Behandlingen foregår på sygehusenes hæmatologiske afdelinger.
Informeret samtykke
Inden du skal behandles, vil lægen forklare dig om behandlingen, om andre behandlingsmuligheder og om risikoen ved behandlingen. Det er påbudt ved lov, at du får denne information og accepterer betingelserne før behandling. Det kaldes 'informeret samtykke', og du kan eventuelt tage dine nærmeste med på råd.
Informeret samtykke
Ophobning af urinsyre behandles med tabletter
De fleste patienter med en af de kroniske myeloproliferative sygdomme får også en tabletbehandling med stoffet allopurinol, der hæmmer dannelsen af urinsyre. Urinsyre er et affaldsproduktet, der dannes i øget mængde pga. af den øgede celleomsætning ved sygdommene.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Allopurinol
Behandling af polycytæmia vera
Har du fået diagnosen polycytæmia vera, vil du som regel få tappet blod (åreladning) med jævne mellemrum – ofte gennem en årrække.
Behandlingen har til hensigt at sænke det forhøjede antal røde blodlegemer (hæmatokrit) i blodet.
Ofte vil du også få acetylsalicylsyre (f.eks. albyl, magnyl) for at nedsætte tendensen til blodpropper.
Indsprøjtninger med interferon-alpha2 (IFN-alpha2)
Hos patienter under 60 år vil behandlingen primært bestå af indsprøjtninger med stoffet interferon-alpha2 (IFN-alpha2). Stoffet kan aktivere kroppens eget immunsystem til at nedkæmpe det forhøjede antal af hvide blodceller og blodplader. Behandlingen gives også mange steder til patienter over 60 år.
Hos patienter under 60 år har det vist sig, at interferon-alpha2 efter flere års behandling kan nedsætte mængden af JAK2 V617F-mutationen i blodet og normalisere knoglemarven hos nogle patienter med polycytæmia vera. Hos disse patienter har lægerne kunnet stoppe med interferonbehandlingen, og alligevel et blodtallene forblevet helt normale med en meget lav mængde af JAK2 V617F i blodet, og knoglemarven er fortsat normal – selv efter tre år uden behandling.
Patienter over 60 år kan også få behandling med interferon-alpha2. Men mange i den ældre aldersgruppe foretrækker at være fri for bivikrningerne og i stedet få en tabletbehandling med stoffet hydroxyurea (Hydrea®) – eventuel i kombination med lavdosis interferon-alpha2.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Interferon-alpha2 (IFN-alpha2)
Hydroxyurea (Hydrea®)
Behandling af essentiel trombocytose
Har du fået diagnosen essentiel trombocytose, vil lægen også i stigende grad vælge at behandle med stoffet interferon-alpha2 efter retningslinjer som beskrevet for polycthæmia vera.
Alternativet til de patienter, som ikke tåler interferon-alpha2, er behandling med stoffet anagrelid, hvis du er under 60 år, og hydrea eller anagrelid, hvis du er over 60 år.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Anagrelid
Behandling af blodmanglen (anæmien) ved myelofibrose
Har du fået diagnosen myelofibrose, kan du få behandling med forskellige stoffer, der stimulerer dannelsen af røde blodlegemer. Sygdommen er bl.a. karakteriseret ved en øget mængde bindevæv i knoglemarven, hvilket nedsætter dannelsen af røde og hvide blodlegemer samt blodplader.
Behandling med det mandlige kønshormon – testosteron – som tabletbehandling (danol/danocrine (danazol) medfører en stigning i blodprocenten hos cirka 40 procent af alle patienter med myelofibrose.
Blodprocenten stiger også ved behandling med binyrebarkhormon (prednisolon), eventuelt kombineret med stoffet thalidomid.
Ligeledes kan ugentlige indsprøjtninger med stoffet erytropoietin stimulere knoglemarven til en øget produktion af røde blodceller.
Medicinsk behandling af forhøjede celletal ved myelofibrose
Den medicinske behandling af forhøjede celletal (hvide blodceller/blodplader) vil afhænge af, hvor i sygdomsforsløbet du er, samt af din alder.
1. Behandling med interferon-alpha2 (IFN-alpha2): Lægen vil bruge denne behandling, hvis patientens antal af hvide blodceller og eller blodplader er forhøjet. Behandlingen bliver ikke givet til patienter med nedsat antal hvide blodceller og blodplader. Behandlingen vil også kunne tilbydes patienter over 60 år, forudsat at behandlingen tåles godt uden eller med få bivirkninger.
2. Hydroxyurea (Hydrea®): Behandlingen gives til patienter over 60 år, der har forhøjede celletal (hvide og blodplader). Hos personer over cirka 80 år er myleran en udmærket behandling, hvis der ikke længere er effekt af hydroxyurea, eller hvis den giver mange bivirkninger.
Læs mere om medicinen og dens bivirkninger:
Thalidomid
Prednisolon
Erytropoietin/epoeitin
Interferon-alpha2 (IFN-alpha2)
Hydroxyurea (Hydrea®)
Behandling rettet mod den forstørrede milt
Milten kan vokse sig stor, hvis stamceller (forstadier til blodceller) fra knoglemarven slår sig ned i milten, hvor de begynder at dele sig. Behandling af forstørret milt er enten medicinsk eller kirurgisk.
Medicinsk:
1. Interferon-alpha2: I den såkaldte hypercellulære fase af myelofibrose med forhøjede celletal og forstørret milt vil interferon-alpha2 som beskrevet ovenfor nedsætte de forhøjede celletal, i takt med at milten aftager. Effekten af behandlingen sker inden for 1-3 månender, og for så vidt angår den forstørrede milt kan en effekt ofte først tydeligt ses efter 4-6 måneders behandling
2. Thalidomid: Denne behandling vil ofte også få en stor milt til at aftage. Thalidomid kan anvendes i kombination med såvel hydrea som interferon-alpha2
3. Hydroxyurea: Behandling med Hydroxyurea medfører sjældent markant svind af milten, men der kan dog ses en effekt efter behandling igennem 4-6 måneder. Hydroxyurea gives ofte i en høj dosering, således at patienten i den periode kan få behov for hyppige blodtransfusioner.
4. Myleran: Ældre patienter over 80 år kan med fordel behandles med Myleran, som kan bringe det forhøjede celletal under kontrol. Behandlingen er forbundet med en øget risiko for udvikling af akut leukæmi eller forandringer i knoglemarven (myelodysplastisk syndrom), som senere kan udvikle sig til akut myeloid leukæmi.
5. JAK1-2-hæmmere: Disse stoffer er helt nye behandlingsformer, som er særdeles effektive i behandlingen af symptomer på øget celleomsætning (massiv træthed, nattesved, vægttab og feber) samt store milte ved myelofibrose. Behandlingen gør inden for 4-8 uger milten markant mindre og fører også til vægtøgning, aftagende træthed og aftagende nattesved.
Kirurgisk behandling (miltfjernelse):
Fjernelsen af milten kan blive aktuel, hvis din milt er vokset så stor, at den trykker på andre organer. Forstørret milt kan give ubehag i maven, smerter, hyppige afføringer, kvalme og opkastninger.
I nogle tilfælde kan en stor milt også medføre, at man udvikler åreknuder på spiserøret, får et meget lavt blodpladetal og/eller et stort behov for blodtransfusion.
Disse symptomer kan mindskes betydeligt, hvis man får fjernet milten ved en operation. Fjernelse af milten er dog forbundet med betydelig risiko på grund af blødninger, blodpropdannelse og infektioner i tiden umiddelbart efter operationen.
Godt at vide før operation
De fleste kræftpatienter bliver opereret en eller flere gange undervejs i deres behandling. Her kan du læse om, hvordan man kan forberede sig på operation, og hvad man bør huske at fortælle lægen, inden man bliver opereret.
Operation
Stamcelletransplantation
I sjældne tilfælde – af især myelofibrose – kan en stamcelletransplantation (knoglemarvstransplantation) komme på tale. Det gælder for yngre patienter med lave blodtal. Læs mere:
Stamcelletransplantation
Til top
Tilbage