Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Undersøgelser for lungehindekræft

Ved mistanke om lungehindekræft, får man som regel en røntgenundersøgelse af brystet eller ultralydsundersøgelse af bughulen. Forskellige former for scanninger kan også komme på tale.

 

Formål med undersøgelser

Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej.

Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

Læs mere her om de undersøgelser, der bruges, hvis der er mistanke om lungehindekræft:

 
Røntgenundersøgelse af brystkassen
Hvis et røntgenbillede af brystkassen viser fortykkelse af lungehinden og væske i brysthulen, vil lægen med en tynd nål suge væsken ud gennem brystvæggen. Dette kaldes en ’punktur’.

Røntgenundersøgelse
 

Punktur – undersøgelse af væske gennem brystvæggen
Lægen bruger som regel ultralyd i forbindelse med punkturen. På den måde kan lægen samtidig se det indre af brysthulen og dermed stikke præcist der, hvor væsken er. Man er lokalbedøvet, mens det foregår. 

Væsken bliver undersøgt nærmere i mikroskop, og det vil ofte være muligt at påvise evt. kræftceller i væsken. 
 

description

Røntgenbillede af brysthulen (thorax), som viser en fortykket lungehinde omkring den venstre lunge (til højre i billedet).

I nogle tilfælde er det dog ikke muligt at opdage sygdommen på et røntgenbillede.

 
Vævsprøve (biopsi)
Det er ikke altid muligt at suge væsken ud gennem brystvæggen, ligesom det heller ikke altid lykkes at finde kræftcellerne i væsken. 

Lægen kan da tage en vævsprøve gennem brystvæggen ved hjælp af en kikkert (thorakoskop). Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse. 

Vævsprøven bliver undersøgt nærmere under mikroskop. 

Vævsprøve (biopsi)
 

Scanning af bughulen
Det er vigtigt, at bughulen scannes, hvis der er mistanke om, at lungehindekræften (mesoteliom) er vokset fra bunden af lungesækken, ned i mellemgulvet og videre ned i bughulen. 

Ca. en femtedel af alle tilfælde af lungehindekræft (mesoteliom) findes i bughulen. Sygdommen kan altså godt forekomme isoleret til bughinden, uden at lægen kan påvise angreb på lungehinden.

Lungehindekræft isoleret til bughinden hedder på latin 'malignt peritonalt mesotheliom'.

 
Til at undersøge bughulen kan forskellige scanningstyper komme på tale:

  • Ultralydsscanning
     
  • CT-scanning
     
  • MR-scanning
     
  • PET-scanning
     
  • PET/CT-scanning

Herunder kan du læse om de enkelte scanninger.
 

Ultralydsscanning af bughulen
Ved en ultralydsscanning bliver ekkoer fra højfrekvente lydbølger omdannet til levende snitbilleder på en skærm.

Ultralydsscanning er en smertefri og ufarlig undersøgelse, som alle kan tåle. 

Undersøgelsen kan foregå både ambulant og mens man eventuelt er indlagt. 

Der er ingen kendte risici eller bivirkninger ved en ultralydsscanning. 

Ultralydsscanning 
 

CT-scanning
Det er ofte nødvendigt at få foretaget en CT-scanning for at lægen kan fastlægge, om der kan blive tale om operation.

CT-scanning er en røntgenundersøgelse, hvor kroppen scannes i 'skiver'. Scanneren sender informationerne til en computer, som omdanner dem til billeder. Derved får man en række billeder af alle lag i den del af kroppen, som bliver undersøgt. 

I forhold til almindelige røntgenbilleder giver CT-scanning et bedre billede af brystkassen.

CT-scanning kan også vise, om der er spredning til lymfekirtler i brysthulen, og om sygdommen vokser ind i de omgivende organer. Undersøgelsen vil ofte vise en fortykkelse af lungehinden.

CT-scanning kan dog ikke skelne mellem kræft i lungehinden og en godartet fortykkelse af lungehinden. Derfor kan det være nødvendigt med flere undersøgelser.

description

Scanningen viser et tværsnit af brystkassen med lungerne.

Lungen til højre i billedet er omgivet af en fortykket lungehinde, som er kræft. Den anden lunge er normal.

 
CT-scanning
 

MR-scanning
Ved MR-scanning anvender man et kraftigt magnetfelt - og ikke røntgenstråling, som ved CT-scanning. 

MR-scanning viser andre detaljer end CT-scanning og de to scanningstyper kan derfor undertiden supplere hinanden. 

Undersøgelsen kan f.eks. – ud over at vise en fortykkelse af lungehinden – også vise, om sygdommen er vokset ind i brystvæggen, og hvor meget kræften eventuelt har bredt sig i brystkassen. 

Se film om, hvordan en MR-scanning foregår. 7:46 min.

 
MR-scanning

 
PET-scanning og PET/CT-scanning
PET-scanning er baseret på, at kræftceller optager en større mængde af forskellige stoffer end ikke-kræftceller - f.eks. sukkerstoffet glucose. Glucose kan mærkes med et radioaktivt fluor, og på den måde kan en PET-scanning undertiden afsløre kræftknuder i kroppen, man ellers ikke kendte til.

PET-scanning kombineres sædvanligvis med CT-scanning til en såkaldt PET/CT scanning.

PET/CT scanning af lungehindekræft benyttes især ved de (tidlige) tilfælde, hvor det ser ud til, at der er mulighed for en operation.  
 

Se film om, hvordan en PET/CT-scanning foregår. 7:27 min.

PET-scanning

PET/CTscanning

 
Til top
 

Kikkertundersøgelse af lungehulen (thorakoskopi)
Hvis scanningerne ikke giver mulighed for at stille en sikker diagnose, kan man få undersøgt indersiden af brysthulen med en tynd kikkert, som hedder et thorakoskop (dvs. ’brysthule-kikkert’). Undersøgelsen kaldes også for thorakoskopi. 

Man er enten lokal- eller fuldbedøvet, afhængig af hvor omfattende undersøgelsen er. Thorakoskopet bliver ført ind gennem et lille hul i brystvæggen, som lægen laver mellem to ribben. Det kan være nødvendigt at lave et lille hul mere til at indføre instrumenter, som man skal bruge til at tage vævsprøver med. 

Vævsprøven (biopsien) bliver undersøgt i et mikroskop for at se, om der er tale om kræft.  

Vævsprøve (biopsi)
 

På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling. 

  

Til top

Tilbage



Tekst: Pernille Vigild og overlæge, dr. med. Kell Østerlind

Kilde: Overlæge, dr. med. Kell Østerlind, Dansk Lunge Cancer Gruppe. Danske Multidisciplinære Cancergrupper (DMCG)

Sidst ændret: 01-08-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen