Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kontrol ved livmoderhalskræft |
|
Efter afsluttet behandling for livmoderhalskræft bliver du tilbudt at gå til kontrol på hospitalet i fem år.
I det første år efter behandlingen går du til kontrol hver tredje måned. I det andet og tredje år efter behandlingen sker kontrollerne hver sjette måde. Derefter går man til kontrol en gang om året indtil fem år efter afsluttet behandling.
Hvad sker der ved kontrolbesøg?
Ved kontrolbesøgene taler du med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Ved kontrol for livmoderhalskræft vil man få foretaget en gynækologisk undersøgelse og få taget en celleprøve fra toppen af skeden. Hvis man har fået strålebehandling, får man dog ikke taget celleprøver, da de ofte er upålidelige på grund af strålepåvirkningen.
Vær opmærksom på kroppens signaler
Opdager du nye symptomer, eller bliver du bekymret mellem kontrolbesøgene, så kontakt lægen.
Symptomer på tilbagefald kan være:
- blødning fra skeden
- smerter i underlivet, der stråler ned i benene
En kvinde fortæller:
Man synes, at når man er i behandling, så sker der noget. Der kæmpes for, at kræften skal forsvinde. Men så er det, den svære tid kommer: Ventetid på kontrol. Jeg tror altid det vil være svært.
Jeg skal selv til kontrol nu – og så kommer perioden for mig, hvor jeg føler, at jeg har alle mulige symptomer.
Spørgsmål til lægen
Kontrolbesøgene er en god anledning til, at man tager sine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive sine spørgsmål ned i forvejen, og man kan også tage en pårørende med til samtalen.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at man gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener. Man kan også få justeret sin medicin, hvis der er behov for det.
Hvis man har problemer efter afsluttet behandling, kan man få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, samt blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Gode råd om at gå til kontrol
-
Inden du afslutter behandlingen, så tal med lægen om, hvor tit du skal komme til kontrol, og hvilke undersøgelser du skal igennem ved kontrolbesøgene.
-
Spørg om der er særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår.
-
Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste kontrol, og giv denne viden videre til lægen.
-
Tag en pårørende eller en ven med til kontrolbesøgene – det er en god støtte for mange.
Læs mere:
At være i kontrolforløb
Læs om at gå til kontrol og få gode råd om genoptræning, motion, kost, seksualitet og senfølger efter kræft
Arbejde og pension
Læs om sygedagpenge og pension samt om mulighederne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet på forskellige vilkår.
Til top
Tilbage
Tekst: Ida Nymand Ammundsen og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge, ph.d. Connie Palle, Dansk Gynækologisk Cancer Gruppe og Database, Danske Multidisciplinære Cancer Grupper
Sidst ændret: 22-03-2012
Nøgleord på siden:
konisering