest almindelige symptom en generende hævelse. Hævelsen gør ikke nødvendigvis ondt.
 
Hvis sarkomet sidder inde i et organ, vil symptomerne afhænge af, hvilket organ der er ramt: 

  • i lungen: hoste og åndenød 

  • i bughulen: smerter, opkastning og forstoppelse 

  • i livmoderen: blødning fra underlivet og smerter nedadtil i maven

Enhver knude bør undersøges

!

Gå til lægen, hvis du opdager en knude eller en kendt knude ændrer størrelse og konsistens.

 

Vær særlig opmærksom, hvis knuden:

  • vokser hurtigt 

  • er større end fem cm i diameter 

  • sidder dybt (i muskulaturen eller dybere) 

  • kommer igen efter at være fjernet

I nogle tilfælde kan der opstå akut blødning i et bløddelssarkom, således at en mindre knude pludselig mangedobler sin størrelse i løbet af et døgn.

Hvis den praktiserende læge har mistanke om et bløddelssarkom, bliver man henvist til nærmere undersøgelse på ortopædkirurgisk afdeling eller børneafdeling.

 
Det behøver ikke at være kræft
Næsten alt, der kan være symptomer på kræft, kan også være symptomer på noget andet. Men det er vigtigt at søge læge og blive undersøgt, så man kan slippe mistanken eller blive behandlet hurtigst muligt, hvis der er tale om kræft. 

 
Læs mere om symptomer på kræft generelt: 

Symptomer på kræft


Til top
Tilbage



Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, dr.med. Johnny Keller og overlæge Akmal Safwat. Dansk Sarkom Gruppe, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper
Fotos udlånt af Johnny Keller

Sidst ændret: 22-10-2012


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Webshop: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30

Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17

Onlinerådgivning
Brevkassen