Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
I Danmark er cirka 2000 mennesker organtransplanterede, og antallet øges med ca. 250 patienter om året. Udenlandske undersøgelser tyder på, at op til 40 procent af alle organtransplanterede over en 20 års periode får hudkræft.
Øget risiko for hudkræft hos organtransplanterede
Hudkræft er hos organtransplanterede typisk mere aggressiv og med en større tendens til spredning og tilbagefald sammenlignet med resten af befolkningen.
Hudkræft ses ofte 20-30 år tidligere hos organtransplanterede patienter end i befolkningen som helhed. Jo ældre man er på transplantationstidspunktet, jo tidligere efter transplantationen har man øget risiko for at få hudkræft.
Basalcellekræft er den type hudkræft, der mest udbredt i befolkningen som helhed. Hos organtransplanterede, er det hudkræft af typen pladecellekræft, der forekommer hyppigst.
- Pladecellekræft forekommer mellem 65-250 gange hyppigere hos organtransplanterede i forhold til befolkningen som helhed.
- Basalcellekræft forekommer 10 gange hyppigere hos organtransplanterede sammenlignet med normalbefolkningen.
Immunhæmmende medicin øger risiko for hudkræft
Den øgede risiko skyldes den immunhæmmende behandling, man får efter en organtransplantation, for at forhindre, at det nye organ afstødes.
På grund af den immunhæmmende medicin er immunsystemet ikke i stand til at udbedre skader i huden fremkaldt af sollys og visse virusinfektioner – og dette medfører en øget risiko for hudkræft.
Risikoen for hudkræft er større, jo længere tid man er i behandling med immunhæmmende medicin.
Sådan kan du forebygge hudkræft, hvis du er organtransplanteret
Du kan forebygge hudkræft ved at undgå solens stråler og i øvrigt gå til kontrol hos en hudlæge.
UV-stråling fra sol og solarier er den vigtigste årsag til hudkræft – uanset om man er organtransplanteret eller ej. Forebyggelse af hudkræft går derfor ud på at undgå sollys.
Det er aldrig for sent at beskytte sig mod solskader.
Beskyt dig mod solen
- Undgå solen midt på dagen mellem kl. 12 og 15.
- Skygge, tøj og hat giver den bedste beskyttelse mod solen.
- Brug solcreme, hvor anden beskyttelse mod solen ikke er mulig.
- Solcremen skal have både UVA- og UVB-blokker og helst mindst 15. Man skal bruge solcreme, fordi det er sandsynligt, at den beskytter mod basalcellekræft og pladecellekræft.
- Beskyt børn mod solens stråler: Halvdelen af den sol man får livet igennem, får man i barndommen.
- Undgå solarier og højfjeldssol.
Mere om sol og solbeskyttelse:
www.skrunedforsolen.dk
Se huden efter
Desuden er det en god idé jævnligt at se din hud efter. Er der nye knuder eller små sår, som ikke vil hele, bør du ses af en læge.
Hvis du er organtransplanteret, bør du desuden gå til kontrol hos en hudlæge en gang årligt, så forstadier til hudkræft og tidlige tilfælde af hudkræft kan opdages og behandles.
Dansk Dermatologisk Selskab anbefaler kontrol
Dansk Dermatologisk Selskab anbefaler, at organtransplanterede personer går til kontrol. Kontrolbesøgene hos hudlægen aftales individuelt efter disse retningslinjer:
-
Kontrol mindst en gang om året
Også selvom man ikke tidligere har haft hudkræft eller forstadier til hudkræft.
-
Kontrol mindst hver 3. til hver 6. måned
Hvis man tidligere har haft hudkræft eller forstadier til hudkræft.
-
Kontrol af forandringer i og omkring kønsorganerne mindst en gang om året
Dette er nødvendigt på grund af en øget kræftrisiko som følge af visse kroniske virusinfektioner. Kvinder bør desuden få foretaget celleskrab fra livmoderhalsen mindst en gang om året.
Til top
Symptomer, undersøgelser og diagnose på hudkræft
Hudkræft vokser ofte hurtigere hos organtransplanterede, men ellers er symptomer, undersøgelser og diagnose på hudkræft og forstadier til hudkræft de samme som hos personer, der ikke er organtransplanterede.
Behandling af hudkræft hos organtransplanterede patienter
Er man organtransplanteret og har fået hudkræft, er der en større risiko for, at hudkræften kan komme igen efter fjernelse. Der er også en øget risiko for, at hudkræften spreder sig til lymfeknuder.
Alle tilfælde af hudkræft hos organtransplanterede opfattes derfor som høj-risiko hudkræft.
Ved basalcellekræft er behandlingen hyppigst operation, strålebehandling eller afskrabning (curettage).
Ved pladecellekræft behandles hyppigst med operation, men hvis man ikke tåler operation, eller knuden hvis sidder, hvor det er vanskeligt at operere, bliver man tilbudt strålebehandling.
Hvis man har haft flere tilfælde af pladecellekræft eller spredning til lymfeknuder, vil lægerne ofte overveje, om det er muligt at nedsætte dosis af den immunhæmmende behandling.
Det kan også være en mulighed at ændre den immunhæmmende behandling til andre typer medicin med mindre risiko for udvikling af hudkræft.
Læs mere om de enkelte behandlingsformer:
Behandling af hudkræft
Behandling af forstadier til hudkræft hos organtransplanterede
Forstadier til hudkræft hos organtransplanterede behandles på samme måde som hos ikke-transplanterede patienter. Men lægerne vil ofte være mere opmærksomme på at få alle forandringer behandlet tidligt for at undgå eventuel videre udvikling af hudkræft.
Behandling af forstadier til hudkræft
Kontrol efter behandling hudkræft
Når man har afsluttet behandlingen af hudkræften, vil man blive tilbudt at møde til kontrol hos speciallæge eller på hospital hver 3. til hver 6. måned.
Til top
Tilbage