Triple-negativ brystkræft |
|
Triple-negativ brystkræft er en undertype af brystkræft, hvor cellerne hverken er følsomme for antihormon eller anti-HER-2-behandling. Det vil sige, at den medicinske behandling ikke kan målrettes mod de særlige kønshormoner eller HER-2-receptorer.
Lægen kan ved en vævsprøve for brystkræft undersøge cellerne for, om de har østrogen- eller progesteron-receptorer eller har et meget stort antal HER-2-receptorer, altså er HER-2-positive. Brystkræftceller kan have en eller flere af disse receptorer, og resultatet fra vævsprøven hjælper lægen til at vælge den bedste behandling.
Når de kvindelige kønshormoner østrogen og progesteron samt antigenet HER-2 i blodet binder sig til receptorerne, stimulerer de brystkræftcellerne til at dele sig. Der er udviklet medicin til patienter med brystkræft, der hæmmer østrogen eller HER-2-receptorer. Der er endnu ikke udviklet medicin, der hæmmer progesteron-receptorer.
Ved triple-negativ brystkræft har kræftcellerne ingen af disse tre receptorer. Hvis man har triple-negativ brystkræft og ikke har receptorerne, vil disse behandlinger derfor ikke virke.
Triple-negativ brystkræft tilhører højrisikogruppen
Cirka 15 procent af alle brystkræftpatienter har triple-negativ brystkræft.
Ordet ’triple’ henleder til, at denne type brystkræft hverken har receptorer for østrogen, progesteron eller HER2. Undersøgelser har dog vist, at progesteron-receptoren er uden betydning, og i Danmark undersøges der heller ikke rutinemæssigt for den. Derfor er ordet ’triple’ uden betydning.
Triple-negativ brystkræft kendetegnes ved:
- At bærere af BRCA1 oftere får tumorer, der er østrogen-receptor og HER-2-receptor negative
- Ikke at reagere på antihormonbehandling med Tamoxifen og aromatasehæmmere (hæmmer virkningen eller produktionen af østrogen i kroppen)
- Ikke at reagere på behandling med Herceptin
- Ofte at have et mere aggressivt forløb sammenlignet med ikke triple-negativ brystkræft
Triple-negativ brystkræft behandles med kemoterapi forud for operation (kaldes neoadjuverende behandling)
Behandlingen består som regel af en kombination af forskellige typer kemoterapi, hvor stofferne doxorubicin eller epirubicin indgår. Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Doxorubicin
Epirubicin
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og overlæge Niels Ebbe Hansen
Kilde: Overlæge Bent Ejlersen, Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG), Danske Multidisciplinære Cancergrupper (DMCG)
Sidst ændret: 14-05-2012