Formål med undersøgelser
Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej.
Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.
Mistanke om kræft i svælget opstår oftest hos egen læge eller måske hos tandlægen. Derfra bliver man hurtigt henvist til en praktiserende speciallæge i øre-næse-halssygdomme. Hvis speciallægen mener, at det drejer sig om kræft i svælget, bliver man straks henvist til den lokale øre-næse-halskirurgiske afdeling.
På øre-næse-halskirurgiske afdeling får man fortaget forskellige undersøgelser. Man får først foretaget en grundig øre-næse-halsundersøgelse med fiberskopi. Hvis lægen finder et sår eller en knude, får man taget en vævsprøve. Derefter bliver man scannet og får eventuelt foretaget yderligere kikkertundersøgelse, hvis der er behov for det.
Hvis det drejer sig om kræft i svælget, bliver man henvist til et af landets fem hoved-halsonkologiske centre til behandling.
Undersøgelse af almen tilstand
For at lægen kan vurdere ens almentilstand, får man taget blodprøver og får foretaget en almindelig lægeundersøgelse og en vurdering af tænderne. Lægen føler også efter eventuelle knuder og hævede lymfeknuder i området omkring halsen.
Øre-næse-halsundersøgelse med kikkert (fiberskopi)
Alle patienter med mistanke om hoved-halskræft gennemgår en grundig øre-næse-halsundersøgelse med fiberskopi. Fiberskopi er en kikkertundersøgelse af svælget og struben med et fiberskop.
Ved kikkertundersøgelsen fører lægen en tynd bøjelig slange med lys og en lille kikkert i spidsen gennem det ene næsebor og ned i svælget.
 |
Ved en kikkertundersøgelse af struben (fiberskopi) vil lægen med en tynd kikkertslange se ned i svælget og struben. |
Undersøgelse i fuld bedøvelse Da det er vanskeligt for lægen at komme til at undersøge svælget, får man som regel også foretaget en forundersøgelse under fuld bedøvelse. Under bedøvelsen vil lægen:
- Føle hals, tunge og mundbund efter
- Undersøge med kikkert
- Opmåle knuden
- Tage en vævsprøve af knuden
Hvis lægen er meget sikker på, at det drejer sig om kræft i svælget, der vil medføre strålebehandling, som involverer kæberne, kan man eventuelt få foretaget nødvendig tandbehandling under den generelle anæstesi. Man skal forinden være fuldt informeret om fremgangsmåden og acceptere dette.
Tandundersøgelse og røntgen af kæberne
Alle patienter bliver henvist til en tandlægeundersøgelse. Hvis man skal have strålebehandling, er det vigtigt, at man får foretaget en tandlægeundersøgelse og en special røntgenundersøgelse af begge kæber (ortopantomografi).
Undersøgelser for spredning
Hvis man har fået konstateret kræft i svælget, foretager lægen flere undersøgelser, der kan afgøre, om kræften eventuelt har spredt sig til andre områder i kroppen. Kræft i svælget, der spreder sig, spreder sig oftest til lymfeknuderne på halsen og – mere sjældent – til lungerne.
Ultralydsundersøgelse for spredning til lymfebanerne
Kræft i svælget kan sprede sig via lymfebanerne til lymfeknuderne på halsen.
Derfor får man nogle gange undersøgt knuden i svælget og de lokale lymfeknuder med ultralyd. Man får eventuelt taget vævsprøver af lymfeknuderne.
Ultralydsscanning
MR-scanning af hovedet og halsen for spredning
MR-scanning af knuden i svælget og halsens lymfeknuder bruges til at vurdere, om sygdommen har spredt sig. I nogle tilfælde anvender lægen både MR- og CT-scanning.
En MR-scanning er en billeddiagnostisk undersøgelse, som en CT-scanning. Men i modsætning til en CT-scanning anvendes ikke røntgenstråler, men elektromagnetiske stråler. Læs mere om MR-scanning:
MR-scanning
PET/CT-scanning af hovedet og halsen for spredning
PET/CT-scanning er en kombination af en CT-scanning (røntgen) og en PET-scanning, hvor man ved hjælp af et radioaktivt sporstof kan se kræftcellers aktivitet i kroppen.
 |
| Se film om, hvordan en PET/CT-scanning foregår. 7:19 min. |
Metoden supplerer de øvrige undersøgelser, men er i mange tilfælde ikke nødvendig. En PET/CT-scanning kan bidrage med yderligere information ved både diagnostik og planlægning af strålebehandling. Læs mere om PET/CT-scanning:
PET/CT-scanning
Røntgenundersøgelse for spredning til lungerne
Hvis kræft i svælget spreder sig til andre organer, sker det oftest til lungerne. Derfor får man som regel foretaget en røntgenundersøgelse af lungerne, eventuelt suppleret med en CT-scanning. Læs mere om røntgen og om CT-scanning:
CT-scanning
Røntgenundersøgelse
Vævsprøve
Det kan kun afgøres, om en knude er godartet eller ondartet, hvis celler fra knuden bliver undersøgt i et mikroskop. Derfor skal der udtages en prøve fra knuden. Det kaldes en celleprøve, vævsprøve eller en biopsi.
Det er vigtigt at få taget en vævsprøve af enhver knude i svælget, for at få be- eller afkræftet, om der er tale om kræft, da godartede lidelser til forveksling kan ligne kræft. Når man skal have taget en vævsprøve i svælget, foregår det som regel under fuld bedøvelse. Vævsprøven tages eventuelt ultralydsvejledt, og man får samtidigt set spiserør og luftrør efter.
Når lægen har udtaget vævsprøven fra knuden, bliver den undersøgt i mikroskop for at se, om der er kræftceller tilstede, og i så fald hvilken type kræft det drejer sig om. Det tager som regel en uge, før der er endeligt svar.
Man kan først få stillet diagnosen kræft, når en vævsprøve af knuden (patologisvaret) viser, at der er kræftceller til stede. Kræft i svælget er som regel af den type, der kaldes planocellulært karcinom. Læs mere om vævsprøve:
Vævsprøve (biopsi)
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Til top
Tilbage