Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Behandling af tilbagefald ved brystkræft |
|
Brystkræft kan som andre kræftsygdomme komme tilbage. Her kan du læse en kort version af teksterne om symptomer på tilbagefald og mulighederne for behandling.
Tilbagefald
Risikoen for tilbagefald er størst i løbet af de første år efter endt behandling.
Det vil sige, at jo flere år der går uden tegn på tilbagefald, jo mindre er risikoen for, at sygdommen kommer igen.
Kræft kan sprede sig til andre dele af kroppen via lymfebanerne eller blodbanen.
Spredning af brystkræft kan i princippet opstå alle steder i kroppen, men et tilbagefald viser sig oftest i lymfeknuder, knogler, lever, lunge og hjerne.
Spredning af brystkræft via lymfebanerne sker som regel til lymfeknuderne i armhulen på samme side, til lymfeknuderne på halsen eller til lymfeknuderne i brysthulen.
Lokalt tilbagefald
Lokalt tilbagefald vil sige, at brystkræften kommer igen enten på brystvæggen, i det tilbageværende bryst eller i armhulen på samme side.
Symptomer og behandling af lokalt tilbagefald ved brystkræft
Fjernmetastaser
Det kaldes fjernmetastaser, hvis kræften via blodet eller lymfebanerne har spredt sig til andre steder i kroppen.
En fjernmetastase består af den samme slags kræftceller, som den oprindelige knude i brystet. F.eks. vil lungemetastaser, der stammer fra brystkræft, bestå af brystkræftceller.
Symptomer og behandling af fjernmetastaser ved brystkræft
Symptomer på spredning af brystkræft
Symptomerne afhænger af, hvor i kroppen tilbagefaldet er sket. Nogle kvinder har kun få symptomer, og af og til opdages tilbagefaldet ved en kontrolundersøgelse.
Undersøgelser for spredning af brystkræft afhænger af, hvilke symptomer man har, og dermed hvor lægen mistænker, at tilbagefaldet sidder.
Vær opmærksom på kroppens signaler
Symptomer som kan give mistanke om kræft, kan ligeså godt være symptomer på noget andet. Men det er vigtigt at søge læge og blive undersøgt, især hvis symptomerne er vedvarende, så man kan slippe mistanken eller blive behandlet, hvis der er tale om kræft.
Gå til læge, hvis du oplever en nyopstået gene, som står på i mere end tre uger, eller nyopståede smerter, som kræver smertestillende medicin.
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Professor, dr.med. Henning Mouridsen og overlæge Anders Bonde Jensen, begge fra Danish Breast Cancer Cooperative Group (DBCG), Danske Multidisciplinære Cancergrupper (DMCG)
Sidst ændret: 29-11-2011