Kronisk myeloid leukæmi er en kræftsygdom, der opstår i knoglemarvens bloddannende stamceller. Kronisk myeloid leukæmi kaldes også CML.
Forekomst
CML opstår hos cirka 75 personer om året i Danmark. Sygdommen findes i alle aldre, men forekommer hyppigere hos mænd end hos kvinder.
CML er en af de bedst udforskede kræftsygdomme. Dermed er mulighederne for at behandle sygdommen forbedret dramatisk inden for de sidste ti år.
Dette skyldes, at man har udviklet en ’intelligent’ medicin, der specifikt angriber de molekylærbiologiske forandringer, som ligger til grund for sygdommen.
Her kan du læse et kort resumé af teksterne om kronisk myeloid leukæmi.
Årsager
Man kender ikke årsagen til kronisk myeloid leukæmi.
Årsager
Symptomer
Symptomerne på CML udvikler sig langsomt med træthed, nattesved, vægttab og eventuelt trykken i maven (pga. forstørret milt). Da CML sjældent har særligt karakteristiske symptomer, opdages sygdommen hos cirka halvdelen i forbindelse med en blodprøve taget i en anden anledning.
Symptomer
Undersøgelse
Ved hjælp af blodprøver kan man undersøge, om antallet af en bestemt type hvide blodlegemer er forhøjet. Dette er en af de karakteristiske forandringer ved CML. Desuden får man foretaget en knoglemarvsundersøgelse. En ultralydsscanning kan påvise. om milten er forstørret, hvilket ofte er tilfældet ved CML.
Undersøgelse
Behandling
Behandlingen af kronisk myeloid leukæmi består af tabletter med stoffet imatinib (Glivec®). Behandlingen bevirker en hurtig normalisering af sygdommens symptomer. De fleste personer med CML kan dermed føre et normalt liv. Der er udviklet andre lignende lægemidler, som kan anvendes, hvis imatinib ikke længere er virksomt.
CML kan ikke kureres, men man kan undgå, at symptomerne vender tilbage ved at modtage behandling resten af livet.
Behandling
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og professor, dr.med. Hans Hasselbalch
Kilde: Professor, dr.med. Hans Hasselbalch, Dansk Studiegruppe for kroniske myeloide sygdomme (DSKMS), Dansk Multidisciplinære Cancergrupper (DMCG)
Sidst ændret: 10-05-2012