Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Behandling af tilbagefald ved kræft i munden

Kræft i munden kan komme igen efter endt behandling. Risikoen for at sygdommen vender tilbage afhænger af sygdommens stadium før behandling, og hvilken behandling man tidligere har fået.

Tilbagefald

Risikoen for tilbagefald er størst i løbet af de første år efter endt behandling.
 
Det vil sige, at jo flere år der går uden tegn på tilbagefald, jo mindre er risikoen for, at sygdommen kommer igen.

Hvis kræft i munden kommer igen, kan det ske enten som et lokalt tilbagefald eller i form af metastaser.

Man kalder det lokalt tilbagefald, hvis kræften kommer igen i samme område, som sygdommen opstod.

Når det sker, at kræft i munden spreder sig, er som regel til lymfeknuderne på halsen.

Spredning til andre dele af kroppen er sjældne.

Gå til lægen , hvis du får symptomer på tilbagefald:

! 
Det er vigtigt at kontakte lægen - også mellem kontrollerne - hvis du oplever symptomer som:
 
  • Sår på læben, der ikke vil læges
  • Sår i mundhulen, som ikke vil hele
  • Knude i mundhulen
  • Blødning fra munden
  • Løse tænder
  • Tandprotese, der ikke længere passer
  • Smerter, der stråler ud til kæben eller øret
  • Problemer med at spise
  • Hævede lymfeknuder på halsen

Der er forskellige muligheder for behandling.

Behandling af tilbagefald
Hvis sygdommen blusser op igen, får man – hvis man tidligere har fået strålebehandling – tilbudt operation, hvis det er muligt.

Strålebehandling ved tilbagefald af kræft i munden
Hvis man i første omgang er blevet opereret, vil man ved tilbagefald få tilbudt strålebehandling. På den måde er det muligt at helbrede en del af de patienter, der er så uheldige, at kræften kommer igen efter den første behandling.

Kemoterapi ved tilbagefald af kræft i munden
Hvis operation eller strålebehandling ikke er mulig, vil man ofte få tilbudt behandling med kemoterapi. Behandlingen kan i nogle tilfælde få sygdommen til at svinde for en tid, men egentlig helbredelse med kemoterapi er endnu ikke muligt.

Antistoffet cetuximab og kemoterapi ved spredning af hoved-halskræft

Antistoffet cetuximab (Erbitux®) kan sammen med kemoterapi anvendes til visse hoved-halskræftpatienter med spredning. Kombinationen af cetuximab og kemoterapi kan gennemsnitlig øge overlevelsen med 2,7 måneder sammenlignet med patienter, der kun får kemoterapi alene.

Artikel om at cetuximab er godkendt i USA til behandling af hoved-halskræft med spredning (på engelsk)

Du kan læse mere om forsøget og finde andre forsøgsbehandlinger ved kræft i munden her:

Forsøgsbehandling

Brachyterapi ved tilbagefald af kræft i munden
I nogle tilfælde får man ved tilbagefald behandling med brachyterapi, dvs. lokalbehandling med radioaktive nåle, som lægges ind i det syge væv. Behandlingen udføres i udlandet, f.eks. i Göteborg og Örebro i Sverige efter aftale med danske læger.

Fotodynamisk terapi (lysterapi) ved tilbagefald af kræft i munden
På Rigshospitalet i København tilbyder lægerne fotodynamisk terapi til patienter med tilbagefald af hoved-hals kræft, som har fået fuld strålebehandling og hvor operation ikke er mulig.

Fotodynamisk terapi er en behandlingsform, som hidtil primært har været brugt til behandling af hudkræft. De senere år har metoden vist sig også at være effektiv overfor andre kræftformer i hoved-hals regionen.

Metoden er bedst egnet til behandling af kræftknuder, som er få centimeter tykke og sidder overfladisk på hud eller slimhinder.

Hvis man har en kræftknude, der er mere end få centimeter tyk, kan man i visse tilfælde alligevel godt få fotodynamisk terapi. I så fald er det nødvendigt at få belyst knuden ved hjælp af tynde rør, der er ført ind i huden eller kræftknuden.

Fotodynamisk lysterapi kan ikke erstatte kemo- eller stråleterapi, da der endnu ikke er udført større undersøgelser, som sammenligner effekten af fotodynamisk terapi med standard behandlingen.

Sådan foregår fotodynamisk terapi ved kræft i munden
Man bliver indlagt på hospitalet i en uges tid for at blive behandlet med fotodynamisk terapi. Den første del af behandlingen gør kroppen følsom overfor lys, så man kun må opholde sig indendørs i rum, hvor vinduerne er dækket af lystætte gardiner. Man må dog gerne se fjernsyn.

Behandlingen falder i to trin:

1.
En læge sprøjter et stof, som er følsomt overfor lys, direkte ind i en blodåre. Stoffet binder sig primært til kræftceller. Herefter må man ikke blive udsat for lys.

2. Efter fire dage giver lægen kræftknuden lys af en bestemt bølgelængde. Lyset aktiverer den kemiske forbindelse i det indsprøjtede stof, som nu sidder i kræftcellerne. Denne proces forårsager skader i kræftcellerne, så de dør.

Fordele og ulemper ved fotodynamisk terapi
Fotodynamisk terapi har den fordel, at den kan benyttes både før og efter operation, stråle- og kemoterapi. Desuden kan fotodynamisk terapi gentages flere gange.

På grund af kroppens øgede følsomhed overfor lys, er det nødvendigt, at man opholder sig inden døre i op til tre uger i træk. Det kan føles som lang tid – især om sommeren.

Desuden er det normalt, at man får smerter i ugerne efter, at kræftknuden er blevet belyst. Det er meget individuelt, hvor stærke smerterne bliver. Man bliver fulgt tæt i hele behandlingsperioden og får tilbudt smertebehandling i det omfang, man har brug for det.

Hvis kræften ikke forsvinder

Har man én gang har haft kræft, ligger det for de fleste i baghovedet, at kræften kan komme tilbage. Alligevel er beskeden om, at kræften rent faktisk er kommet tilbage oftest overvældende. 
 
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.  
 
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaring sige noget om, hvad du kan forvente.
 
Læs mere: 

Hvis kræften kommer igen

At leve med uhelbredelig kræft

 

Til top 

Tilbage  



Tekst: Shanta Maria Thacker og læge Elisabeth Kjems

Kilde: Overlæge Elo Andersen, Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA), Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG), socialrådgiver Birgitte Holst og psykolog Anne Vinkel

 

 

Sidst ændret: 04-04-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen