Formål med undersøgelser
Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej.
Andre undersøgelser har til formål at finde ud af, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.
Efter den almene undersøgelse kan lægen anvende forskellige metoder til undersøgelse blandt andet blod- og urinprøver, røntgenundersøgelser, CT-, MR- og PET-scanning og
knoglemarvsundersøgelse.
Blodprøver
Ved en blodprøve kan man undersøge, om der kan være tale om myelomatose. Det vigtigste lægen kigger efter i blodprøven er den såkaldte M-komponent. M-komponenten er et proteinstof (immoglobulin), som findes i blodet og eller urinen ved visse sygdomme, bl.a. myelomatose.
Mængden af M-komponent har betydning for behandlingen
M-komponenten består af et særligt proteinstof, som kaldes for et antistof. De unormale plasmaceller producerer dette antistof.
Mængden af M-komponent afspejler i nogen grad antallet af unormale plasmaceller. Man kigger på mængden af M-komponenten, når man følger virkningen af en behandling. Når antallet af plasmaceller i kroppen falder under behandlingen, aftager M-komponenten.
Man tager også blodprøver for at afklare, om nyrerne fungerer normalt, og om mængden af kalk (calcium) i blodet er forhøjet.
Bence Jones Protein
Nogle patienter med myelomatose danner ikke M-komponent, der kan påvises i blodet med sædvanlig teknik. Man kan dog ofte påvise såkaldte frie lette kæder i blodet, som er en del af det særlige antistof ved myelomatose.
De frie lette kæder kaldes også "Bence Jones protein" og er en del af M-komponenten. Det er de unormale plasmaceller, der producerer de frie lette kæder.
De frie lette kæder påvirker ofte nyrefunktionen på grund af udfældning i nyrerne. Ved udfældning menes, at de små udførselsgange i nyrerne bliver tilstoppet, så nyrerne ikke fungerer normalt.
Urinprøver
I de tilfælde af myelomatose hvor der ikke er en M-komponent i blodet, men kun frie lette kæder kan disse påvises i urinen som en særlig type M-komponent ("Bence Jones protein" opkaldt efter en engelsk læge, som beskrev det første gang).
Røntgenundersøgelser
Røntgenundersøgelse af skelettet kan afsløre, om knoglerne er blevet svækket af sygdommen. På røntgenbillederne nedenfor kan man se mørke pletter svarende til de områder af knoglevævet, som er angrebet.
 |
De mørke pletter i kraniet er de områder, som er angrebet af myelomatose |
Når udviklingen af sygdommen bliver bremset af behandling, kan man se det ved røntgenundersøgelser. Derfor er det vigtigt at gentage røntgenundersøgelsen, hvis der er mistanke om at sygdommen ikke er i ro for at se, om antallet og størrelsen af pletterne øges eller holder sig stabilt.
Selvom behandlingen er effektiv, er det sjældent, at knoglevævet heles, så de mørke pletter forsvinder.
I nogle situationer kan der være behov for at udføre en af de mere avancerede typer røntgenundersøgelser. Det kan være en CT-, MR- og PET-scanning.
CT-scanning kan vise forandringer i brystben, ribben, skulderblade og bækken
Ved en CT-scanning bliver kroppen scannet i ”skiver”. Scanneren sender impulserne videre til en computer, som omdanner dem til billeder.
CT-scanning
MR-scanning kan belyse forholdene inde i knoglemarven
Ved en MR-scanning bliver man placeret i et kraftigt magnetfelt. Ved at sende almindelige radiobølger mod det område af kroppen, der skal undersøges og registrere ekkoet, kan en computer omdanne signalet til et meget præcist og detaljeret billede af kroppens indre.
En MR-scanning giver især gode oplysninger om forholdene inde i knoglemarven og i de tilfælde, hvor der er mistanke om at en kræftknude trykker på rygmarven.
MR-scanning
PET-scanning kan vise om myelomatosen har spredt sig
En PET-scanning er en billedundersøgelse, som kan vise, om der er kræft i kroppen, og i givet fald hvor kræften sidder.
PET-scanningen foregår ved, at lægen sprøjter en lille dosis radioaktiv glucose (sukker) ind i en blodåre. Derefter kan kræften ses på scanningen, fordi kræftceller bruger mere glucose end raske celler.
Man kan kombinere PET-scanning med CT-scanning, så informationen om, hvor kræften sidder, bliver helt præcis. Man anvender især en PET-scanning til at afklare om de tilfælde af myelomatose, som ser ud til at være lokaliseret alligevel er mere udbredte end først antaget.
Det kan have betydning for hvordan man tilrettelægger behandlingen.
PET/CT-scanning
 |
| Se film om hvordan en PET/CT-scanning foregår. 7:27 min. |
Undersøgelse af knoglemarven
Man kan undersøge, om der er mange unormale plasmaceller i knoglemarven ved hjælp af et mikroskop.
Ved en knoglemarvsundersøgelse bliver patienten stukket i bagerste hoftekam. Ved hjælp af en nål suger man lidt knoglemarv ud. Undersøgelsen er helt ufarlig, og den udtagne knoglemarv gendannes hurtigt.
Man bliver lokalbedøvet i forbindelse med undersøgelsen. Indgrebet tager under en halv time og er kun forbundet med kortvarige smerter. Efter indgrebet vil der i et par dage ikke være andre gener end forbigående ømhed på det sted, hvor nålen har været.
Knoglemarvsprøven skal præpareres, inden den undersøges i mikroskop. Derfor kan man først få svar på prøven efter fem til syv dage.
Knoglemarvsundersøgelse
 |
Ved en knoglemarvs-undersøgelsen suger man knoglemarv ud med en nål. Prøven bliver som regel taget fra den bagerste hoftekam
|
Andre undersøgelser
Man kan nu anvende andre typer af metoder til nærmere undersøgelse af myelomatose. Blandt andet kan nye blod- og urinprøver påvise, hvordan knoglevævet påvirkes af myelomatosen og kromosomundersøgelser kan forudsige noget om chancen for effekt af forskellige slags behandlinger.
Måling af sporstoffer i blod- og urinprøver
De nye undersøgelser gør det muligt at måle sporstoffer i blod- og urinprøver. Sporstofferne afspejler knoglevævets tilstand. I forhold til røntgenundersøgelser kan disse målinger måske mere præcist afsløre, om myelomatosen angriber knoglevævet og også vise tegn til opheling i knoglevævet som resultat af behandling. Man har dog ikke så mange erfaringer endnu til at vurdere målingernes brugbarhed.
Kromosomundersøgelse
Hvis man har fået konstateret myelomatose kan arvematerialet i kræftcellerne undersøges ved en kromosomundersøgelse. Kromosomundersøgelserne laves på de celler, der er taget ud ved en knoglemarvsundersøgelse. Det er vigtigt at vide, at eventuelle kromosomforandringer er opstået i forbindelse med sygdommen. De er altså ikke nedarvet og myelomatose kan heller ikke gives videre til ens børn.
Forandringer i kromosomerne kan vise, hvor godt eller dårligt man kan forvente at reagere på behandlingen af sygdommen.
Det gælder specielt ved en højdosis kemoterapi og stamcelletransplantation, men kan også hjælpe til at vurdere behovet for behandling med et eller flere af de nye lægemidler til behandling af myelomatose frem for mere konventionel kemoterapi.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.
Til top
Tilbage
Kemoterapi
Stamcelletransplantation