Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kan man ikke tåle at blive opereret, bliver man tilbudt en kombination af kemoterapi og strålebehandling. Læs mere:
Behandling af stadium II, III og IV, eller hvis operation ikke er mulig
Informeret samtykke før operation
Inden du skal opereres, vil kirurgen forklare om operationen, andre behandlingsmuligheder og risikoen ved operationen. Det er påbudt ved lov, at du får denne information og accepterer betingelserne før operationen. Det kaldes, at man afgiver informeret samtykke. Du kan eventuelt tage dine nærmeste med på råd.
Operation og informeret samtykke
Operation: Radikal fjernelse af livmoderen
Behandlingen af de lidt større kræftknuder (stadium IB) består i en radikal fjernelse af livmoderen. Det er en omfattende operation, hvor lægen fjerner livmoderen, bindevævet til siderne for livmoderen, de øverste to cm af skeden samt lymfeknuderne i bækkenet.
 |
| På tegningen kan man se livmoderen, æggelederne og æggestokkene. Selve livmoderen er pæreformet og vender spidsen nedad. Livmoderhalsen er den nederste smalle tredjedel af livmoderen, der vender ned mod skeden. Livmoderhalsen er cirka to cm i diameter og cirka tre cm lang. |
Det er som regel ikke nødvendigt, at man får fjernet æggestokkene. Det betyder, at man ikke kommer i overgangsalder på grund af operationen.
Operationen tager to til tre timer, og man er indlagt på sygehuset i fem til seks dage. På flere hospitaler bliver indgrebet nu foretaget som robotassisteret kikkertoperation. Det betyder, at man har færre smerter efter operationen, er hurtigere frisk og som regel kan udskrives efter 2-3 dage.
Bivirkninger ved radikal fjernelse af livmoderen
Kvinder, der er blevet radikalt opereret, vil opleve en eller flere af de nedenstående bivirkninger.
Seksuallivet påvirkes
Skeden bliver lidt kortere efter radikal fjernelse af livmoderen. Den korte skede kan i begyndelsen give smerter ved samleje. Men da skedens væg er meget elastisk, kan skeden ved aktivt seksualliv med tiden blive næsten normal længde igen.
Kræft og seksualitet
Overgangsalder hvis æggestokkene fjernes ved operation
Det er ikke altid nødvendigt at få fjernet æggestokkene ved operation for livmoderhalskræft, og derfor kan man undgå at komme i overgangsalderen. Kun menstruationerne ophører (fordi livmoderen er fjernet). Tal med kirurgen før operationen om fordele og ulemper ved at få fjernet æggestokkene.
Hvis æggestokkene fjernes, kan man blive behandlet med kvindelige kønshormoner. Kræft i livmoderhalsen påvirkes ikke af hormonbehandling, men det er en god idé at diskutere fordele og ulemper ved hormonbehandlingen med lægen.
Problemer med vandladning
Ved operationen får man også vævet omkring selve livmoderen fjernet. Dette berører nerverne til blæren, og derfor kan nogle efter operationen opleve besvær med at komme af med vandet og besvær med at tømme blæren helt. De fleste kan dog træne blærefunktionen op igen, hvilket er vigtigt for at undgå infektioner i urinvejene.
Det kan være en hjælp at lade vandet i tre omgange med en lille pause imellem, det såkaldte ’triple voide’. Eventuelt kan et let pres over skambenet også hjælpe. Enkelte kvinder må lære at tømme blæren med et kateter.
Ansamlinger af lymfevæske i benene
Ved radikal operation for livmoderhalskræft får man også fjernet lymfeknuderne i bækkenet. Dette kan hos nogle medføre ansamlinger af lymfevæske i lymfekarrene i underlivet (lymfocele). Lymfevæsken kan tømmes ud med en nål og giver sjældent gener på lang sigt.
Nogle får dog kroniske problemer med hævede ben på grund af ophobet lymfevæske (lymfødem), men dette kan afhjælpes med støttestrømper og fysioterapi.
Gode råd ved lymfødem
Efter operationen vurderer lægen om der er behov for yderligere behandling
Efter operationen bliver alt det bortopererede væv undersøgt i mikroskop. I mikroskopet kan lægen se:
-
hvor dybt kræftforandringerne vokser ned i livmoderhalsen
-
om der kræftceller i de små blodkar
-
om der er spredning til lymfeknuderne
Eventuel efterbehandling med stråler og kemoterapi
Ud fra dette vurderer lægen, om man er færdigbehandlet, eller om der er behov for yderligere behandling i form af strålebehandling og samtidig kemoterapi.
Som regel vil efterbehandlingen være 25 udvendige strålebehandlinger og seks serier med kemoterapi (Cisplatin) – en gang om ugen i seks uger.
Bivirkninger til operation med efterbehandling med kemoterapi og strålebehandling.
Kvinder, som får en kombineret behandling, har de samme bivirkninger på langt sigt som efter strålebehandling og kemoterapi.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Cisplatin
Strålebehandling: Hvis operation ikke er mulig
Nogle kvinder med livmoderhalskræft i stadium IB kan ikke tåle operation. Hvis det er tilfældet, bliver man i stedet tilbudt at få strålebehandling og kemoterapi. Denne type behandling giver ligeså gode chancer for at overleve sygdommen som operation.
Når operation i andre tilfælde foretrækkes frem for strålebehandling, skyldes det, at bivirkningerne er mindre ved operation end ved strålebehandling og kemoterapi.
Til top
Tilbage