Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Diagnose og stadieinddeling ved kræft i svælget |
|
Diagnosen kræft i svælget kan først stilles, hvis en vævsprøve har vist, at der er kræftceller til stede. Kræft i svælget er som regel af den type, der kaldes planocellulært karcinom. Kræft i svælget inddeles i stadier alt efter, hvor udbredt sygdommen er.
Det er vigtigt at få stillet den præcise diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Sygdommens stadium
Sygdommens stadium beskriver, hvor udbredt kræften er ved en række undersøgelser. Det kaldes at stadieinddele kræftsygdommen.
Lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere, hvilken behandling der vil have den bedste effekt.
Stadieinddelingen siger også noget om mulighederne for at blive helbredt. Mulighederne for at blive helbredt er størst, når sygdommen konstateres tidligt og ikke har spredt sig.
System til stadieinddeling: TNM
Med TNM-systemet kan lægen klassificere knudens størrelse og eventuel spredning til væv, lymfeknuder eller andre dele af kroppen.
- T beskriver, hvor dybt knuden (tumor) er vokset
- N beskriver graden af spredning til lymfeknuder (nodes)
- M beskriver, om der er spredning til andre dele af kroppen (metastaser)
Læs mere om stadieinddeling af kræftsygdomme:
Stadieinddeling
Forsikring ved kritisk sygdom
Har du fået kræft, skal du være opmærksom på, at du måske kan få et engangsbeløb via din forsikring:
Forsikring ved kritisk sygdom
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer kræftdiagnosen som et chok – også selvom man måske inderst inde har haft en mistanke om det.
Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom, både for en selv og for de nærmeste. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk. Det og meget andet kan du læse om her på hjemmesiden.
Få hjælp og mød andre
Du kan tale med en rådgiver og få hjælp til at tackle livet med kræft eller få svar på nogle konkrete spørgsmål. Du kan eventuelt kontakte den nærmeste kræftrådgivning, eller du kan ringe til Kræftlinjen.
Mange har også gavn af at tale med andre, der selv kender til livet med kræft som patient eller som pårørende. Hvis det er noget for dig, kan du møde andre online på Cancerforum, eller du kan eventuelt deltage i en gruppe på den nærmeste kræftrådgivning.
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge Elo Andersen, Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA) og Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Sidst ændret: 16-12-2011
Nøgleord på siden: