Klik på ’Tilføj’ for at skrive det nøgleord, som du vil tilføje til siden. Du kan tilføje ét ord eller et samlet udtryk ad gangen.
Klik på ’Se’ for at se, hvilke nøgleord andre brugere har tilknyttet til denne side. Klikker du på et bestemt nøgleord, vil du få en liste over de sider, hvor netop dette nøgleord findes.
Klik på ’Find’ for at komme til en oversigt over alle nøgleord (tagcloud).
I starten går man til regelmæssig kontrol med tre til seks måneders mellemrum de første to til tre år og derefter en gang om året i op til fem år efter operation.
Har man fået nyrebevarende operation, kan kontrollen være mere intensiv.
Kontrollen foregår oftest ambulant, hvilket vil sige, at man ikke skal indlægges.
Kontrollen efter operation for nyrekræft foregår så vidt muligt ens i hele landet og efter de nationale retningslinjer.
Hvor foregår kontrolbesøgene?
Er man blevet opereret for nyrekræft uden spredning, foregår kontrollen hos urologen, det vil sige urinvejskirurgen eller den kirurgiske kræftlæge.
Har man fået medicinsk behandling, foregår kontrollen på kræftafdelingen (onkologisk afdeling). På Rigshospitalet sker kontrollen på nyrecancercenteret på urologisk afdeling.
Hvad sker der ved kontrolbesøg?
Ved kontrolbesøgene taler man med lægen om eventuelle symptomer og bliver undersøgt for, om der er tegn på, at sygdommen er vendt tilbage.
Hvordan man præcist bliver undersøgt ved kontrolbesøgene, afhænger af sygdommens forløb, og af hvilken behandling man har været igennem.
Undersøgelser ved kontrolbesøg
Lægen vil ofte foretage en almen undersøgelse, og i nogle tilfælde får man taget blodprøver, for at lægen kan bedømme, om man får det bedre af behandlingen, om situationen er uændret, eller om sygdommen eventuelt breder sig.
Andre kontrolundersøgelser kan være røntgenundersøgelse af lungerne og CT-scanning af bughulen, eventuelt ultralydsscanning.
Har man den sjældne arvelige sygdom Von Hippel-Lindau's syndrom, der øger risikoen for nyrekræft, anbefales det, at man får foretaget en ultralydsundersøgelse eller en CT-scanning en gang om året.
Undersøgelser for nyrekræft
Vær opmærksom på kroppens signaler

Opdager du nye symptomer, eller bliver du bekymret mellem kontrolbesøgene, så kontakt lægen.
Symptomer på tilbagefald kan være:
- blod i urinen
- blodmangel
- alment ubehag
- feber
- vægttab uden grund
- andre tegn på sygdom
Spørgsmål til lægen Kontrolbesøgene er en god anledning til, at man tager sine spørgsmål, bekymringer og problemer op. Det er en god idé at skrive sine spørgsmål ned i forvejen, og man kan også tage en pårørende med til samtalen.
En kvinde fortæller:
Man synes, at når man er i behandling, så sker der noget. Der kæmpes for, at kræften skal forsvinde. Men så er det, den svære tid kommer: Ventetid på kontrol. Jeg tror altid det vil være svært.
Jeg skal selv til kontrol nu – og så kommer perioden for mig, hvor jeg føler, at jeg har alle mulige symptomer.
Gør opmærksom på symptomer eller gener
Det er vigtigt, at man gør lægen opmærksom på nye symptomer eller ændringer, så lægen om muligt kan tilbyde behandling eller lindring. Det kan også være symptomer, som skyldes gener opstået efter behandlingen.
Behandling af bivirkninger eller gener
Lægen kan forsøge at behandle og lindre eventuelle bivirkninger eller opståede gener. Man kan også få justeret sin medicin, hvis der er behov for det.
Hvis man har problemer efter afsluttet behandling, kan man få gode råd om f.eks. kost, livsstil eller hjælpemidler, samt blive henvist til andre fagpersoner, der kan hjælpe.
Gode råd om at gå til kontrol
-
Inden du afslutter behandlingen, så tal med lægen om, hvor tit du skal komme til kontrol, og om hvilke undersøgelser du skal igennem ved kontrolbesøgene.
-
Spørg, om der er særlige symptomer, du skal være opmærksom på, og hvem du skal kontakte, hvis symptomerne opstår.
-
Skriv ned, hvordan du har haft det siden sidste kontrol og giv denne viden videre til lægen.
-
Tag en pårørende eller en ven med til kontrolbesøgene – det er en god støtte for mange.
Læs mere:
At være i kontrolforløb
Læs om at gå til kontrol og få gode råd om genoptræning, motion, kost, seksualitet og senfølger efter kræft.
Arbejde og pension
Læs om sygedagpenge og pension samt om mulighederne for at vende tilbage til arbejdsmarkedet på forskellige vilkår.
Til top
Tilbage