Nøgleord på siden:
Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
Kemoterapi ved kræft i munden |
|
Kemoterapi i forbindelse med strålebehandling ved stadium 3 og 4
Hvis man har en kræftknude i munden på over 4 cm, eller spredning til en eller flere lymfeknuder på halsen, vil man blive tilrådet at få kemoterapi med stoffet cisplatin.
Cisplatin virker ved at gøre kræftcellerne mere følsomme for strålebehandlingen. For at afgøre om man kan tåle behandling med cisplatin, skal man have kontrolleret, om ens nyrer fungerer normalt, og om man har nerveskader til muskler eller følesans.
Man får kemoterapien en gang om ugen under strålebehandlingen. Behandlingen gives i et drop i en blodåre ambulant eller under indlæggelse.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Cisplatin
Bivirkninger til kemoterapi i forbindelse med strålebehandling
Behandlingen med cisplatin kan medføre en kraftigere akut strålepåvirkning af de slimhinder, der bliver ramt af strålerne, ligesom man kan opleve en forbigående påvirkning af følenerverne i hænder og fødder.
Nogle oplever kvalme og eventuelt opkastninger. Da behandlingen med cisplatin også kan påvirke funktionen af knoglemarven, skal man have taget blodprøver før hver ugentlig behandling. Desuden kan man i sjældne tilfælde opleve påvirkning af hørelsen eller tinnitus (øresusen) efter behandlingen.
Kemoterapi alene bruges kun sjældent ved kræft i munden
Kemoterapi er endnu ikke en særlig effektiv behandling af kræft i munden. Kemoterapi bruges derfor ikke rutinemæssigt alene som behandling af kræft i munden, men man forsker i at udvikle effektive stoffer.
Hvis sygdommen blusser op igen, efter at man er blevet opereret og har fået strålebehandling, vil man ofte få tilbud om at deltage i forsøg med nye stoffer. Behandlingen kan i nogle tilfælde få sygdommen til at svinde for en tid, men man kan endnu ikke opnå egentlig helbredelse med kemoterapi.
Kemoterapi er medicin, der angriber kræftceller. Der findes mange typer kemoterapi, og der er stor forskel på, hvordan de virker i kroppen.
Nogle typer kemoterapi rammer alle celler, der deler sig hurtigt. Kræftceller deler sig hurtigt, men det gør også nogle af kroppens normale celler. Derfor kan visse former for kemoterapi give bivirkninger som hårtab, kvalme, infektioner og problemer med slimhinderne.
Andre typer kemoterapi rammer mere målrettet og giver færre eller helt andre former for bivirkninger.
Spørg din læge, hvilke bivirkninger du kan forvente ved netop den eller de typer kemoterapi, du får.
Kemoterapi
Til top
Tilbage
Tekst: Shanta Maria Thacker og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge Elo Andersen, Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA) Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)
Sidst ændret: 04-04-2011
Nøgleord på siden: