I dagene efter operation for knoglesarkom skal du have en stram bandage på det opererede arm eller ben.
Du skal ofte holde dig i ro for at modvirke blødning i operationssåret, og for at det indsatte materiale kan vokse fast til resten af knoglen.
Risiko for komplikationer
Risikoen for komplikationer afhænger i høj grad af operationens omfang og varighed. Efter en fjernelse af et knoglesarkom, er der risiko for følgende komplikationer:
- Infektion. Risikoen for infektion er øget, hvis man er alment svækket f.eks. på grund af kemoterapi.
- Blodansamling. Risikoen for blodansamling kan mindskes ved, at man i nogle dage har et lille dræn siddende i operationssåret.
Smerter efter operationen
De fleste har ondt i såret i et par uger efter operationen, men den smertestillende behandling tager som regel smerten.
Man starter ofte med at få morfin, enten som indsprøjtninger eller via en lille medicinpumpe, som man selv administrerer på armen. Det er vigtigt at fortælle det til personalet, hvis man har ondt, så de kan lindre smerten.
Senere kan man gå over på smertestillende tabletter.
Hvis man er blevet opereret i benet, kan man også få smertestillende medicin gennem et epiduralkateter. Det er et tyndt plastikrør, der bedøver nerverne til benene omkring rygmarven.
Epiduralbedøvelsen gør det muligt at holde operationssåret konstant bedøvet i nogle dage.
Bedøvelse
Læs mere om bedøvelse, bl.a. epiduralbedøvelse.
Træthed
Det er normalt, at man efter en stor operation er meget træt i en periode. Ved større operationer kan trætheden måske vare i op til flere måneder.
Gode råd ved træthed
Træning med fysioterapeut
Kort efter operationen kommer en fysioterapeut og instruerer i korrekt vejrtrækning og genoptræning for at modvirke lungebetændelse og blodpropper i benene.
Det tilstræbes, at man er sengeliggende så kort tid som muligt efter operationen. Større operationer kan medføre nedsat bevægelighed pga. arvæv og ændring af musklerne. Derfor er det vigtigt, at man kommer hurtigt i gang med genoptræningen.
Selvom det er vigtigt at komme op og i gang igen så hurtigt som muligt, kan man efter en stor operation være nødt til at blive i sengen i op til en uge.
Vævet har også behov for ro til at hele, og derfor styres træningen i begyndelsen under vejledning af en fysioterapeut.
Udskrivelse fra hospitalet
De fleste kan blive udskrevet, når såret er helet omkring 7-10 dage efter operationen.
Hvis du har fået foretaget hudtransplantation, vil det dog ofte være nødvendigt at være indlagt i op mod et par uger. Det transplanterede område skal nemlig holdes i ro det første stykke tid, så det ikke falder af.
Hospitalet formidler kontakt til hjemmepleje og hjemmesygepleje i det omfang, man har behov.
Man får også en genoptræningsplan og oplysninger om, hvor i lokalområdet man kan få hjælp til genoptræningen.
Genoptræning og fysioterapi
Genoptræning hjemme
I nogle tilfælde kan man selv stå for genoptræningen efter instruktion fra lægen. I mange tilfælde foregår genoptræningen dog med hjælp fra en fysioterapeut. Genoptræning med fysioterapeut fortsætter i nogle tilfælde flere måneder med træning nogle gange om ugen.
Tilpasning af protese ved amputation
I de første seks uger efter en evt. amputation skal stumpen hele, og den skal formes, så den kan komme til at passe til en protese senere.
Fysioterapeuten vil gennemgå en række øvelser. Hvis det er benet, som man har fået opereret, er det vigtigt, at man træner med balanceøvelser og gangtræning med ét ben.
Man er nødt til at bruge krykker i en periode, mens man bliver genoptrænet, så det opererede ben kan holdes helt i ro, mens det heler.
Herefter følger en periode, hvor man selv intensivt skal lære at bruge sin protese, indtil man kan gå igen.
Der vil være et livslangt behov for at få justeret både protese og gangfunktionen.
Livet med protese
Læs mere om ny hverdag med protese og behandling af fantomsmerter.
Sårpleje fremover, hvis man har fået hudtransplantation
Både transplantatet og donorstedet er følsomme for sollys og udtørring i flere år efter operationen.
Derfor bør man beskytte det mod solen og pleje det med creme, så snart sårene er helt.
Hvis der kommer rødme eller blærer i huden skal man straks kontakte hospitalet, da der ved forkert behandling er risiko for at transplantatet falder af.
Til top
Tilbage