Operationen foregår i fuld bedøvelse, som oftest suppleres med rygmarvsbedøvelse (epiduralbedøvelse).
Hvis kræften sidder i den øverste eller midterste del af endetarmen, kan kirurgen som regel sy de to tarmender sammen igen, efter at kræftknuden er fjernet. Men for at nedsætte risikoen for utæthed af sammensyningen anlægges en midlertidig stomi, som nogle måneder senere fjernes ved en lille ny operation. Det betyder, at du slipper for en blivende stomi.
Men især ved kræft i den nederste del af endetarmen vil det ofte være nødvendigt med en permanent stomi. Det er fordi, fjernelse af kræftvævet betyder, at kirurgen er nødt til at fjerne dele af endetarmslukkemusklen som forsøg på at fjerne alt kræftvævet (radikal operation), så risikoen for tilbagefald bliver mindst mulig. Læs mere om stomi:
Stomi
Informeret samtykke
Inden du skal behandles, vil lægen forklare dig om behandlingen, om andre behandlingsmuligheder og om risikoen ved behandlingen. Det er påbudt ved lov, at du får denne information og accepterer betingelserne før behandling. Det kaldes 'informeret samtykke', og du kan eventuelt tage dine nærmeste med på råd.
Informeret samtykke
Godt at vide før operation
De fleste kræftpatienter bliver opereret en eller flere gange undervejs i deres behandling. Her kan du læse om, hvordan man kan forberede sig på operation, og hvad man bør huske at fortælle lægen, inden man bliver opereret.
Operation
TME-teknik ved operation
Ved operation for kræft i endetarmen bruger lægerne en operationsteknik, der hedder TME (total mesorektal excision). Kirurgen fjerner endetarmen og den fedtpude, der ligger rundt om, ved at frigøre dem forsigtigt fra omgivelserne.
Når fedtpuden ikke bliver beskadiget, er der mindre risiko for, at sygdommen kommer tilbage. Der er også færre bivirkninger på grund af ødelagte nerver. Det betyder også, at der er færre seksuelle problemer og problemer med vandladning og afføring.
To former for operation
Der findes to former for operation af endetarmskræft. Åben operation og kikkertoperation.
Åben operation
Åben operation vil sige, at kirurgen opererer gennem et aflangt snit i bugvæggen.
Kikkertoperation
Kikkertoperation vil sige, at kirurgen opererer gennem flere små snit i bugvæggen. Bortset fra adgangen via kikkert er operationen helt den samme som ved åben operation.
Kikkertoperation giver mindre ar, mindre risiko for bugvægsbrok og færre komplikationer. Du kommer hurtigere på benene igen og bliver udskrevet hurtigere.
Kikkertoperationsmetoden er lige så effektiv som åben operation, men ofte mere tidskrævende. Det er endnu ikke alle afdelinger, der kan tilbyde kikkertoperation.
Komplikationer efter operationen
De hyppigste komplikationer efter en større tarmoperation er:
- lungebetændelse
- blærebetændelse
- betændelse i såret
Efter en operation for endetarmskræft kan man i nogle måneder have ændret og vekslende afføring. Nogle oplever også forbigående problemer med at holde på afføringen. I langt de fleste tilfælde vil disse bivirkninger dog forsvinde efterhånden.
Bækkenbundstræning er for både mænd og kvinder
Ved at træne bækkenbunden op, kan man mindske problemer med at holde på vandet eller på afføring.
Øvelser for bækkenbund og underliv
Efter operation oplever nogle mænd impotens og problemer med vandladningen. Men med TME-operationsteknikken ses disse bivirkninger heldigvis sjældnere end før.
Ældre mænd, der i forvejen lider af prostata-gener, kan få problemer med vandladningen efter operationen. Det kan derfor blive nødvendigt med et kateter i urinblæren.
Hvornår får du svar?
Cirka en uge efter operationen kan du få endeligt svar på, om al kræften er fjernet. Tarmstykket og lymfeknuderne skal undersøges i mikroskop – og herefter er det muligt at sige, om alt kræftvævet er fjernet.
Efter operation
I nogle tilfælde bliver du efter operationen tilbudt behandling i form af kemoterapi eller strålebehandling for at mindske risikoen for tilbagefald.
TEM-operation bruges ved små kræftknuder
Hvis du kun har en lille knude tæt ved endetarmsåbningen, er det ikke altid nødvendigt at blive opereret gennem bugvæggen.
I nogle tilfælde kan knuden fjernes med nogle specielle instrumenter, der føres ind gennem endetarmsåbningen. Metoden kaldes TEM-operation (Transanal Endoskopisk Mikrokirurgi, forkortet TEM).
Metoden kan kun bruges til at fjerne små knuder i tidligt stadium (T1 i TNM-systemet) og bruges især, hvis man ikke tåler større operation på grund af dårligt helbred.
En TEM-operation kan i nogle tilfælde også bruges som lindrende behandling af fremskreden kræft i endetarmen.
 |
| En stent er et lille rør, der kan indsættes i endetarmen. Ved kræft kan en stent skabe passage, hvis kræften blokerer. |
Stent ved akut tarmstop
Hvis du får akut tarmstop på grund af en knude i endetarmen, vil det i de fleste tilfælde kunne behandles, ved via en kikkert (koloskop) at lægge et plastikrør (en stent) op gennem knuden.
På den måde skabes der passage for afføringen, og man kan ofte undgå en stomi. Dette gælder dog kun, hvis der ikke er tegn på bughindebetændelse.
Et par uger senere, kan man blive opereret og få fjernet knuden. Er man for svækket til at kunne blive opereret, kan man nøjes med at få lagt stenten.
Når du udskrives
Inden du bliver udskrevet, kan afdelingen hjælpe dig med aftaler om forskellige former for hjælp.
Ved behov kan du få:
- hjemmehjælp, hjemmepleje eller genoptræning
- psykologbistand via Kræftens Bekæmpelse
- hjælp til økonomiske spørgsmål eller indstilling til rekreationsophold
Ved udskrivelsen får du tid til ambulant kontrol på hospitalet. Hvis du har fået en aflastende stomi, planlægges operation med lukning af stomien, oftest efter to-tre måneder.
Til top
Tilbage