Sitemap
Tilføj nøgleord:
Nøgleord på siden:

Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.

Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.

Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).

Diagnose og stadieinddeling af kræft i munden

At få stillet en diagnose vil sige, at man får bestemt sin sygdoms art og sværhedsgrad. Man kan først få stillet diagnosen kræft i mundhulen eller læben, når en vævsprøve af knuden (patologisvaret) viser, at der er tale om kræftceller.

 
Kræft på læben forekommer hyppigst på underlæben og symptomerne er oftest et sår, der ikke vil hele. Kræften findes som regel kun på selve læben, men spredning forekommer.

Symptomerne på kræft i selve mundhulen og tungen er som regel et sår eller en knude, smerter, problemer med at spise eller måske en knude på halsen.

Hvis man får symptomer, bør man opsøge sin læge. Hvis ens egen praktiserende læge eller tandlæge har mistanke om, at det drejer sig om kræft, bliver man henvist til nærmere undersøgelse hos en specialist.

 
Forstadier til kræft i munden
Kræft i munden kan begynde som forstadier. Forstadier er celleforandringer i slimhinden, som kan blive til en kræftknude - men som ikke nødvendigvis gør det. I mundhulen findes to typiske former for forstadier til kræft.

  • Hvide pletter (leukoplakier)
    De hyppigste forstadier til kræft i mundhulen er hvide pletter i slimhinden. Pletterne bliver heldigvis ikke så ofte til kræft.

  • Røde pletter (erythroplakier)
    Røde pletter i slimhinden er sjældnere end de hvide pletter, men bliver hyppigere til kræft.

Undersøgelser på hospitalets øre-næse-halsafdeling
Som regel bliver man undersøgt på hospitalets øre-næse-halsafdeling. Lægen tager en vævsprøve (biopsi) fra knuden i lokal – eller fuld bedøvelse. Hvis man kan mærke lymfeknuderne på halsen, vil lægen også ofte tage en prøve af knuden med en ganske fin nål.
 
Man kan først få stillet diagnosen kræft i munden, når en vævsprøve af knuden er undersøgt i mikroskop (patologisvaret), og der er fundet kræftceller.

Biopsi (vævsprøve)

 
Forskellige typer kræft i munden

Den mest almindelige type kræft i munden opstår i cellerne, der beklæder mundhulen, og som kaldes pladecellekræft (kaldes også planocellulært eller -, sjælden spinocellulært karcinom). I sjældnere tilfælde kan kræft i munden være et lymfom (kræft der opstår i immunsystemets celler), sarkom, modermærke eller kræft i spytkirtlerne.

Hoved-halskræft

Kræft i munden hører under kategorien 'hoved-halskræft'. Derfor kan man nogle gange finde informationer om kræft i munden under betegnelsen ’hoved-halskræft'.

Stadieinddeling af sygdommen
Hvis der er tale om kræft, danner lægen sig et overblik over sygdommens karakter og udbredelse. Dette kaldes at stadieinddele sygdommen.

En lang række undersøgelser hjælper lægerne til at stille diagnosen og fastslå sygdommens stadium. Ved hjælp af alle disse undersøgelser kan lægerne vælge den optimale behandling.

Der er forskellige formål med undersøgelserne. Nogle har til formål at finde årsagen til symptomerne og kortlægge nøjagtig, hvor kræften befinder sig, så lægen kan planlægge at fjerne den bedst muligt ved operation.

Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, om kræften er begyndt at vokse ind i vævet omkring kræftknuden, eller om kræften har spredt sig til andre organer. Afhængig af ens symptomer, får man foretaget nogle af de undersøgelser, der er beskrevet herunder.

 
Læs mere om stadieinddeling af kræftsygdomme:

Stadieinddeling


Undersøgelse af almentilstand
Man bliver blandt andet vejet og får taget blodprøver, så lægen kan vurdere ens almentilstand. Man bliver spurgt om sit tobaks- og alkoholforbrug, da det har betydning for udviklingen af sygdommen.
 
Man får foretaget en almindelig lægeundersøgelse og en vurdering af tænderne. Lægen føler også efter for eventuelle knuder og hævede lymfeknuder i området omkring halsen.

 
Scanning af halsregionen
Man kan også foretage en scanning af halsregionen. Scanningen kan være en ultralydsscanning, CT-scanning, MR-scanning eller en kombineret PET/CT-scanning.

Læs mere:

Ultralydsscanning
CT-scanning
MR-scanning
PET/CT-scanning
 

Se film om, hvordan en MR-scanning foregår. 7:46 min.

Se film om, hvordan en PET/CT-scanning foregår. 7:27 min.

 

Røntgenundersøgelse af kæben og lungerne
Hvis knuden sidder tæt på tænderne eller kæben, får man oftest taget et røntgenbillede af kæben.

Man kan eventuelt også lave en røntgenundersøgelse eller CT-scanning af lungerne for at se, om sygdommen har spredt sig.

Røntgenundersøgelse 

 
Operation kan også vise om sygdommen har spredt sig
På baggrund af en operation, hvor knuden er blevet fjernet, kan lægen også vurdere, hvor udbredt sygdommen er. Både kræftknuden og lymfeknuderne bliver undersøgt under mikroskop for at vurdere, om kræften har spredt sig til dem.

  
Undersøgelsesresultater og valg af behandling
Alle oplysninger og undersøgelsesresultater samles som regel på et specialcenter for kræft (onkologisk center). Når undersøgelsesresultaterne er klar, kan øre-næse-halskirurgen og kræftlægen (onkologen) oplyse om sygdommens stadie. Ud fra det samlede billede kan lægerne så tage stilling til, hvilken form for behandling, man har behov for.


Sygdommens forløb afhænger af mange ting
Sygdommens forløb er afhængig af sygdommens stadium, men også af ens almene helbredstilstand og flere andre faktorer.


Stadieinddeling
Stadieinddeling beskriver, hvor udbredt kræften er. Lægen bruger stadieinddelingen til at vurdere, hvilken behandling, der vil have den bedste effekt.

Stadieinddelingen siger også noget om mulighederne for at blive helbredt. Mulighederne for at blive helbredt er størst, når sygdommen konstateres tidligt, og ikke har spredt sig. Stadieinddeling betyder desuden, at lægen kan kontrollere effektiviteten af den givne behandling. 

Kræft i mundhulen inddeles i fire stadier, afhængigt af hvor meget sygdommen har bredt sig i kroppen. Stadieinddelingen følger internationale retningslinier. 


Kræft i munden kan inddeles i stadium 1 – 4

Stadium 0 (carcinoma in situ) betegner et forstadium til kræft, hvor der er kræftceller tilstede, men cellerne har endnu ikke gennembrudt mundens slimhinde. Hvis et forstadie ikke bliver behandlet, er der stor risiko for, at det udvikler sig til kræft.

  • Stadium 1 betegner en knude i munden, der er mindre end 2 cm i diameter

  • Stadium 2 betegner en knude i munden, der er mellem 2 cm og 4 cm

  • Stadium 3 betegner en knude i munden, der enten er større end 4 cm eller en hvilken som helst størrelse knude, der har spredt sig til én lymfeknude, der er mindre end 3 cm på samme side af halsen

  • Stadium 4 betegner en knude, der har bredt sig i munden, til lymfeknuder på halsen eller til andre dele af kroppen, f. eks. lunger eller knogler

System til stadieinddeling: TNM
Et andet system, der bruges til stadieinddeling, er det såkaldte TNM system.

Med TNM-systemet kan man kategorisere knudens størrelse og spredning til væv, lymfeknuder eller andre dele af kroppen.

  • T beskriver hvor dybt knuden (tumor) er vokset
  • N beskriver graden af spredning til lymfeknuder (nodes)
  • M beskriver om der er spredning (metastaser)

Forsikring ved kritisk sygdom

Har du fået kræft, skal du være opmærksom på, at du måske kan få et engangsbeløb via din forsikring:

Forsikring ved kritisk sygdom

Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker kommer kræftdiagnosen som et chok – også selvom man måske inderst inde har haft en mistanke om det.

Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom, både for en selv og for de nærmeste. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.

Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk. Det og meget andet kan du læse om her på hjemmesiden. 
 

Få hjælp og mød andre
Du kan tale med en rådgiver og få hjælp til at tackle livet med kræft eller få svar på nogle konkrete spørgsmål. Du kan evt. kontakte den nærmeste kræftrådgivning, eller du kan ringe til Kræftlinjen.

Mange har også gavn af at tale med andre, der selv kender til livet med kræft som patient eller som pårørende. Hvis det er noget for dig, kan du møde andre online på Cancerforum, eller du kan evt. deltage i en gruppe på den nærmeste kræftrådgivning.

Her kan du få hjælp:

Lige fået kræft: Praktiske råd
Gode råd om at fortælle de nærmeste om sygdommen, om praktisk hjælp og økonomi samt kontakt til hospitalet.

Rådgivning
Kræftens Bekæmpelse tilbyder gratis og professionel rådgivning.

Råd til pårørende
Gode råd om at være tæt på en kræftpatient. 

Cancerforum
Online mødested for patienter, pårørende og efterladte.

Til top 
Tilbage  



Tekst: Shanta Maria Thacker og læge Elisabeth Kjems
Kilde: Overlæge Elo Andersen, Danish Head and Neck Cancer Group (DAHANCA) Danske Multidisciplinære Cancer Grupper (DMCG)

Sidst ændret: 28-07-2011


Nøgleord på siden:
Tilføj nøgleord:

 
Lægefaglig redaktør på cancer.dk:
Overlæge, dr.med. Niels Ebbe Hansen

Redaktionen på Hjælp og viden

Linksamling

Netbutik: Pjecer for patienter og pårørende


 


Kræftens Bekæmpelse

Strandboulevarden 49
2100 København Ø

Tlf. 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
Kontakt

Ring til Kræftlinjen

Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 8030 1030

Hverdage: 9.00-21.00
Lør - søn. 12.00-17.00

Spørg Brevkassen