Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Forsøget går ud på at bruge dine egne immunceller til at bekæmpe kræften.
Lægen tager bestemte immunceller ud fra det kræftvæv, du har fået fjernet ved operation. Derefter kan lægen i laboratoriet stimulere immuncellerne, inden de sprøjtes ind i blodbanen igen.
Formål
Forsøgets formål er at undersøge bivirkningerne ved immunterapi. Man undersøger desuden:
- Om immunforsvaret reagerer på behandlingen
- Om kræftsygdommen vender tilbage
Hvad er immunterapi?
Immunterapi er en behandlingsform, hvor man udnytter kroppens eget immunforsvar til målrettet at bekæmpe kræftceller. Der findes forskellige former for immunterapi, som du kan læse mere om her:
Immunterapi
Du kan deltage i forsøget, hvis:
- Du skal opereres for kræft i mundhulen
- Du er selvhjulpen og oppegående hele dagen
- Du er villig til at anvende sikker prævention, hvis du er i den fødedygtige alder
- Dine blodprøver ligger inden for bestemte grænser
- Du underskriver en erklæring om, at du ønsker at deltage i forsøget, efter at du har modtaget grundig information om forsøget (informeret samtykke)
Du kan ikke indgå i forsøget, hvis:
- Du har haft en anden kræftsygdom inden for de sidste fem år, undtaget forstadier til livmoderhalskræft eller hudkræft
- Du har svær nyre-, lunge- eller hjertekarsygdom eller insulinkrævende sukkersyge
- Du har autoimmun sygdom
- Du har haft en tidligere alvorlig allergisk reaktion
- Du har HIV, leverbetændelse, tuberculose eller tidligere har haft kyssesyge (Ebstein-Barr virus)
- Hvis du anvender medicin, som påvirker immunsystemet (f.eks. prednisolon eller metothrexat)
- Du får anden kræftbehandling eller forsøgsmedicin
- Du har fået anden kræftbehandling bortset fra operation inden for de sidste 28 dage
- Du er gravid eller ammer
Sådan foregår behandlingen
Noget af det kræftvæv, kirurgen fjerner under operationen på øre-næse-hals-afdelingen, vil blive anvendt i laboratoriet. Her bliver vævet bearbejdet, så de aggressive immunceller fremdyrkes. Dette tager cirka syv uger.
Efter operationen får du strålebehandling over en periode på ca. seks uger, hvilket er en del af den almindelige behandling af din sygdom.
Hvis der har været effekt af strålebehandlingen, og du er kommet dig over strålebehandlingen, vurderer lægen, om du kan modtage immunterapien.
Det er dog en forudsætning for behandlingen, at det lykkes at fremdyrke de aggressive immunceller, hvilket desværre mislykkes hos en fjerdedel af patienterne. Hvis det bliver tilfældet for dig, vil man ikke kunne tilbyde dig T-celleterapi.
T-celleterapi – indlæggelse i to til tre uger
Hvis det er muligt at give dig T-celleterapi, begynder behandlingen to måneder efter, at strålebehandlingen er afsluttet. Behandlingen varer tre uger og består af højdosis kemoterapi, behandling med aktiverede immunceller og behandling med et stof, der stimulerer dit immunforsvar.
Først får du behandling dagligt i syv dage med to forskellige kemoterapistoffer (cyclophosphamid og fludarabinphosphat). Kemoterapien får du i et drop i en blodåre. Sammen med kemoterapien får du væskebehandling. Efter syv dage får du dine immunceller i et drop over ½ time.
De følgende 14 dage får du behandling med stoffet interleukin-2, der sprøjtes ind under huden. Interleukin-2 stimulerer dit immunforsvar.
Under behandlingen vil du være indlagt i to til tre uger. I nogle tilfælde kan man få den sidste del af behandlingen derhjemme.
Læs mere om virkninger og bivirkninger ved medicinen:
Cyclophosphamid
Fludarabinphosphat
Interleukin-2
Kontrol
Efter behandling skal du møde til kontrol hver uge i seks uger, og derefter hver måned i tre måneder.
Ved kontrolbesøgene får du taget blodprøver, så behandlingens effekt på dit immunforsvar kan måles.
Efter ca. fem måneder overgår du til almindelig kontrol som fortsætter i fem år.
Bivirkninger ved behandlingen
Det skal understreges, at de angivne bivirkninger er mulige bivirkninger, og at man ikke nødvendigvis får alle bivirkningerne.
Selve indsprøjtningen af immuncellerne giver få eller ingen bivirkninger. Åndenød kan være en bivirkning. Der er en teoretisk mulighed for allergiske reaktioner. Da denne behandling er ny, kan der forekomme andre bivirkninger end beskrevet her.
Bivirkninger og komplikationer til operation og strålebehandling:
Behandling af kræft i mundhulen
Bivirkninger til interleukin-2 og kemoterapi:
-
Influenzalignende symptomer, feber og kulderystelser, led- og muskelsmerter
-
Træthed
-
Hævelse og rødme ved indsprøjtningsstedet
-
Kvalme og opkastninger
-
Irritation af slimhinder
-
Hårtab
-
Hududslæt
-
Blodmangel og mangel på hvide blodlegmer (infektioner) og blodplader (blødnning)
Her kan man få behandlingen Onkologisk afdeling R på Herlev Hospital.
Kontakt din læge på sygehuset, hvis du vil vide mere
Hvis du er interesseret i behandlingen, så tal med din læge på sygehuset. Lægen kan undersøge nærmere, om forsøgsbehandlingen kan være en mulighed for dig.
Læs mere:
T-celle baseret immunterapi til patienter med hoved-halscancer
Deltaljeret beskrivelse af forsøget. Information fortrinsvis til læger og andre faggrupper i sundhedsvæsnet.
Til top
Tilbage