Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Mest anvendte lapper ved brystrekonstruktion

Her kan du læse om nogle af de mest anvendte lapper i forbindelse med brystrekonstruktioner.

Nogle af de mest anvendte lapper i forbindelse med brystrekonstruktioner bliver af danske plastikkirurger kaldt:

LD-lappen
Latissimus Dorsi - rygmusklens navn på latin, ofte anvendt.

Göteborg-lappen
Først beskrevet af Plastikkirurgiska Kliniken, Sahlgrenska Sjukhuset i Göteborg – deraf navnet, ofte anvendt.

TRAM- lappen 
Transverse Rectus Abdominis Musculocutaneous - mavemusklens navn på latin, anvendes ofte, men er efterhånden erstattet af:

DIEP-lappen
Deep Inferior Epigastric Perforator, lappens engelske betegnelse.

SIEA-lappen 
Superficial Inferior Epigastric Artery, lappens engelske betegnelse, sjældent anvendt i Danmark.

Gluteal-lappen 
Indeholder hud, fedt og muskulatur fra endebalden (glutealregionen), sjældent anvendt i Danmark.

SGAP-lappen
Superior Gluteal Artery Perforator - indeholder hud og fedt fra glutealregionen, men ingen muskulatur, sjældent anvendt i Danmark.

Der kan under særlige omstændigheder anvendes andre vævslapper end de nævnte, men disse er de hyppigst anvendte også i Danmark.

LD-lappen (latissimus dorsi)
LD-lappen tages fra ryggen i området mellem skulderblad og hoftekam. Lappen får sin blodforsyning fra armhulen og kan derfor uhindret opereres frem på brystets plads. Lappen er velegnet til rekonstruktion suppleret med proteseimplantation, men kan også i sig selv være fyldig nok, til at rekonstruktionen kan gennemføres uden proteseimplantation. Det afhænger af den enkeltes kropsbygning.
 
Operationen er ”mellemstor” og kan give en god efterligning af et middelstort bryst. Det er sjældent, at der optræder komplikationer med sårhelingen ved denne operation. Følesansen i det nye bryst – specielt i selve LD-lappen – forsvinder og kommer kun i beskeden grad tilbage i løbet af det første år.

Foto: Sekundær brystrekonstruktion med LD-lap. Venligst udlånt af overlæge, dr.med. Christen Krag 
Resultatet af en sekundær rekonstruktion
af højre bryst alene med væv fra ryggen
(latissimus dorsi lap). Kvinden her havde
tidligere fået en brystformindskende
operation. Ved en senere operation er 
området omkring brystvorten blevet
rekonstrueret. 
 Foto: Efter brystbevarende rekonstruktion og strålebehandling. Venligst udlånt af overlæge, dr.med. Christen Krag Foto: Skrumpning efter brystbevarende operation og strålebehandling. Venligst udlånt af overlæge, dr.med. Christen Krag 
   Herover ses resultatet efter en brystbevarende operation og
   strålebehandling for kræft i venstre bryst. Der er med tiden
   sket en uhensigtsmæssig skrumpning.

 Foto: Brystrekonstruktion med væv fra ryggen (forfra). Venligst udlånt af overlæge, dr.med. Christen Krag  Foto: Brystrekonstruktion med væv fra ryggen (bagfra). Venligst udlånt af overlæge, dr.med. Christen Krag
   Herover ses resultatet (forfra og bagfra) efter en sekundær
   rekonstruktion af det venstre bryst. Rekonstruktionen er fore-
   taget alene med væv fra ryggen (latissimus dorsi lap).

 
Indlæggelsesvarighed ved LD-lap: fem til ti dage.
Sygemeldingsperiode: fire til seks uger.
 

Til top

Göteborg-lappen
Hudlap taget fra siden af kroppen et stykke under armhulen.

 Foto: Rekonstruktion med silikoneprotese og Göteborglap 1. Venligst udlånt af overlæge, dr.med. Christen Krag  Foto: Rekonstruktion med silikoneprotese og Göteborglap 2. Venligst udlånt af overlæge, dr.med. Christen Krag
   Resultatet efter en sekundær rekonstruktion af det venstre
   bryst ved hjælp af silikoneprotese og Göteborglap. Kvinden har
   ved en senere operation fået genopbygget området omkring
   brystvorten. Ved samme lejlighed blev det højre bryst løftet
   for at skabe symmetri.
  

Indlæggelsesvarighed: fem til ti dage.
Sygemeldingsperiode: fire til seks uger.
 

Til top

TRAM-lappen (Transversel Rectus Abdominis Musculocutan)
TRAM-lappen tages fra mavenregionen i området mellem navle og skamben. De fleste kvinder kan få taget en lap her, idet der ofte er et vævsoverskud i området. Lægen bruger ofte TRAM-lappen, når brystrekonstruktionen skal ske udelukkende ved hjælp af ens eget væv.
 
Der, hvor lappen skal tages, bliver der et langt tværgående ar under navlen fra hoftekam til hoftekam. Da lappen indeholder rigeligt væv, er det ofte muligt at tilpasse den, således at en naturlig brystform efterlignes. Derfor er korrektion af det modsidige, raske bryst sjældnere, når denne metode anvendes.

TRAM-lap operationen er imidlertid en stor og langvarig operation i forhold til en proteseimplantation. Metoden indebærer en lille risiko for svære komplikationer, hvis der kommer sårinfektion, der påvirker kredsløbet i lappen, men dette sker ekstremt sjældent. Derfor kan metoden anbefales som den bedst egnede til brystrekonstruktion med eget væv.
 
Følesansen i det nye bryst – specielt i selve TRAM-lappen – forsvinder og kommer kun i beskeden grad tilbage i løbet af et til to år. 
 
Indlæggelsesvarighed: fem-ti dage.
Sygemeldingsperiode: seks til otte uger.

Til top

DIEP-lappen (Deep Inferior Epigastric Perforator)
DIEP-lappen tages fra maveregionen og er også en variation af TRAM-lappen, hvor de vigtigste forsyningskar er frilagt i deres forløb gennem bugmuskulaturen. Lappen indeholder derfor ikke bugmuskulatur, og derved bliver generne fra maven mindre fremtrædende end efter en TRAM-lap.
 
Imidlertid er der med DIEP-lappen lidt hyppigere problemer med heling end med TRAM-lappen. Derfor beror valget af metode indtil videre på kirurgens erfaring, og på forholdene hos den enkelte patient som de viser sig under operationen.
 
Indlæggelsesvarighed: fem-ti dage.
Sygemeldingsperiode: seks til otte uger.

Til top

SIEA-lappen (Superficial Inferior Epigastric Artery)
SIEA-lappen tages fra maveregionen og er en anden variation af TRAM-lappen. Man bruger det samme hudparti fra maven, men blodforsyningen sker fra overfladiske kar i underhuden. Disse kar er dog af varierende størrelse, og derfor afgør kirurgen under operationen, om karene kan anvendes som forsyningskar. Hvis det er muligt, er fordelen ved at anvende lappen, at bugvæggens muskulatur ikke røres, og at der derfor er færre gener i bugvæggen end med TRAM-lappen og DIEP-lappen.
 
Indlæggelsesvarighed: fem-ti dage.
Sygemeldingsperiode: seks til otte uger.

Til top

Gluteal-lappen
Gluteal-lappen indeholder hud, fedt og muskelvæv fra endebalden (glutealregionen). Kun i sjældne tilfælde bruges gluteal-lappen som første valg. Den kan nemlig rent teknisk være vanskelig at transplantere, og man kan ikke undgå at få en vis deformering af endeballen samt svækkelse af muskulaturen.
 
Indlæggelsesvarighed:
fem til ti dage.
Sygemeldingsperiode: fire til seks uger.

Til top

SGAP-lappen (Superior Gluteal Artery Perforator)
SGAP-lappen er en variant af gluteal-lappen og indeholder hud og fedt fra endebalden (glutealregionen), men ingen muskulatur. Forsyningskarrene frilægges fra under muskulaturen ud igennem denne, således at muskulaturen skånes. Af denne grund anvender man SGAP-lappen i et vist omfang som første valg – særligt hvis man ikke har tilstrækkeligt væv andre steder på kroppen. Også ved brug af denne lap sker der en beskeden deformering af endeballen.
 
Indlæggelsesvarighed: fem til ti dage.
Sygemeldingsperiode: fire til seks uger.

Til top

Tilbage 



Tekst: Mette Tandrup Hansen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, dr.med. Christen Krag

Sidst ændret: 23-03-2010


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen