Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Årsager til kræft i galdeblære og galdegange |
|
Man kender ikke den præcise årsag til kræft i galdegangene og galdeblæren, men en række sygdomme kan øge risikoen. Det drejer sig om tilstande, der forhindrer, at galden løber, som den skal, eller der medfører betændelse i galdeblæren og galdegangene.
Nyere forskning konkluderer, at overvægt sandsynligvis øger risikoen for udviklingen af kræft i galdeblæren. En del af denne sammenhæng skyldes formentlig, at overvægt øger risikoen for galdesten, som er en kendt risikofaktor for udviklingen af kræft i galdeblæren og galdegangene.
Disponerende sygdomme i galdeblæren
Risikoen for kræft i galdeblæren er let øget, hvis man har galdesten i galdeblæren, og hvis man har forkalkning af galdeblærevæggen (kaldet porcelænsgaldeblære).
Disponerende sygdomme i galdegangene
Man har også øget risiko, hvis man har cyster i galdegangene eller medfødte misdannelser af galdevejene.
Visse sygdomme kan medføre blokering af galdegangene og er derfor også forbundet med en øget risikoen for kræft i galdevejene. Det gælder autoimmune sygdomme, hvor immunforsvaret reagerer mod kroppens egne celler, som f.eks. colitis ulcerosa (tarmbetændelse) og scleroserende cholangitis (kronisk lidelse i galdegangene).
I Afrika og Asien kan parasit-infektion med leverikter medføre øget risiko for kræft i galdegangene.
Disponerende sygdomme i leveren
Skrumpelever og leverbetændelse (type B og C) øger risikoen for at udvikle galdevejskræft i leveren.
Risikoen for galdevejskræft inde i leveren stiger desuden, hvis man har type II sukkersyge, er ryger eller har et alkoholoverforbrug.
Mistænkte kemikalier og radioaktivitet
Triklorethylen, der er et ret udbredt organisk opløsningsmiddel, som især bruges til affedtning inden for jern- og metalindustri, mistænkes for at øge risikoen for kræft i galdegangene.
Dioxin og visse radioaktive stoffer, som udskilles via galden, er også under mistanke.
Det gælder også stoffet thorotrast, som tidligere blev brugt som røntgenkontrast.
Årsager til kræft generelt
Der er i øvrigt mange årsager til at kræft opstår. Vores livsstil og det miljø, vi lever i, spiller ind. Biologiske faktorer – som f.eks. visse hormoner – kan også have en betydning, ligesom at nogle kræftsygdomme kan være arvelige. Oftest er der tale om et samspil mellem flere faktorer.
Årsager til kræft
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Professor, overlæge, ph.d. Michael Bau Mortensen. Dansk Pancreas Cancer Gruppe (DPCG), Dansk Gruppe for Øvre Gastrointestinale Tumorer og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG).
Sidst ændret: 19-04-2012
Nøgleord på siden: