Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Behandling ved spredning

Hos nogle patienter har kræften allerede spredt sig på diagnosetidspunktet. Her kan du læse om mulighederne for behandling af kræft i svælget, der har spredt sig.

  

Der er forskellige muligheder for behandling:

  • Operation
  • Strålebehandling (fornyet ekstern behandling, stereotaksi)
  • Fotodynamisk terapi

Operation ved tilbagefald af kræft i svælget
Om det er muligt at operere ved tilbagefald af kræft i svælget er meget afhængig af kræftens lokalisation og udbredning. Den primære behandling i Danmark er strålebehandling.

Ved tilbagefald i nasopharynx/rhinopharynx er operation meget sjældent en mulighed.

Ved tilbagefald i oropharynx er operation en mulighed, hvis al kræften kan fjernes. Selv store områder kan fjernes og rekonstrueres med væv fra brystet eller med et transplantat. Fotodynamisk terapi er en mulighed, hvis operation ikke kan lade sig gøre.

Ved tilbagefald i hypopharynx/laryngopharynx er det kun sjældent muligt at operere. I så fald får man oftest foretaget en fjernelse af dele af svælgvæggen samtidig med fjernelse af struben. I nogle situationer får man foretaget en rekonstruktion af svælget med et stykke af tyndtarmen eller ved at få flyttet noget væv fra et andet sted i kroppen (en lap-rekonstruktion).

Ved spredning til halsens lymfeknuder får man også fjernet lymfeknuder på halsen. I nogle tilfælde kan plastikkirurgisk rekonstruktion af det opererede område komme på tale.

Læs mere om opdelingen af svælget (nasopharynx, oropharynx, hypopharynx):

Om svælget 


Kinesisk operationsteknik ved tilbagefald af kræft i næsesvælget
Øre-næse-halslæger fra Rigshospitalet og Hong Kong er gået sammen om at tilbyde danske patienter med tilbagefald af kræft i næsesvælget en særlig operationsteknik.

Mens kræft i næsesvælget er en relativ sjælden kræftsygdom i Danmark, så er det den hyppigste cancersygdom i det sydlige Kina. I de få tilfælde, hvor Rigshospitalet ikke selv behersker den nødvendige kirurgiske kunnen, sender de om muligt patienterne til Hong Kong for at blive opereret. Via samarbejdet vil danske kirurger lære at tilbyde den samme behandling i Danmark.
(Kilde: Dagens Medicin 18-08-2011)


Strålebehandling kan bremse kræften
Strålebehandling kan mindske størrelsen af kræftknuden og hjælpe med at kontrollere symptomerne, men kan ikke altid fjerne kræften. Strålerne virker ved at påvirke kræftcellernes arvemateriale, så de enten dør eller holder op med at dele sig.

Undtagelsesvist kan man ved tilbagefald få strålebehandling med det mål at fjerne kræften, hvis der er gået adskillige måneder/år fra første gang, man fik stråleterapi, og hvis senkomplikationer har været begrænsede.

Ved tilbagefald i nasopharynx/rhinopharynx kan stereotaktisk strålebehandling være en mulighed, eller strålebehandling med den teknik, der kaldes IntensitetsModuleret RadioTerapi (IMRT). Det er også muligt at få kemoterapi med cisplatin ugentlig samtidigt med strålebehandling

I Danmark tilbydes der ikke brachyterapi til patienter med kræft i hoved-halsområdet. Enkelte patienter har været henvist til behandling i udlandet, f.eks. Sverige. Læs mere om strålebehandling:

Strålebehandling

 
Fotodynamisk terapi (lysterapi) ved tilbagefald af kræft i svælget

På Rigshospitalet tilbyder lægerne fotodynamisk terapi til patienter med tilbagefald af hoved-halskræft, som har fået strålebehandling, og hvor operation ikke er mulig.

Metoden er bedst egnet til behandling af kræftknuder, som er få centimeter tykke og sidder overfladisk på hud eller slimhinder.

Hvis man har en kræftknude, der er mere end få centimeter tyk, kan man i visse tilfælde alligevel godt få fotodynamisk terapi. I så fald er det nødvendigt at få belyst knuden ved hjælp af tynde rør, der er ført ind i huden eller kræftknuden.

Fotodynamisk lysterapi kan ikke erstatte kemo- eller stråleterapi som primærbehandling, da der endnu ikke er udført større undersøgelser, som sammenligner effekten af fotodynamisk terapi med standardbehandlingen.


Sådan foregår fotodynamisk terapi ved kræft i svælget
Man bliver indlagt på hospitalet i en uges tid for at blive behandlet med fotodynamisk terapi. Den første del af behandlingen gør kroppen følsom over for lys, så man kun må opholde sig indendørs i rum, hvor vinduerne er dækket af lystætte gardiner. Man må dog gerne se fjernsyn.


Behandlingen falder i to trin:

1. En læge sprøjter et stof, som er følsomt over for lys (f.eks. mTHPC Foscan®), direkte ind i en blodåre. Stoffet binder sig primært til kræftceller. Herefter må man ikke blive udsat for lys.

2. Efter fire dage giver lægen kræftknuden lys af en bestemt bølgelængde. Lyset aktiverer den kemiske forbindelse i det indsprøjtede stof, som nu sidder i kræftcellerne. Denne proces forårsager skader i kræftcellerne, så de dør. 


Fordele og ulemper ved fotodynamisk terapi
Fotodynamisk terapi har den fordel, at den kan benyttes både før og efter operation, stråle- og kemoterapi. Desuden kan fotodynamisk terapi gentages flere gange.

På grund af kroppens øgede følsomhed over for lys er det nødvendigt, at man opholder sig inden døre i op til tre uger i træk. Det kan føles som lang tid – især om sommeren.

Desuden er det normalt, at man får smerter i ugerne efter, at kræftknuden er blevet belyst. Det er meget individuelt, hvor stærke smerterne bliver. Man bliver fulgt tæt i hele behandlingsperioden og får tilbudt smertebehandling i det omfang, man har brug for det.

Antistoffet cetuximab og kemoterapi ved spredning af hoved-halskræft

Antistoffet cetuximab (Erbitux®) kan sammen med kemoterapi anvendes til visse hoved-halskræftpatienter med spredning. Kombinationen af cetuximab og kemoterapi kan gennemsnitlig øge overlevelsen med 2,7 måneder sammenlignet med patienter, der kun får kemoterapi alene.

Artikel om at cetuximab er godkendt i USA til behandling af hoved-halskræft med spredning (på engelsk)

Du kan læse mere om forsøget og finde andre forsøgsbehandlinger ved kræft i svælget her:

Forsøgsbehandling
(Vælg hoved-halskræft, når du søger)

Lindrende behandling
Lindrende behandling af symptomer kan i nogle tilfælde være den eneste behandlingsmulighed ved kræft i svælget. Læs mere:

Lindrende behandling

Til top
Tilbage



Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge Elo Andersen, Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA) og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)

Sidst ændret: 16-12-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen