Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Operation af kræft i livmoderen |
|
Under operationen vil lægen i nogle tilfælde samtidig fjerne lymfeknuder i det lille bækken. Lymfeknuderne bliver sendt til nærmere undersøgelse for, om kræften har spredt sig.
Operationen tager ca. en time, og indgrebet foretages enten via et såkaldt 'bikinisnit' – dvs. et snit nederst på maven under bikinikanten – eller via et midtlinjesnit fra kønsbenet og op til navlen.
Operationen kan også udføres som en kikkertoperation, hvor man får fjernet livmoderen via skeden.
Indlæggelsestiden er ved bikinisnittet to-fire dage og lidt kortere ved kikkertoperationen.
Informeret samtykke før du skal opereres
Inden du skal opereres, vil kirurgen forklare om operationen, andre behandlingsmuligheder og risikoen ved operationen. Det er påbudt ved lov, at du får denne information og accepterer betingelserne før operationen. Det kaldes, at man afgiver informeret samtykke. Det er en god idé at have sine nærmeste med til samtalen med lægen.
Operation og informeret samtykke
|

|
|
Illustration af livmoder, æggeledere og æggestokke. |
Ved en operation for kræft i livmoderen får man fjernet livmoderen samt begge æggeledere og æggestokke.
Efter operationen bliver det fjernede væv undersøgt i mikroskop for at se, hvor dybt kræftsvulsten er vokset ned i livmoderens væg. Desuden vurderer lægen, hvor ondartede cellerne ser ud.
Hvis kræftcellerne har spredt sig til lymfeknuderne, kan kræften også have spredt sig til andre dele af kroppen. Ud fra undersøgelserne vurderer lægen, om der er behov for supplerende behandling.
Efter operationen behøver de fleste dog ikke yderligere behandling.
Fire til otte uger efter operationen kan man som regel vende tilbage til sine sædvanlige gøremål.
Til top
Bivirkninger ved operation for kræft i livmoderen
Der kan opstå komplikationer og bivirkninger ved operationen. Der er altid en ganske lille risiko i forbindelse med bedøvelse.
Derudover er der risiko for blødning under og efter operationen samt en risiko for, at der går betændelse (infektion) i operationssåret. Meget sjældent kan man få skader på blære, urinleder eller tarm.
Hvis man får fjernet lymfeknuderne under operationen, kan man udvikle små, ofte betydningsløse cyster der, hvor lymfeknuderne har siddet. Man kan også få hævede ben (lymfødem) i større eller mindre udstrækning. Både cystedannelse og lymfødem er dog sjældne komplikationer.
Lymfødem
Læs mere om lymfødem
Efter en operation for livmoderkræft kan man ikke blive gravid
Når livmoderen er fjernet, får man ikke længere menstruation, og man kan ikke længere blive gravid.
Når æggestokkene er fjernet, går man i overgangsalder (menopause). De fleste, som bliver opererede for livmoderkræft, vil dog være gået i overgangsalderen inden operationen.
Kunstig overgangsalder
Overgangsalder fremkaldt ved fjernelse af æggestokkene under operationen for kræft i livmoderen giver de samme gener som ved normal aldersbetinget overgangsalder.
Læger er ofte tilbageholdende med hormonbehandling med østrogen mod denne type problemer, fordi østrogen ud fra teoretiske overvejelser antages at kunne øge risikoen for tilbagefald af kræft i livmoderen.
Der er imidlertid ingen gode undersøgelser, som viser, at behandling med østrogen forringer overlevelsen. Hvis man er radikalt opereret for kræft i livmoderen i stadium I, og hvis generne i forbindelse med overgangsalderen forringer ens livskvalitet betydeligt, kan man derfor godt få østrogenbehandling.
Supplerende behandling efter operation
Hvis kræften har spredt sig til livmoderhalsen, lymfeknuderne eller andre steder i kroppen bliver man tilbudt supplerende behandling efter operationen.
Tidligere var strålebehandling standard, hvis der var behov for behandling efter operationen. Det er imidlertid aldrig vist, at strålebehandling øger overlevelsen, og derfor giver man i dag oftest kemoterapi i stedet for strålebehandling.
Kemoterapien kan i nogle tilfælde suppleres med stråleterapi.
Har man en fremskreden sygdom, eller hvis man på grund af alder eller anden sygdom ikke kan tåle at blive opereret, kan man få tilbudt kemoterapi og/eller strålebehandling i stedet for operation.
Til top
Tilbage
Nøgleord på siden: