Sitemap
Del med andre Print

Ny hverdag efter endetarmskræft

Hverdagen efter behandling af endetarmskræft vil forme sig forskelligt afhængig af, hvor udbredt sygdommen er, og hvilken behandling man har fået. Her kan du læse om at finde sig til rette i en ny hverdag, og du kan få gode råd om at leve med en stomi.

Træthed

En del kræftpatienter oplever i perioder at være meget trætte. Det kan skyldes selve sygdommen eller være en bivirkning til behandlingen. Få forslag til, hvordan du tackler hverdagen med træthed bedst muligt:

Træthed

 

At gennemgå en behandling for kræft er en voldsom oplevelse, og de fleste må erkende, at fremtiden måske ser anderledes ud, end man havde forestillet sig.

Det kan være en udfordring at få en almindelig hverdag til at fungere igen og fortsætte med familie- og arbejdsliv efter alt det, man har været igennem.

Mange ser frem til, at livet igen bliver, som før kræftsygdommen ramte. Men mange oplever, at tiden ikke kan spoles tilbage, og at hverdagen ikke ligner sig selv. Det tager tid at acceptere, at det er en ny situation, og at man ikke nødvendigvis kommer tilbage til sit 'gamle jeg'.

Men selvom livet ikke bliver som før, kan det sagtens blive et godt liv fyldt med glæde og gode oplevelser. 

Anni Nielsen lever et aktivt liv, selvom hun har fået stomi. Filmen viser, hvordan hun tackler hverdagen. 7:33 min.

 
Om at leve med en stomi
Hvis du har fået stomi, skal du vænne dig til den – uanset om den er midlertidig eller permanent, og uanset om det er en ileostomi eller en kolostomi. Det tager tid at lære at passe stomien og finde de rigtige hjælpemidler. 
 
Det er ikke ualmindeligt, at du i den første tid måske føler ubehag ved stomien og helst vil afholde dig fra at være sammen med andre mennesker. Nogle synes, at det er svært at klæde sig ordentligt, fordi stomien er i vejen, eller er nervøse for, om stomien nu holder tæt, eller om den kan ses eller lugtes af andre.

Nogle har også brug for at få ændret deres kostvaner. 

 
Ernæring ved kolostomi
Hvis du har fået kolostomi har du stadig størstedelen af din tyktarm, som fungerer, når maden skal fordøjes. Derfor kan du derfor som udgangspunkt spise normalt, dvs. fedtfattigt og fiberholdigt med groft brød, frugt og grønt fordelt over 5-6 regelmæssige måltider om dagen. Det er vigtigt, du tygger maden grundigt og drikker rigeligt – cirka to liter i døgnet.

 
Ernæring ved ileostomi
Hvis du har fået anlagt en midlertidig ileostomi kan du som hovedregel spise normalt, men da du ikke har en fungerende tyktarm til at absorbere væske, kan du opleve væsketab.

Hvis du har en permanent ileostomi efter fjernelse af hele tyktarmen er madens vej gennem kroppen meget kortere. Det har betydning både for, hvor meget næring kroppen du når at optage, og også for afføringens konsistens i stomiposen.

Ved en ileostomi har man ikke tyktarmen til at absorbere væske fra det, man spiser og drikker, hvilket kan give væsketab. Derfor er det ekstra vigtigt at drikke rigeligt, særligt hvis man har mange og tynde afføringer, efter sport og under en hedebølge. Man må desuden gerne salte maden ekstra, fordi tyktarmen ikke er der til at absorbere salte, som kroppen har brug for.

Ved væsketab anbefales tilskud af bouillon eller pulveret Revolyt til opløsning i vand (fås på apoteket). I nogle tilfælde anbefales salttabletter. 


Sådan bør du spise, hvis du har en ileostomi

  • Spis langsomt og tyg maden ekstra godt
  • Indtag rigelig væske – mindst 2-3 liter dagligt
  • Spis flere små regelmæssige måltider i løbet af dagen
  • Undgå løg, asparges, melon, hvidkål, rødkål, blomkål, broccoli samt især tørrede ærter og bønner
  • Undgå store mængder øl og sodavand med kulsyre
  • Forsøg evt. et tilskud af HUSK Psyllium-frøskaller, som fås på apoteket, hos Matas og i en del supermarkeder

Gode råd ved nedsat appetit og vægttab
Det kan for nogle være nødvendigt at berige maden med ekstra kalorier. Det afhænger af, om du har tabt dig og svært ved at tage på efter at have fået en stomi.

 
Få hjælp hos stomi-sygeplejersken eller Stomiforeningen
Har du spørgsmål til eller problemer med din stomi, kan du kontakte en stomisygeplejerske på sygehuset. Mange forhandlere af stomiposer har også sygeplejersker ansat til at rådgive stomi-opererede. 

Stomiforeningen COPA
På stomiforeningen COPA's hjemmeside kan du bl.a. møde andre med stomi i deres online forum. 

  
Her kan du få gode generelle råd om at vende tilbage til hverdagen efter kræft:

En ændret krop

Efter du har været syg og er blevet behandlet,skal du måske til at lære at leve med en ændret krop, f.eks. hvis du har været igennem en større operation. Det kan også være, at kroppen tilsyneladende er uændret, men at din opfattelse af kroppen er blevet anderledes. Mange oplever desuden en ekstra motivation for at begynde at dyrke motion og spise sundt efter at have været gennem et kræftforløb.

Kroppen efter kræft
Få gode råd om genoptræning og senfølger og find ud af, hvad du selv kan gøre i forhold til kost, motion og seksualitet efter kræft. 

Seksualitet – i tiden efter kræft
En stomi kan også påvirke din lyst til seksuelt samvær. Tal med din partner om din eventuelle manglende lyst til sex. Måske har du mere brug for nærhed, ømhed og kropskontakt.

 
Psykiske reaktioner
Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig, og du egentlig forventede, at det hele skulle være overstået. Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet.

Psyken efter kræft
Læs om naturlige reaktioner, angst, depression og få inspiration til, hvordan du og dine pårørende kan fortsætte jeres liv sammen.

 
Tilbage til arbejdet?
Nogle kræftpatienter kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden – og måske også et godt stykke tid efter, at behandlingerne er afsluttet. Men hvornår er du klar til at begynde igen? Hvor meget skal du fortælle dine kolleger om sygdommen? Der er flere muligheder for at vende tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Det er også en god idé at få lavet særlige aftaler med arbejdsgiveren om arbejdsopgaver og arbejdstid i opstartsperioden. 

Arbejdslivet efter kræft
Læs mere om at vende tilbage til arbejdet og få konkrete råd til, hvordan du kan hjælpe dig selv til at få en god start.

Arbejde og pension
Ikke alle kan vende tilbage til arbejdsmarkedet efter en kræftsygdom og må gå på pension. Læs her om forskellige muligheder for pension. 

 
Rehabiliteringscenter Dallund 
Har du brug for inspiration og ny energi til at komme videre efter behandlingen eller lever du med mange senfølger, kan et ophold på Rehabiliteringscenter Dallund være en god idé.

Hver uge tilbyder Dallund 20 kræftpatienter et kursus, hvor forløbet tilpasses den enkelte og de problemer, der måtte være efter kræftsygdommen og behandlingen. 

Rehabiliteringscenter Dallund
Se kursusplan og læs om, hvordan du kan komme på Dallund.

Få hjælp og vejledning til at komme videre

Kræftlinjen
Kræftens Bekæmpelses gratis telefonrådgivning. Ring på tlf. 80 30 10 30. Åbent hverdage fra 9.00-21.00, weekender 12.00-17.00. Helligdage lukket.

Rådgivning
Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud. 

Kalender
Se, hvad der sker i din lokale kræftrådgivning.

Sundhedstilbud
På sundhed.dk kan du finde en oversigt over rehabiliteringstilbud for kræftpatienter i din kommune eller region.

Mød andre i samme situation: 
 

Stomiforeningen COPA
Patientforening

Cancerforum.dk
Online mødested for patienter, pårørende og efterladte.

Til top
Tilbage



Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, dr.med. Steffen Bülow og professor, dr.med. Anders Jakobsen, Dansk Colorectal Cancer Gruppe, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)

Sidst ændret: 07-06-2012


 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk: Overlæge Jens Oluf Bruun Pedersen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen