Træthed
En del kræftpatienter oplever i perioder at være meget trætte. Det kan både skyldes selve sygdommen eller være en bivirkning til behandlingen. Få forslag til, hvordan du tackler hverdagen med træthed bedst muligt:
Træthed
At gennemgå en behandling for kræft er en voldsom oplevelse for de fleste og mange må erkende, at fremtiden måske ser anderledes ud, end man havde forestillet sig.
Mange kræftpatienter ser frem til, at livet igen bliver, som før kræftsygdommen ramte. Men når den nye hverdag melder sig, oplever mange, at tiden ikke kan spoles tilbage, og at hverdagen ikke ligner sig selv. Men selvom livet ikke bliver som før, kan det sagtens blive et godt liv fyldt med glæde og gode oplevelser.
Når behandlingen er afsluttet
Efter behandling for kræft i livmoderhalsen, vil de fleste få større eller mindre problemer med seksuallivet og eventuelle følgevirkninger efter strålebehandling mod bækkenet.
Kunstig overgangsalder
Har man ved operation også fået fjernet æggestokkene, kommer man i overgangsalderen og kan ikke blive gravid. Det medfører, at man også vil opleve nogle af de gener, der normalt følger med overgangsalderen, f.eks. hedeture og tørhed i skeden.
Generne kan mindskes med behandling med kvindelige kønshormoner, som også kan give stærkere slimhinder i blære, urinrør og skede. Kræft i livmoderhalsen påvirkes ikke af hormonbehandling, men tal med lægen om fordele og ulemper ved hormonbehandling.
Manglende sexlyst
Det hyppigste seksuelle problem efter behandling for livmoderhalskræft er manglende lyst til seksuelt samliv. Nogle kvinder oplever også, at deres partner mister lysten.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at kræftknuden er væk efter operationen, og at skeden ikke ’kan gå i stykker’ ved samleje. Det kræver åbenhed, parathed og tålmodighed at gå i gang med samlivet efter operationen, men med tiden lykkes det for de fleste at få et velfungerende seksualliv.
Har man vedvarende problemer, er det vigtigt at erkende det og søge hjælp hos egen læge eller på sygehuset, hvor man går til kontrol. Nogle har også glæde af at søge hjælp på en sexologisk klinik eller hos en psykolog.
Samtale med sexolog – også for din partner
På de fleste afdelinger vil man efter operation for kræft i livmoderhalsen blive tilbudt samtale med en sexolog. Hvis du tager imod tilbuddet, kan det være en god idé, at din partner også deltager i samtale.
Seksualitet efter kræftbehandlingen
Læs om nogle af de problemer, der kan opstå i dit sexliv, når behandlingen er overstået. Få gode råd om sex og kærlighed, hvis du er i parforhold, om seksuelle problemer og gode øvelser for bækkenbund og underliv.
Seksualitet i tiden efter kræft
Sex efter endt behandling kan forhindre slimhinderne i at vokse sammen
Hvis man ikke har seksuelt samliv, kan slimhinderne i skeden vokse sammen på grund af strålebehandlingen. Vokser slimhinderne sammen, bliver skeden kort og snæver, og den kan være svær at få åbnet igen.
Sammenvoksningerne forhindres bedst ved at have samleje en til to gange om ugen. Hvis man ikke har det, kan man på hospitalsafdelingen få udleveret en glasstav, som man fører ind i skeden og ud igen med det samme. Det er helt ufarligt og uden smerter. Bruger man glasstaven jævnligt, kan man nedbryde sammenvoksningerne, inden de bliver for svære.
Problemer med vandladning
Er man blevet radikalt opereret, kan man opleve besvær med at komme af med vandet og besvær med at tømme blæren helt. De fleste kan dog træne blærefunktionen op igen, hvilket er vigtigt for at undgå infektioner i urinvejene.
Ved problemer kan det hjælpe at lade vandet i tre omgange med en lille pause imellem, det såkaldte ’triple voide’. Eventuelt kan et let pres over skambenet også hjælpe. Enkelte kvinder må lære at tømme blæren med et kateter.
Hjælp fra fysioterapeut til at træne blærefunktion
En fysioterapeut kan hjælpe med øvelser til at træne blærefunktionen op også eventuelle smerter ved seksuelt samvær.
Genoptræning
www.fysio.dk
Risiko for hævede ben – lymfødem
Hvis man har fået fjernet lymfeknuder i bækkenet i forbindelse med operationen, kan man opleve generende hævelse i et eller begge ben i månederne efter operationen. Dette kan blive et kronisk problem.
Hævelsen kaldes lymfødem og skyldes, at lymfevæsken fra benet eller benene ikke i tilstrækkelig grad har kunnet finde nye lymfebaner som erstatning for dem, som blev fjernet ved operationen eller skadet af strålebehandlingen.
Hvis man udvikler en tendens til hævede ben, er det vigtigt at sidde med benene oppe, når man læser eller ser TV.
Ved let til moderat lymfødem kan en støttestrømpe være en god idé. Man kan købe støttestrømper f.eks. på apoteket og i andre forretninger. Hvis man udvikler svært lymfødem, kan det være nødvendigt med en støttestrømpe lavet af en bandagist.
Man kan også få brug for speciel lymfødembehandling og massage (lymfedrænage) hos en fysioterapeut. Den praktiserende læge kan henvise til en fysioterapeut med speciale i behandling af lymfødem.
Gode råd ved lymfødem
Diarré og blødning fra tarmen
Strålebehandlingen kan i nogle tilfælde medføre, at man får vedvarende tarmproblemer i form af diarré eller eventuelt blødninger fra tarmen.
Diarré kan lindres med stoppende midler, mens blødning fra tarmen kan behandles med indhældning af steroid (binyrebarkhormon) i tarmen og med blødgørende afføringsmidler.
Her kan du få gode råd om at vende tilbage til hverdagen efter kræft:
En ændret krop
Efter sygdom og behandling skal du måske til at lære at leve med en ændret krop, f.eks. hvis du har været igennem en større operation. Det kan også være, at kroppen tilsyneladende er uændret, men at din opfattelse af kroppen er blevet anderledes. Mange oplever desuden en ekstra motivation for at begynde at dyrke motion og spise sundt efter at have været gennem et kræftforløb.
Kroppen efter kræft
Få gode råd om genoptræning og senfølger og find ud af, hvad du selv kan gøre i forhold til kost, motion og seksualitet efter kræft.
Psykiske reaktioner
Alvorlig sygdom fører mange tanker og følelser med sig. Nogle gange kommer den psykiske reaktion måske først, når behandlingen er færdig, og du egentlig forventede, at det hele skulle være overstået. Det er også krævende at være pårørende til en kræftramt, og de mange følelsesmæssige svingninger kan påvirke parforholdet.
Psyken efter kræft
Læs om naturlige reaktioner, angst, depression og få inspiration til, hvordan du og din partner kan fortsætte jeres liv sammen.
Tilbage til arbejdet?
Nogle kræftpatienter kan fortsætte med deres arbejde, mens behandlingen står på. Andre er sygemeldt i hele perioden - og måske også et godt stykke tid efter, at behandlingerne er afsluttet. Men hvornår er du klar til at begynde igen? Hvor meget skal du fortælle dine kolleger om sygdommen? Der er flere muligheder for at vende tilbage til arbejdet på forskellige vilkår. Det er også en god idé at få lavet særlige aftaler med arbejdsgiveren om arbejdsopgaver og arbejdstid i opstartsperioden.
Arbejdslivet efter kræft
Læs mere om at vende tilbage til arbejdet og få konkrete råd til, hvordan du kan hjælpe dig selv til at få en god start.
Rehabiliteringscenter Dallund
Har du brug for inspiration og ny energi til at komme videre efter behandlingen, eller lever du med mange senfølger, kan et ophold på Rehabiliteringscenter Dallund være en god idé.
Hver uge tilbyder Dallund 20 kræftpatienter et kursus, hvor forløbet tilpasses den enkelte og de problemer, der måtte være efter kræftsygdommen og behandlingen.
Rehabiliteringscenter Dallund
Se kursusplan og læs om, hvordan du kan komme på Dallund.
Få hjælp og vejledning til at komme videre:
Du kan få hjælp til at komme videre efter sygdommen ved f.eks. at ringe til Kræftlinjen på 80 30 10 30 eller kontakte den nærmeste kræftrådgivning. Mange har også glæde af at tale med andre i samme situation.
Rådgivning
Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud
Kalender
Se, hvad der sker i dit lokale rådgivningscenter
Mød andre i samme situation:
KIU – Patientforeningen for kvinder der har eller har haft kræft i underlivet
Her kan du komme i kontakt med kvinder, der har eller har haft kræft i underlivet
Cancerforum.dk
Online mødested for patienter, pårørende og efterladte
Til top Tilbage