Kontrol efter operation
Patienter, som er opereret, går kortvarigt til kontrol på den afdeling, hvor operationen foregik.
Efterkontrol af patienter, som har fået forebyggende kemoterapi efter operation, er ikke standardiseret i Danmark.
Nogle steder afsluttes kontrollen nogle måneder efter afsluttet kemoterapi, andre steder tilbydes yderligere efterkontrol på onkologisk eller på lungekirurgisk afdeling.
Kontrol efter kemoterapi og eventuel strålebehandling
Hvis man har fået kemoterapi eller kemo- plus stråleterapi, bliver man tilbudt fem års kontrol på onkologisk afdeling.
Hvorfor gå til kontrol?
Kontrolbesøgene har flere formål. Hvis man fortsat ryger, vil lægen anbefale øjeblikkeligt ophør og være behjælpelig med forslag til, hvordan man holder op med at ryge.
Hvis man får medicin, er der mulighed for at få justeret behandlingen, og skulle der være problemer eller bivirkninger i forbindelse med den tidligere behandling, kan lægen forsøge at løse det. F.eks. kan man få tilbudt medicin til at afhjælpe og lindre eventuelle opståede gener.
Nye problemer
Man kan ved kontrolbesøgene få tilbudt behandling til at afhjælpe og lindre eventuelle opståede gener eller symptomer. Det kan f. eks. være hoste, åndenød, smerter, synkeproblemer, vægttab.
Spørgsmål til lægen
Kontrolbesøgene er en god anledning til, at man tager sine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive sine spørgsmål ned i forvejen, og man kan også tage en pårørende med til samtalen.
En kvinde fortæller:
Man synes, at når man er i behandling, så sker der noget. Der kæmpes for, at kræften skal forsvinde. Men så er det, den svære tid kommer: Ventetid på kontrol. Jeg tror altid det vil være svært.
Jeg skal selv til kontrol nu – og så kommer perioden for mig, hvor jeg føler, at jeg har alle mulige symptomer.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at man gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan søge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener. Man kan også få justeret sin medicin, hvis der er behov for det.
Hvis man har problemer efter afsluttet behandling, kan man få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, samt blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Gode råd om at gå til kontrol
-
Inden du afslutter behandlingen, så tal med lægen om, hvor tit du skal komme til kontrol, og hvilke undersøgelser du skal igennem ved kontrolbesøgene.
-
Spørg om der er særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår.
-
Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste kontrol og giv denne viden videre til lægen.
-
Tag en pårørende eller en ven med til kontrolbesøgene – det er en god støtte for mange.
Læs mere:
At gå til kontrol
Læs om at gå til kontrol og få gode råd om genoptræning, motion, kost, seksualitet og senfølger efter kræft.
Arbejde og pension
Læs om sygedagpenge og pension samt om mulighederne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet på forskellige vilkår.
Til top
Tilbage